Læsetid: 1 min.

Bridget møder Bergman

England har Bridget Jones, vi har Nynne, og sidste år trak singlepigen Isabella over 200.000 svenskere i biografen som den ikoniske singlepige i 30'erne med krise i karriere og kærlighed
29. august 2008

England har Bridget Jones, vi har Nynne, og sidste år trak singlepigen Isabella over 200.000 svenskere i biografen som den ikoniske singlepige i 30'erne med krise i karriere og kærlighed. Vidunderlig og elsket af alle bygger på en bestseller af Martina Haag, som både har været inde over manuskriptet og spiller hovedrollen i Hannes Holms film. Med film som Adam & Eva og Klassefesten har Holm tidligere trådt på ligtornene hos forvirrede meningsjægere, men luften er gradvis gået af latteren. Her bliver man efterhånden træt af Isabellas naive, konfliktsky selskab. Handlingen har to en-strengede spor: På den romantiske front er spørgsmålet, om Nikolaj Coster-Waldau i rollen som populær dansk skuespiller virkelig ikke er den trussetyv, han så indlysende er (og spiller med blink i øjet). På arbejdsfronten er dramaet, hvornår Isabellas ukundskab bliver afsløret efter at have scoret en rolle i en Ingmar Bergman-opsætning på Dramaten ved ikke at benægte talenter for både vægsaltoer og corde lisa. De bedste scener er forbundet med Bergman-hysteriet og de mange kendte svenske skuespillere i småroller. Historien munder ud i det forudsigelige ingenting. Det gør mange chickf licks, men som regel efter skarpere, sjovere skud undervejs.

Vidunderlig og elsket af alle. Instr.: Hannes Holm. Manus.: Måns Herngren og Martina Haag. (Gloria, København, og Øst for Paradis, Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu