Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Man bliver grim af at skrive

Det er sjældent, at den nordiske samtidslitteratur formår at tilfredsstille både intellektuelt og litterært. Men det gør Mara Lee
Kultur
28. august 2008

Forholdet mellem billede og sprog, bevidsthed og krop, skønhed og lidelse, betragter og betragtet er de filosofiske temaer i svenske Mara Lees fremragende debutroman Ladies.

Mara Lee (f.1972) leverer med sin romandebut Ladies intet mindre end et gennemkomponeret romanværk, hvor alt fungerer i en suveræn timing: persontegning, forfatterkommentarer, poetisk beskrivelse, plot og filosofisk perspektiv. I en tone, der spænder fra fintfølende poetisk indlevelse til spiddende ironi, som fra første sætning med det samme fik mig på krogen: "Det vidste hun om sig selv: Denne skønhed går ikke i arv. Lea Nord længtes ikke efter at reproducere sig." Til epilogen, som faktisk er fuldstændig afgørende for, hvordan man skal forstå romanen, men også så frydefuldt overraskende, at jeg skal afholde mig fra at røbe den her.

Eksperimentarium

Hvis romanen minder mig om noget, minder den mig om Milan Kundera. Den har den karakter af eksistentielt eksperiment, som ifølge Kundera kendetegner den store romankunst, og som han selv efterstræber i sine romaner. Den stiller store filosofiske spørgsmål om forholdet mellem billede og sprog, bevidsthed og krop, skønhed og lidelse, betragter og betragtet. Men den stiller dem ved at lade dem cirkulere i hele eksistensens rum, fra de nære detaljesansninger til de intellektuelle refleksioner. Ved at gennemtænke eksistentielle muligheder i romanpersonens og den fiktive situations form. Særligt den del af romanen, der foregår i Paris, gav mig mindelser om Kunderas roman-tableauer. Som da den underskønne kunsthistoriestuderende Lea sidder på brasserie med sin professor, Mme. Albany, og lader sine pragtfulde bryster gynge: "Hun gyngede langsomt og åndsfraværende mod de mørke vægpaneler, og brysterne vippede i utakt med resten af kroppen. Denne mangel på rytme, dette fravær af takt, fik hele restauranten til at trække vejret på én gang - gid pigen ville holde op med at gynge!"

Det, man ikke finder hos Lee, er Kundera-romanernes meta-lag, deres udstilling af sig selv som fiktion, men selv om dette lag ikke udstilles, fornemmer man tydeligt dets tilstedeværelse: Romanforfatteren, der med suverænt sikker hånd styrer sine personer som marionetdukker eller rykker dem som brikker i et filosofisk spil. Dette er blændende intelligent litteratur, samtidig med at der ikke gives køb på det litterære sprogs sanselighed og evne til at åbne livsverdener.

Fiktive realiseringer

Persongalleriet består af fire storbykvinder omkring de 30, alle knyttet til kunstens verden: en galleriejer, en falleret balletdanser, en fotograf, en digter. De hedder Lea, Mia, Siri og Laura - navne der alle kan forstås som variationer over forfatternavnet, Mara Lee. Ved at navngive dem således antyder forfatteren, at de er variationer over hende selv; måske at de kan betragtes som fiktive realiseringer af hendes egne uudfoldede eksistensmuligheder. Se på flappens forfatterfoto: Mara Lee er smuk som Lea. Hun er digter som Laura. Fascineret af det skønne og grusomme som Siri. Asiatisk og fra 'Ormby' (romanens dæknavn for nordskånske Osby) som Mia.

Men frem for som en ophobning af identitetsprædikater må de fire personer anskues som fire forskellige positioner i forhold til blikket, kroppen og skønheden.

Lea, der som den inkarnerede skønhed er prædestineret til at blive et billede, et objekt for blikket, men som i stedet stræber efter at blive blikkets subjekt, billedets betragter: kunsthistoriker og galleriejer. (Noget, der kan betragtes som et feministisk projekt, men der ironiseres også tykt over Leas feminisme: "Lea tilhørte verdens næstmest privilegerede gruppe. Og ud fra det tilhørsforhold begyndte hun at kæmpe mod verdens mest privilegerede gruppe - de hvide, vestlige mænd.")

Siri, der lemlæstende trænger ind i skønheden med sit fotografiske blik og dermed indtager en klassisk, maskulin position, som gør hende forhadt.

Mia, der som balletbarn lader kunsten forme sin krop, men kastes ud af kunsten, da kroppen skades.

Laura, der som ung ejer billedets skønhed, men forsvinder ind i poesiens og bliver grim. Det er en lige så morsom som interessant pointe i romanen: Man bliver grim af at skrive! Sproget ridser ar i den narcissistiske billedskønheds perfekte overflade.

De fire kvinder bevæger sig i fire livsbaner, som krydser hinanden i løbet af romanen, der er opbygget af afsnit markeret med tid og sted (Stockholm '06, Paris '99, Yrsjö '84), hvor vi med skiftende fokus følger stationer i personernes liv, fra barndom over ungdom til fortællingens nu. Ikke bare den filosofiske refleksion knytter deres baner sammen, men også et plot, som formår at holde læseren i den rette suspense - og overraske til slut, ikke mindst i kraft af et yderst interessant perspektivskift.

Under huden

Romanen udmærker sig ved at underkaste hele den verden, der normalt ikke reflekteres dybere end i damebladenes glitrede overflade, en genuin filosofisk refleksion. Som denne refleksion over den kvindelige kunstprofessors måde at klæde sig på: "Det var en af den kvindelige, franske, intellektuelle elites hemmeligheder. På en gang at være i stand til at virke helt uberørt og uantastet af den smudsige vareudveksling og alligevel se ud til at være klippet direkte ud af Harper's Bazaar, ganske enkelt formå at transcendere sin uundgåelige rolle som forbruger".

Eller denne poetiske beskrivelse af to japanske modeller under en fotografering, betragtet med den purunge Siris blik: "Deres kroppe virkede, som om de var modelleret i porøs gips og derefter ferniseret med et tyndt lag, ligesom skallen på en musling. (-) På de steder, hvor huden virkede tyndest, glimtede det i nuancer, der varierede fra gråt og hvidt til svagt rosa, som et løfte eller en bøn: at der under huden fandtes en perle, om end nok så lille. Den skat, hver eneste betragter egentlig ledte efter, den som blikket dybest set higede efter. Det der bevirkede, at man hele tiden ville se mere, trænge dybere ind med blikket: mere hud, ind til benet."

Det er sjældent, at den nordiske samtidslitteratur formår at tilfredsstille mig både intellektuelt og litterært. Men det gør ved Gud Mara Lee. En romanforfatter er født. Af den sjældne karat, som består af lige dele poet, filosof, plotmager, portrætmaler, kritiker og komponist.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Er denne bog oversat?