Læsetid: 3 min.

Efterkrigstidens mørkeste billeder

Jytte Rex har med sin nye bog om Palle Nielsen samlet et fremragende billedværk i dansk kunsthistorie. Men hvorfor har hun ikke benyttet lejligheden til samtidig at fortolke værket?
Jytte Rex har med sin nye bog om Palle Nielsen samlet et fremragende billedværk i dansk kunsthistorie. Men hvorfor har hun ikke benyttet lejligheden til samtidig at fortolke værket?
21. august 2008

Det kan egentlig undre, at den først kommer nu. Bogen om Palle Nielsen. Bortset fra vennen og kunstnerkollegaen Svend Wiig Hansen og måske den siden så kanoniserede Asger Jorn har ingen dansk kunstner tegnet et hverken klarere eller mere nuanceret billede af den hjemlige efterkrigstids mørke modernitet.

Det er fristende at forklare det rugende og jagende over Nielsens sorte streger med traumet over krigen og angsten for dens gentagelse. Men der er så meget mere på færde i denne store mesters tegnede værker, at det ville være uretfærdigt at give krigen hele æren.

Det er dette 'mere', som maleren, filminstruktøren og forfatteren Jytte Rex nu har forsøgt at sætte ord på i det første samlede bogværk om Palle Nielsen.

Det bliver sjældent direkte udtalt, men blandt hierarkiet af kunstgenrer har tegningen og det grafiske tryk altid haft svære betingelser. Tegningen fordi den i sin form minder om skitsen til et maleri, og det grafiske tryk fordi det findes i flere eksemplarer og derfor ikke lever op til forestillingen om det unikke kunstværk.

Begge dele latterlige begrundelser, men ikke desto mindre virksomme i forhold til, at en kunstner som Palle Nielsen - hvis righoldige produktion af tegninger og grafik hører til det bedste og mest spektakulære i ny dansk kunsthistorie - aldrig fik noget internationalt gennembrud. Kunstneren er til gengæld siden sin død i 2000 blevet fejret med retrospektive udstillinger herhjemme og flere bøger, der forhåbentligt kan bære hans tankefulde billedverden videre som del af den kollektive erindring.

Rummets nærvær

Hvis Asger Jorns ledemotiv var farven, og Svend Wiig Hansens var kroppen, så må Palle Nielsens gennemgående motiv siges at være rummet. Nærmere bestemt byens rum som billede på og refleksionsgrund for det moderne menneskes højt besungne frihed - og eksistentielle ensomhed.

Palle Nielsens byer er både fortryllede og formørkede, frisatte og uforløste. Som Venedig beskrevet af Italo Calvino er de alle faktiske steder. København, Paris, Rom og også Venedig er alle iagttagede af kunstneren gennem et langt liv enten på rejse eller i løbet af hverdagens ophold på gader og stræder. Det er rummets nærvær uden for mennesket, der presser sig truende på i tegningernes kupler, paladser og historicistiske facader. Men det er samtidig et sindbillede på summen af kunstnerens egne erfaringer, indre liv og stemme, og dermed løst fra enhver faktualitet og sand geografi.

Magien hos Nielsen består i denne mystiske udveksling mellem inde og ude, forestilling og virkelighed, som han i billedet lader stille alle de vigtige spørgsmål om kærligheden, Næsten, livet og ikke mindst døden.

Spinkel fortolkning

Det er altid spændende, når en kunstner udlægger en kollegas værker, hvilket sker for sjældent. Spejlingen ligger lige for, og som med selvportrættet, der uværgerligt rummer momenter af selvransagelse, byder fortolkningen som regel også på nøglen til forståelse af forfatterens egne værker.

Sådan er det også hos Jytte Rex, hvis gennemgående raffinerede fornemmelse for tilværelsens drama og farlige sanselighed også fremlæses hos den ældre Nielsen. Alligevel kunne man godt have ønsket, at Rex var trådt mere frem på scenen som øjnene, der ser, og afsender af analysen. Ud af 368 illustrerede sider fylder Rex' eget hovedbidrag blot de otte, og dét endda tyndet yderligere op med adskillige perspektiverende billeder og hurtige sammenligninger med kunsthistoriens største mestre i tegnekunst.

Det er simpelthen for spinkelt som autoritativ fortolkning af så væsentligt et værk som Palle Nielsens. I stedet må man som læser trøste sig med de oplysende bidrag af Erik Fischer og Poul Erik Tøjner samt med de mange tekststykker af kunstneren selv, som Rex har været forudseende nok til at inkludere i bogen.

Det er mellem disse andre linjer, at forståelsesrammen om Palle Nielsens fremragende værk tegner sig klarest.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu