Læsetid: 5 min.

Gør dig klar til at dø

Bogen -Memento Mori - døden i Danmark- svarer ikke selv på sine spørgsmål om, hvordan vi får en værdig død. I stedet anbefaler den os at reflektere over døden. For livets dage er talte, og døden er en del af livet. Den bevidsthed giver også en ydmyghed over for livet.

Bogen -Memento Mori - døden i Danmark- svarer ikke selv på sine spørgsmål om, hvordan vi får en værdig død. I stedet anbefaler den os at reflektere over døden. For livets dage er talte, og døden er en del af livet. Den bevidsthed giver også en ydmyghed over for livet.

Preben Madsen

12. august 2008

Når soldater bliver sendt til Afghanistan, bliver de kraftigt opfordret til at nedskrive deres sidste vilje. De skal tage stilling til, hvilken kiste de vil have til deres begravelse, hvilke blomster der skal være, og hvad deres døde krop skal iklædes, hvis de da ikke vælger uniformen. De bliver sågar opfordret til at skrive et farvelbrev til kæreste og familie.

Den barske opfordring er ikke et forsøg på at indgyde de unge konstabler rå dødsforagt, men en praktisk foranstaltning, der skal tømme soldatens hjerne for bekymringen om døden, når kuglerne flyver dem om ørerne. Argumentet er, at man på den måde bedre kan koncentrere sig om at holde sig i live i stedet for at blive fanget af strøtanker, om familien nu kan finde ud af at redde alle de løse ender ud, som et menneskes liv som regel består af.

De færreste af os bliver på samme måde konfronteret med dødens konkrete nærvær som Afghanistan-soldaterne. Alligevel har flere end 15.000 danskere udfyldt formularen Min Sidste Vilje, og organdonor-kampagner tilskynder os til at tage stilling til, hvad der skal ske med dele af vores lig.

Den danske dødsånd

Kort sagt er døden blevet mindre tabu. I stedet er vi på vej mod en mere personligt tilrettelagt død, argumenterer den nye bog Memento Mori.

"Der er flere eksempler på, at folk tager fat om den udfordring, døden er, og gør det på en mere personlig og individuel vis, og ikke blot overlader det til nogle faste traditioner eller institutioner," forklarer Mette Haakonsen, der har været med til at skrive og redigere bogen.

Memento mori kan oversættes med 'Husk at du skal dø'. Ideen er at beskrive den nye dødsånd i Danmark, der ifølge Mette Haakonsen bryder med den larmende tavshed fra det 20. århundred, hvor døden gradvis blev usynliggjort. Folk døde i stigende grad på hospitaler og plejehjem i stedet for i hjemmet, omgivet af familien; de lægevidenskabelige fremskridt forlængede livet og gjorde døden til et nederlag; troen på et liv efter døden svandt i takt med en svindende tro på Gud. Døden skulle fortrænges, som Emma Gads råder til i 1918:

"Hvis sygdommen ikke har anden udgang end døden, bør dette ikke siges til den syge, medmindre vigtige bestemmelser skal træffes. Patienten bør også selv afholde sig fra at tale om sin mulige forestående død af hensyn til de andre, for hvem det er vanskeligt at drøfte emnet i den lyse tone, som man helst vil anslå."

Graven som udstilling

I dag ser vi en stigende nyreligiøsitet med sammenblanding af forskellige trosforestillinger - blandt andet i form af levende lys på danske kirkegårde. En skik, vi har overtaget fra de katolske lande.

"Der er et behov for at gøre sorgprocessen personlig, som det er bedst for en selv. Så det handler ikke kun om at vise noget udadtil," forklarer Mette Haakonsen.

Derfor beder folk i dag somme tider om en rød kiste i stedet for den traditionelle hvide. Et helt kapitel i Memento Mori beskriver, hvordan besøgende på Assistens Kirkegård udsmykker gravene med sølvkugler, sommerfugle, guldengle, nisser, den røde fane, røgelsespinde, grydeskeer, strandskaller og drivtømmer. Selv ikke-troende har fået deres egen tilgang til døden: de får snart en gravplads i ikke-indviet jord.

Men trods utallige eksempler på, at folk bearbejder døden på deres egen måde, søger mange endnu støtte i genkendelige ritualer, når de står i sorgens stund.

En værdig død

Fortidens traditioner hænger stadig ved. Selv om vi er i en brydningstid angående døden og dens synlighed, er døden ifølge Mette Haakonsen oftest forvist til plejehjem og hospitaler, idet det fortsat er her, de fleste af os dør. Derfor er der stadig store spørgsmål at tage fat på i forhold til, hvordan vi behandler vores døende.

"Der er stadig en tendens til at isolere døden. Vi udstøder på en måde de døende fra samfundet. Det er fortsat en del af vores mønster. Så man kan spørge, om vi virkelig har skabt de rette rammer for en værdig død?" siger Mette Haakonsen.

Hendes medredaktør, Michael Hviid Jacobsen, beskriver i bogen, hvordan den sociale død indtræder før den biologiske. Institutioner isolerer fysisk de døende fra andre patienter; døende bliver umyndiggjort ved at blive anvist til sengen; der bliver løget og fortiet over for den døende af misforstået hensyntagen. Det er ikke på grund af bevidst forsømmelse, men i alt bliver de døende ikke længere behandlet som levende væsener.

Men den sociale død finder også sted uden for hospitalerne. Det handler om manglende aktivitet og omsorg, og derfor kan ensomme ældre ligefrem opleve en social genoplivning, når de bliver indlagt.

Desuden konkluderer et andet kapitel i Memento Mori, at det langtfra altid er bedst at dø i hjemmet. Det kræver så meget arbejde at pleje en døende, at pårørende oplever det som en byrde.

Samtidig er det voldsomt ubehageligt for den døende at være til besvær, så den romantiske forestilling om en rolig død i familiens skød kræver store forberedelser.

Døden er en del af livet

Bogen svarer ikke selv på sine spørgsmål om, hvordan vi får en værdig død. I stedet anbefaler den os at reflektere over døden. For livets dage er talte, og døden er en del af livet. Den bevidsthed giver også en ydmyghed over for livet.

Det var angiveligt den historiske betydning af begrebet 'memento mori', da romerne udtalte det første gang. Den sejrrige romerske hærfører, der vendte hjem til hyldest og ære i Rom, havde en slave gående bag sig. Slavens opgave var at hviske "memento mori" i øret på ham som en konstant påmindelse om, at hans storslåede triumf var lige så forgængelig og flygtig som alt andet.

Den samme påmindelse får soldaten, der er på vej til Afghanistan, når han skriver brevet til sine kære om alt det, han gerne vil fortælle dem, hvis han ikke kommer hjem igen.

Men det er kun halvdelen af dødens unægtelige nærvær. For hvordan gør man sig klar til at tage et andet menneskes liv? Den bog har vi endnu til gode.

Memento Mori. Mette Haakonsen og Michael Hviid Jacobsen. 420 s. 398 kr. Syddansk Universitetsforlag ISBN- 978-87-7674-285-0 Udkommer den 22. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

en værdig død, døden er en dal af livet,

Hvad er det for blødsøden ævl, skal der være lærdom at få få den besked , skriv din testamente makker, i Afganisten skal du dø ?

Stop idioti og hjælp til Afganistan mm, der er absolut intet vi kan hjælpe med dernede, 2400 år af islams krig vold og mord forandrer sig ikke fordi danske mænd dør.

Erik

Jens Thorning

Ja, det er smukt og stemningsfuldt - den største reelle risiko er dog at begå selvmord eller blive narkohandler i fritiden derhjemme. Evt. ægteskaber ryger vel også - forresten synes jeg, at Fogh, på cykelferie i Alperne, glemte at kondolere familien til den senest døde og sige: "vi bliver i Afghanistan".

Lars Peter Simonsen

Tænk, hvis alle soldater, krigere og andre der dræber for "Sagen" 's skyld sagde,"Nu går vi hjem, vi gider ikke mere..."

Kasper Gedsen

At ære de døde og håndtere sin egen bortgang med omtanke, er netop at tage skridt væk fra fremmedgørelsen af det enkelte menneske. Vi må altid huske at intet menneske er ligegyldigt. Vi har behov for det "blødsødne ævl" som modvægt, at vi ikke fallerer til alt det hårdkogte nihilistiske vrøvl.