Læsetid: 3 min.

Døden dybt i struben

Tom Waits gav en af sine sjældne koncerter i Edinburgh. Hans krop blev besat af gespenster som barpianisten, entertaineren, den fortabte beatnik, den brølende bluessanger. Og døden
Tom Waits excellerer stadig i fortællinger om USA-s underside, forkullede menneskeskæbner - og ligner dem selv. Men aes på denne tur lidt mere med hårene af sit orkester.

Tom Waits excellerer stadig i fortællinger om USA-s underside, forkullede menneskeskæbner - og ligner dem selv. Men aes på denne tur lidt mere med hårene af sit orkester.

PIERRE VERDY

2. august 2008

For den uindviede må det være et mærkeligt skue. En ældre herre med hat går på scenen. Vifter sine hænder over publikum, som rejser sig og klapper og hujer. Et band går i gang, og den gamle mand stamper i noget støv, der hvirvler op omkring hans ben. Og så synger han med en ru gurglende stemme, der lyder som en rusten karburator, der brækker sig, og hvorfra man dårligt kan skelne reelle ord. Og publikum? Dybt begejstrede.

For den indviede er det lige så naturligt at elske og prise denne mand, som det er umuligt at påskønne den herskende bærme af færdigpakkede, højpolerede indierock-bands befolket af tyndbenede drenge med designer-uglet hår og et kreativt vakuum, hvor der skulle have været idéer og historier. Næ, disse indviede mennesker vil have en original fuld af sprækker og forfald, en mand der har vagabonderet gennem musikhistorien, en mand med fortællinger om USA's underside, forkullede menneskeskæbner og forfaldet dryssende ud af knaphullerne i sin støvede jakke.

Og det får vi denne aften i det aldrende rødmalede, gyldent ornamenterede teater Playhouse i Edinburgh, Skotland. Tom Waits har indtaget scenen som et led i hans Glitter and Doom Tour, og det bliver en fornøjelse sammensat af vemod, skidt, skrål, skønhed, desperation, en nærmest dyrisk besjæling. Og humor.

Mytomanen

På scenen, på et podium står altså Tom Waits, der lige så gerne banker og stamper i gulvet, som han klimprer på guitar og klaver. En mand der kan få lyde til at formulde og korrodere, og som har formået at forvrænge tidsopfattelsen i sine sange, der trækker på bl.a. Kurt Weill, Captain Beefheart, Charles Bukowski, vaudeville og Howlin' Wolf. Vi taler et århundredes musik forvrænget i Waits' unikke optik.

Ud af parteringen af tid og tradition opstår noget nyt, teatralsk og alligevel uendelig dybfølt, noget blodigt be-sjælet, som Waits' tætte skikkelse legemliggør på podiet på scenen i Edinburgh. Hans krop bliver besat af gespenster undervejs, som barpianisten, der sludrer jovialt ved klaveret med sit publikum, den lurvede impresario, der spiller yoyo med sin stjerne-freak The Eyeball Kid, den fortabte beatnik på sit lurvede kammer med kun en enlig nøgen, skælvende elpære og den store brummende og brølende bluessanger, som får det til at rykke og skælve i Tom Waits' torso og armene til at rykke i rytmiske spasmer.

Og så er der mytomanen, som gennem hele sin 35 år lange karriere har hustlet sig til en mytologi med et krat af ubekendte faktorer og vænnet offentligheden til røverhistorier som den om hans sidste besøg i Edinburgh. Angiveligt, åh så angiveligt slugte den arme amerikaner ved den lejlighed haletudser, for siden at føde tre frøer, som skaber problemer i familiesofaen hjemme i Californien, hvor der også skal være plads til en datter, hans kone og de to sønner, som i øvrigt er med i bandet denne aften.

Nye kattelemme

Er han så i topform? Svært at sige. Spradebassen i hans lemmer, og det populærkulturelle immunforsvar i hans stemme fornægter sig ikke. Men han er blevet ældre og lidt mere tilbageholdende. Lidt træt? Måske. I hvert fald har han i denne omgang valgt et band, som stryger ham mere med end mod hårene. Så han ser ud til at hygge sig deroppe. Han tager sig friheder med sine sange og åbner nye kattelemme i dem. Og entertaineren Waits fornægter sig heller ikke. Med enkle tea-tralske tricks iscenesætter han brillant flere af sine sange, med guldregn fra loftet, med den enlige elpære og med en hat besat med små spejle - som en discokugle - som han får til at sitre, så de små lysglimt rammer folk individuelt i øjnene.

"How would you like to die?" blev Tom Waits engang spurgt, hvortil han svarede "I don't think I would like that very much at all". Men han ynder at prøve kræfter med døden i sine sange, måske for selv at vænne sig til at vi skal tilbage til den jord, som vi er opstået af.

Tom Waits' sange er også opstået af jorden, af Los Angeles' og New Yorks asfalt, af Mexicos mudder, af menneskets gøren og laden. Og døden gør sig også gældende som en sugende vind fra dybt i hans strube især mod slutningen af koncerten med sange som 'Dirt In The Ground' og 'Cold Cold Ground'. Men det er svært at forestille sig at mandens sange og deres komplekse og umulige skønhed en dag skal blive til jord igen. Slet ikke efter en aften, hvor manden selv blæste nyt, omend mere forsigtigt liv i dem.

Tom Waits, Playhouse, Edinburgh, Skotland, mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu