Lars er bartender og tjener på Kalles Kongeåkro og bliver fyret, fordi han drikker med kunderne og en dag bliver pløret, og fordi indehaveren, Jytte, er alt hvad han selv ikke vil være - kontrolleret, bitter og smålig, sådan at hun ikke kan tage, at han lukker et vindue op, selv om han ved, at hun siger, det støver.
Inden han blev tjener og bliver fyret, har Lars været lydmand og lysmand, gøgler og sminkør, ja han har tilmed haft sit eget band, som engang fik to store hits på P3, hvad der en overgang fik ham til at pusle med en tanke om at skrive memoirer, indtil han ved en tilfældighed så Anne Linnets malerier. Så lod han det ligge... Lige nu tænker han meget på kvinder: "En efter en fejer de hen over hans liv som en sval brise der strejfer en svedig pande og aldrig som en storm der vælter træer eller pisker bølger op. Måske er det derfor Lars egentlig føler at han lever som munk."
Miljø og teknik
Sådan kunne man indlede en præsentation og vurdering af Lone Hørslevs femte bog - anden roman - hvis sorgmuntre handling henspiller sig over et par forårsdage i en mindre by i det sydlige Jylland. Man kunne også starte med dyrlægen Inger-Mai, der drikker (først med Lars henne på kroen, siden derhjemme, tequila) og bliver svinglende fuld og brækker sig to gange, først på toilettet, så i baljen, som hun fornuftigvis har stillet ved sengen. Eller man kunne klippe til politimanden Peter, der slår sin kone, Iben, fordi hun bralrer op om, at han pga. sin fedme ikke kan få den op at stå, hvorfor hun intet har fået siden nytår; og nu skriver vi maj.
Men inden vi fortaber os i bogens sjove og sære personer og deres overmåde banale menneskelige problemer, må vi understrege, at det interessante og dybt originale ved Lone Hørslevs hverdagsnære miljøskildring ikke så meget ligger i stoffet som i fortælleteknikken.
Livfuld fortæller
Forfatteren opererer nemlig med en - til at begynde med underspillet, men mod slutningen særdeles eksplicit - jeg-fortæller med totaloverblik på fiktionen, altså gammeldags 'alvidende' autoritet. Men samtidig lader Hørslev sin fortæller flytte fokus fra sig selv og på skift glide ind i figurerne og fikst betjene sig af nærværsskabende greb som tankereferat og tankecitater i første person, som bevirker, at Lars, Inger-Mai, Peter m.fl. så at sige giver sig til at tale i munden på den overordnede fortæller.
Lægger vi hertil en rig retorisk gestik med kraftfulde kursiveringer og VOLDSOMME VERSALER (samt med pudsige påhit i parentes) plus en yderst livfuld syntaks fyldt med indskud og afbrydelser, gentagelser og skæve afskæringer, tilsat flittig brug af 'Og' efter punktum, fås en fortælling, der bare skider på regler, men til gengæld bugner af energi.
Lone Hørslev har fra sin poesi (senest digtsamlingen Lige mig, 2007) overført den mangestemmige vilterhed og givet den en verden, et rum at boltre sig i, centreret om et hus, der indtil et halvt år før handlingen åbner, var beboet af Anker, som elskede øl, kvinder, klaverspil og poker. Rundt om hans sted og om de fugle, han efterlod sig, ordner sig personerne i bevægelige cirkler, der nærmer sig til hinanden og fjerner sig igen, alt imens der tegnes en tematik af længsel, ensomhed og savn, og især af desperation, af magtesløshed - "følelsen af at være så alt for tæt på en afgrund, så tæt på at miste kontrollen, sig selv", som det sigende hedder om Inger-Mai.
Sin helt egen suppe
Naturlige fjender er ikke den allermest fredfyldte og harmoniske bog, man har set. F.eks. forstår jeg ikke, hvad Jørgen Leth bestiller midt i den som tilhører til en kirkekoncert (skønt han da naturligvis må tage til koncert, når han vil; det er jo ligesom hans ret), eller hvad forfatteren egentlig vil med en ornitolog, der til sidst, og med rette, insisterer på at kunne finde den topsjældne azurmejse ved huset, der står tomt efter Anker.
Dog, fred og harmoni eller ej, i Lone Hørslevs roman mødes flere tendenser i samtidslitteraturen og skaber deres helt egen suppe. Stofmæssigt knytter bogen an til dén intense interesse for stedet, som vi har fulgt hos f.eks. Helle Helle (i Rødby-Puttgarden) og dén empatiske udforskning af den skæve og marginale eksistens, man senest har set rendyrket af Bent Vinn Nielsen og Hans Otto Jørgensen. Udsigelsesmæssigt og retorisk-stilistisk lægger værket sig derimod snarere i forlængelse af især Pia Juul (både poesi og prosa), og Ursula Andkjær Olsen, muntre digtere, der har lært os at holde af den al-kakofoniske hyper-polyfoni, og med hvilke Lone Hørslev deler en velgørende tro på, at skrift kan bryde regler på stribe uden at det gør nogen verdens ting, andet end at gøre en lillebitte verden saligt og forunderligt stor.
Og hvordan smager så suppen? På én gang sødt og bittert, ramsaltet og kraftigt krydret. Den ret kan for kokken sagtens gå hen og blive et fortjent gennembrud, med den har hun nu, som prosaist, både hævdet sig på linje med de fem ovennævnte og skilt sig mærkbart ud fra dem. Eneste lillebitte anke herfra angår ubalancen mellem udtrykkets kunstneriske overdådighed og den stofmæssige tyndhed: Der fortælles, som gjaldt det selveste livet, skønt historien er nok på spinkel. Jeg kunne sagtens have klaret en større portion!
