Læsetid: 2 min.

Gode grin på genbrugspladsen

Tjekkede Jesper (Thure Lindhardt), hovedpersonen i Rasmus Heides komedie Blå mænd, er en god sælger - og en god sælger er en nådesløs sælger, der sjældent spiller fair eller siger sandheden og ikke har noget problem med at hugge de andre sælgeres kunder
15. august 2008

Tjekkede Jesper (Thure Lindhardt), hovedpersonen i Rasmus Heides komedie Blå mænd, er en god sælger - og en god sælger er en nådesløs sælger, der sjældent spiller fair eller siger sandheden og ikke har noget problem med at hugge de andre sælgeres kunder. Men en dag mister Jesper det hele. Han har drukket og involveres i et biluheld, hvilket koster ham arbejde, kæreste og venner og indbringer ham samfundstjeneste på en genbrugsplads.

Det huer bestemt ikke den arrogante Jesper, at han hver dag skal trække i orange overalls og arbejde med affaldssortering under ledelse af den koleriske paragrafrytter Theodor (Troels Lyby) og sammen med den lesbiske fantast Lotte (Sidse Babett Knudsen) og den noget ubegavede dovendidrik Dion (Mick Øgendahl, der også har været med til at skrive manuskriptet til Blå mænd).

Men som det gerne går i den slags film, udvikler Jesper sig snart til et nyt og bedre menneske med andre mål i livet end succes for enhver pris. Han lærer at sætte pris på sine nye venner og bliver sågar forelsket i den smukke Sofie (Helle Fagralid), en hyppig gæst på genbrugspladsen.

Morsom og energisk

Det er romancen mellem Jesper og Sofie, der er det mindst velfungerende i Blå mænd, og i det hele taget har filmen indimellem problemer med troværdigheden - hun frekventerer pladsen meget tit; et så gennemført træls menneske som Jesper ændrer sig ikke så hurtigt og så radikalt - og med at løsrive sig fra nogle af komediegenrens mest slidte konventioner.

Men Rasmus Heides instruktørdebut, der er produceret uden støtte fra Det Danske Filminstitut, er for det meste en visuelt spændstig og ret morsom og energisk komedie, der får meget ud af ingenting og byder på gode præstationer af de fleste af skuespillerne. Både Lindhardt, Øgendahl og Lyby formår at give de karikerede personer en snert af noget ægte menneskeligt og sympatisk, men især Sidse Babett Knudsens mandhaftige Lotte tager kegler, når hun håndfast sætter fjolset Dion på plads eller vælter rundt på genbrugspladsen i en af sine actionfyldte fantasier, der som regel involverer skydevåben og flotte damer.

Dialogen er måske ikke helt så skarp, som den kunne være, og enkelte lokumsjokes kunne man godt have undværet. Men de mange scener, hvor Dion demonstrerer sin uvidenhed i samtaler med Lotte og Jesper - han tror f.eks., at melankoli er det samme som spiseforstyrrelse - er ligefrem kostelige.

Blå mænd. Instruktion: Rasmus Heide. Manuskript: Rasmus Heide og Mick Øgendahl. Dansk (Små 100 biografer landet over). Foto: Scanbox

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu