Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Endnu et ååååååååh over Europa

Der er taler til døde venner, sukkende analyser af Den Europæiske Union og en fortræffelig opdatering af Habermas' demokratiteori i det seneste bind af hans 'små politiske skrifter'
Kultur
16. august 2008
Der er taler til døde venner, sukkende analyser af Den Europæiske Union og en fortræffelig opdatering af Habermas' demokratiteori i det seneste bind af hans 'små politiske skrifter'

Vi skal tale sammen. Det er ikke noget, filosofferne har fundet på. Det er en almindelig antagelse i demokratiske samfund: Der skal være en offentlig diskussion, hvor borgerne taler om, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Artikler i aviserne, indslag i radioen og fjernsynet og taler i forsamlinger er momenter i den fælles offentlighed. Det forventes, at politikerne lytter til, hvad der bliver sagt, og det regnes for en dyd blandt borgerne at sige, hvad de mener.

Denne tillid til den offentlige diskussion er fundamentet for den tyske filosof Jürgen Habermas' politiske teori. En liberal demokratiopfattelse vil fremhæve de individuelle rettigheder som det vigtigste i et demokrati. En republikansk demokratiopfattelse vil omvendt være at basere samfundet på folkets enhed, fælles vilje eller handlekraft. Habermas' pointe er, at den offentlige samtale både kan sikre de individuelle rettigheder og skabe fællesskab mellem borgerne. Borgerne bliver forbundet med hinanden, når de offentligt diskuterer fælles anliggender, og de kan sikre deres rettigheder ved offentligt at gøre opmærksom på konkrete og generelle krænkelser.

Endnu et politisk skrift

Denne teori er blevet kritiseret fra forskellige vinkler: Nogle hævder, at kun de klogeste deltager i den offentlige samtale, som således skulle fungere socialt ekskluderende. Andre pointerer, at styringen af de moderne vestlige demokratier er blevet så kompleks og specialiseret, at borgerne ikke har indsigt nok til meningsfuldt at kunne diskutere problemerne. En tredje indvending er, at de demokratiske offentligheder er forblevet nationale, mens de økonomiske aktører er blevet globale.

I et nyt essay forsøger Habermas at besvare disse indvendinger systematisk og forsvare sin egen teori om det deliberative demokrati.

Han indrømmer, at det fortrinsvis er de politiske og videnskabelige 'eliter', som dominerer den offentlige debat. Der gives således en slags demokratiske, sociale klasser. Men han fastholder, at inklusion i den borgerlige offentlighed er en fortløbende proces, og at flere borgere deltager i dag end for 50 år siden. Dertil kommer, at alle mennesker til enhver tid ifølge Habermas befinder sig i et rum af argumenter og begrundelser. Privat og socialt forventes man at forklare sig og kvalificere sine sympatier med argumenter. Den demokratiske offentlighed som makrokosmos svarer således til borgernes hverdagstilværelse som mikrokosmos. Som noget nyt tilføjer Habermas resultater af empiriske undersøgelser, der viser, at den fortløbende diskussion af et bestemt tema i en lukket gruppe både virker dannende på fællesskabet og udvikler den enkeltes argumenter og holdninger. Man bliver både klogere og socialt begunstiget af den intense udveksling af indsigter og synspunkter.

Endnu et problem for det deliberative demokrati er spørgsmålet om de mange tv-kanaler i udbudet af underholdning på nettet og andre fora fragmenterer den nationale offentlighed og den fælles samtale. Men der er ifølge Habermas ikke nødvendigvis en konflikt mellem moderne massemedier og idealet om en samlet offentlighed: De største kvalitetsaviser er stadig omdrejningspunktet for de nationale offentligheder. En væsentlig nyhed i en anerkendt avis om morgenen formår endnu at brede sig til andre medier som samlende emne for resten af dagen.

Skuffelse

Til gengæld anerkender Habermas modsætningsforholdet mellem nationale offentligheder og globale problemer. Løsningen er ifølge Habermas ikke at bygge en ny global offentlighed op 'oven over' de eksisterende. Målet er, at de nationale offentligheder i stigende grad åbner sig mod og gennemtrænger hinanden. Borgerne i eksempelvis Chile og Tyskland erkender deres forbindelse i et globalt skæbnefællesskab, hvis de gennem deres respektive offentligheder forholder sig til de samme globale problemer. Det er ifølge Habermas en forudsætning for, at man kan fortsætte både den bredere og dybere integration i Den Europæiske Union, at offentlighederne internt vender sig mod hinanden. Men det er netop smertepunktet i den nye samling af essays fra Jürgen Habermas: Åh, Europa. Det gennemgående træk ved talerne til afdøde venner, refleksioner over demokrati og indlæg om EU er skuffelsen over den europæiske udvikling. Det er ikke kun det demokratiske underskud i EU, som bekymrer Habermas. Det er tabuiseringen af det demokratiske underskud og den institutionalisering af modsætninger mellem eliterne og befolkningerne, som efterhånden kendetegner EU, der motiverer til den sukkende titel på en supereuropæers seneste kritiske betragtninger: Ååååh, Europa.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her