Der var konspirationsteorier, cover-ups, rumvæsener og andet godt på menuen, da X-Files tilbage i 1993 ramte tv-skærmen første gang. Fem år senere kunne agentduoen Fox Mulder og Dana Scully ses på det store lærred i en filmversion af serien. Den sluttede i 2002, men efter seks års tavshed er de nu tilbage i The X-Files: I Want to Believe. Men sandheden, i hvert fald som denne anmelder ser den, er, at der er tale om et noget forkølet comeback.
En frygt blev dog gjort til skamme, nemlig at gensynet med agent Mulder ville blive decideret søvndyssende i kølvandet på David Duchovnys prægtige præstation som sarkastisk, selvdestruktiv, skørtejagende og skriveblokeret forfatter i Californication. Duchovny gør det godt som Mulder og tegner sig desuden for hovedparten af filmens få morsomme indslag, uden at det dog forhindrer duoens anden halvdel i at stjæle billedet. Mere herom senere.
Efter alvorlige uoverensstemmelser med sin tidligere arbejdsgiver, FBI, lever Mulder nu som avisartikeludklippende eneboer. Scully arbejder som læge og forsøger at helbrede en dreng med en livstruende hjernesygdom. Begge lader de sig overtale til at hjælpe bureauet med at lokalisere en forsvunden kvindelig agent.
Kort efter forsvinder endnu en kvinde, og efterforskningen skal, meget mod Scullys vilje, foretages i samarbejde med en pædofilidømt tidligere katolsk præst (Billy Connolly), som hævder at være synsk.
Fantasien nedtonet
Jeg afslører forhåbentlig ikke for meget ved at sige, at seriens skaber, Chris Carter, denne gang nedtoner det meget fantasifulde til fordel for det mere virkelighedsnære (udover pædofili væves også den omstridte stamcelleforskning ind i handlingen).
Desværre er kriminalintrigen en tand for tam, og selv om Mulder og Scullys modstandere giver sig af med ting, som bestemt kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på folk med hospitalsangst, har de scener, der tydeligvis er tænkt som filmens mest skræmmende, et bredt strejf af ufrivillig komik.
Med sin sofistikerede skønhed helt intakt er Gillian Anderson filmens stærkeste kort: Scully ligner simpelthen et omvandrende monument over yndefuld intelligens (eller intelligent ynde, vælg selv).
På den feminine front har Anderson nu heller ikke megen konkurrence fra Amanda Peet, der afsværger det meste af sin anderledes konventionelle sexappeal i rollen som målrettet FBI-agent. Navnlig hvis man foretager den oplagte sammenligning med en ligeledes af-glamouriseret Charlize Therons indsats som sej politikvinde i In the Valley of Elah fremstår Peets præstation noget enstrenget.
Heller ikke skildringen af Mulder og Scullys problemfyldte samliv fungerer optimalt. Troværdigheden knirker faretruende, når disse to superbegavelser med selvbeskuende teenagepatos diskuterer, hvorvidt det lader sig gøre at "flygte fra mørket".
Anderson er dog ikke ene om at forføre øjet, for Carter får masser af mørk-majestætisk æstetik ud af West Virginias snelandskaber. I glimt føles X-Files: I Want to Believe derfor filmisk snarere end som et tv-afsnit, der er spredt for tyndt ud.
The X-Files: I Want to Believe. Instruktion: Chris Carter. Manuskript: Chris Carter og Frank Spotnitz. Amerikansk og canadisk (46 biografer landet over)
