Læsetid: 4 min.

Gadesangeren og blomsterpigen

Sød musik. Man kan ikke få nok af en film som John Carneys skønne 'Once', en hverdagsrealistisk og meget musikalsk skildring af den uforløste kærlighed mellem to helt almindelige mennesker
Poesi. Filmen bæres poetisk af en musikalsk fortælling og et nærværende og engagerende spil af Glen Hansard og Markéta Irglová.

Poesi. Filmen bæres poetisk af en musikalsk fortælling og et nærværende og engagerende spil af Glen Hansard og Markéta Irglová.

Camera Film

15. august 2008

"You'd think that people would have had enough of silly love songs/But I look around me and I see it isn't so," sang Paul McCartney i 1976 i et vellykket forsøg på at bevise over for sin gamle ven og Beatles-makker, John Lennon, at folk gerne ville lytte til de ubrugelige, utidssvarende kærlighedssange, som Lennon hånligt havde udtalt var det eneste, McCartney kunne finde ud af at skrive.

'Silly Love Songs', som sangen hed, blev en succes og bekræftede McCartney i, hvad de fleste vel efterhånden ved, nemlig at der altid er brug for en god kærlighedssang - på samme måde, som der altid er brug for en film om kærlighed, hvis ellers instruktøren har noget på hjerte og formår at formidle det på en tilpas romantisk og overbevisende facon.

Tilfældigt møde

Og det må man sige, at irske John Carney gør i den snart to år gamle Once, der nu endelig har dansk premiere. Det er en afdæmpet, lun og hverdagsrealistisk fortælling om et tilfældigt møde mellem en gadesanger (Glen Hansard) og en ung blomstersælger (Markéta Irglová), der er flyttet til hans hjemby, Dublin, fra Tjekkiet.

Hun kan godt lide hans musik og viser sig selv at kunne spille på klaver. Han arbejder også i sin gamle fars støvsugerreparationsforretning og indvilger i at se på hendes støvsuger. Langsomt og forsigtigt arbejder de to sjæle sig ind på hinanden, mens sød musik i bogstaveligste forstand opstår.

Det lyder måske som et ganske traditionelt og forudsigeligt romantisk drama, men Once er alt andet. Carney lader livet komme i vejen for de to mennesker, der nok er tiltrukket af hinanden, men aldrig når videre end til at kysse hinanden på kinden.

Han er nemlig ikke kommet sig over bruddet med en tidligere kæreste, som han synger både vrede og længselsfulde sange om, mens han flår i strengene på sin ramponerede guitar og overvejer at opsøge hende i London.

Og hun har en lille datter og er gift med en døgenigt af en mand, som hun har efterladt i Tjekkiet, men alligevel føler, hun må give en chance til af hensyn til datteren.

Heldigvis har gadesangeren og blomsterpigen musikken, og den giver dem mulighed for og grund til at være sammen. Hun sætter ord til en af hans melodier, og han får hende overtalt til at gå med i studiet og indspille en demo med nogle af hans sange.

Som studiemusikere hyrer de et tremandsorkester, han af og til har mødt på gaden, og som ellers kun optræder med Thin Lizzy-sange. Det fører til en af filmens rigtig fine scener, hvor den overbærende studietekniker skeptisk ser til, mens musikerne gør sig klar, men må overgive sig, da han hører sangene og musikken.

Selvbiografiske sange

På det tidspunkt har man som publikum for længst overgivet sig til både den velklingende, singer-songwriter-musik og de to sympatiske, charmerende hovedpersoner, der begge har prøvet lidt af hvert og til forveksling ligner nogle, man kunne møde ude i virkeligheden. Der er en naturlighed og ligefremhed over Glen Hansard og Markéta Irglovás spil - hun er dejligt uimponeret og ærlig, han er sjov og selvironisk - hvilket sikkert har at gøre med, at de ikke er skuespillere, men musikere.

Irglová, der blot var 18 år, da filmen blev optaget, er sanger, mens 38-årige Hansard er en af mændene bag den irske rockgruppe The Frames - som også John Carney engang var med i - og han havde en mindre rolle som guitarist i Alan Parkers 17 år gamle The Commitments. De har selv skrevet og fremfører de fleste af filmens dejlige sange og vandt fortjent en Oscar for den smukke 'Falling Down'.)

Irglová og Hansard blev tilmed kærester under tilblivelsen af Once, og man mere end fornemmer den gensidige tiltrækning i de rørende scener, hvor de fortæller hinanden og publikum deres egne historier gennem selvbiografiske sange, de hver for sig har skrevet.

Once er ikke ligefrem en musical, men det er en gennemmusikalsk film om to mennesker, for hvem musikken betyder meget, og som siger det bedst med en sang.

Både lille og stor

John Carney har optaget filmen på blot tre uger for under en million kroner, hvilket i sig selv bør tjene som inspiration for filmskabere, danske og udenlandske, som ikke synes, at de har penge nok til at lave film for.

Trods det lave budget og den korte optageperiode har instruktøren også visuelt held med at give sin lille historie et poetisk skær, som sammen med musikken og følsomheden får den til at vokse sig kæmpestor, mens humoren og de realistiske omstændigheder og omgivelser sørger for, at ingen eller intet mister jordforbindelsen.

Ligesom man kan høre en god kærlighedssang igen og igen, kan man simpelthen ikke få nok af en film som Once.

Once. Instruktion og manuskript: John Carney. Irsk (Grand, Falkoner og Park i København, Café Biografen, i Odense og Øst for Paradis i Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu