Det Jødiske Museum på Manhattans Upper East Side er pakket. Udstillingen Action/Abstraction: Pollock, de Kooning, and American art, 1940-76, trækker fulde huse. Men heldigvis er lærrederne store. Så det er altså nemt at blive betaget, selvom man er nødt til at mose og sno sig.
Der er nu også en del, der står med småt. Udstillingen handler nemlig også om alt det, der skete omkring kunstnerne og ikke mindst den debat, som var med til at hejse dem og deres billeder op og placere dem i den bredere offentlighed.
Action og Abstraction
Ifølge udstillingen var det især Clement Greenberg og Harold Rosenberg, New Yorks fremmeste kunstkritikere i perioden, der stod for det. Og selvom de ikke står på plakaten, fylder de meget på udstillingen.
Rosenberg og Greenberg var jødiske, venstreorienterede intellektuelle, der var ved at blive frafaldne marxister, da det nye årti, 1940'erne, satte ind. Rosenberg var action: Ifølge den tynde version af udstillingens katalog fandt han sit udgangspunkt i eksistentialismen og opfattede altså kunstnerens kreative proces som et værktøj til frigørelse fra det moderne samfunds snærende bånd. Og det var, ifølge New York Times, også Rosenberg, der fandt på at kalde den nye stil for 'Action Painting'.
Greenberg, derimod, hørte hjemme under overskriften 'abstraction': Han var tilhænger af kunst for kunstens skyld.
De to kritiske blikke står beskrevet med store bogstaver på den første væg, der møder den besøgende, og udstillingen er opdelt i en slags nedslag, der med malerier og tekst sætter spot på kritikernes diskussioner. Det kræver en del af den besøgende, der jo nemt - og med rette - kan blive distraheret af den overvældende kunst og derfor glemme at læse teksten. Men særligt en sektion, eller hvad man nu skal kalde det, går rent ind med hensyn til både billeder og ord.
Den hedder 'Blind Spots' og her bliver det klart, at Rosenberg og Greenberg godt kunne blive enige om, hvad der var værd at ignorere: De sorte kunstnere og de kvindelige kunstnere. Historien om Pollocks hustru Lee Krasner er særligt hjerteskærende: Hun brugte stor energi på at promovere sin mands arbejde, men de to kritiske herrer ignorerede begge hendes første soloudstilling i 1951.
Kontekst og kunst
Et par rum er fuldstændig uden kunst, men til gengæld fyldt med fotografier af kunstnerne i selskab med hinanden og kritikerne på stranden ved Long Island. The Cedar Bar, hvor de alle drak, er også med i collagen. På den anden væg hænger et udpluk af de magasiner, både de smalle og de lidt bredere, som beskæftigede sig med den nye amerikanske kunst. Selv blev Greenberg anmelder ved The Nation i 1942, mens Rosenberg blev tilknyttet The New Yorker i 1962.
I et andet rum siver tidens jazz ud af højtalerne, mens væggen prydes af et citat fra Harry S. Truman. I 1948 mente præsidenten åbenbart, at den abstrakte ekspressionisme lignede røræg. Men de kaotiske og rodede streger kunne altså bruges politisk: United States Information Agency, der hørte til under det amerikanske udenrigsministerium, finansierede rejsende udstillinger af den nye amerikanske kunst i sit arbejde for at vise den koldkrigs-ramte verden, at der var god plads til udfoldelse i det demokratiske USA.
I samme rum er der også et klip fra tv, hvor en chimpanse maler et abstrakt maleri, mens et nummer af det komiske blad MAD Magazine skriger i samme stil, at bladets forside er tegnet af en abe. Et af de sidste stop på udstillingen er et puslespil med Pollocks Convergence trykt på. Så er den vilde kunst ligesom blevet mainstream.
Den enestående samling malerier kan selvfølgelig sagtens stå alene, det er klart, og der er da også flere af gæsterne, der tydeligvis ikke bruger meget krudt på al udenomssnakken:
"Det kan jeg lide," som en ældre dame med imponerende hår siger, mens hun retter en pegefinger med en perfekt farvet negl mod netop Pollocks Convergence.
Men det fungerer altså rigtig godt at få hele scenen med.
Action/Abstraction: Pollock, de Kooning, and American Art, 1940-1976. Jewish Museum New York. Udstillingen varer indtil den 21. september
