Læsetid: 5 min.

Den halte fanden

Ny dansk biografi om Hitlers berygtede propagandachef og mest indædte jødehader Joseph Goebbels
Uden Hitler havde de fleste nazi-topfolk måttet leve som de nuller, de overvejende var. Enkelte skilte sig ud, Goebbels (forrest i billedet) måske især, fordi hans begavelse, destruktiv og dæmonisk som bare fanden, var uomtvistelig.

Uden Hitler havde de fleste nazi-topfolk måttet leve som de nuller, de overvejende var. Enkelte skilte sig ud, Goebbels (forrest i billedet) måske især, fordi hans begavelse, destruktiv og dæmonisk som bare fanden, var uomtvistelig.

28. august 2008

Denne anmelder er ikke nogen varm tilhænger af spindoktorfænomenet. Men når forlag og forfatter, givetvis for at sælge bøger, benævner propagandaministeren i Det Tredje Rige som Hitlers spindoktor, forekommer nutidens politiske håndlangere alligevel trådt for nær.

Som Niels Helveg Petersen har udtrykt det, skal man sige sandheden, men ikke nødvendigvis altid rutte med den. Heri ligger kernen vel i det moderne spin: at redigere meddelelserne til offentligheden. Hermed ikke sagt at der ikke lyves nu til dags, for dét gør der, men trods alt ikke som norm eller ligefrem som målsætning. Her skiller vejene fra de Goebbelske metoder, der havde løgnen som parameter for oplysning til borgerne.

Selv da russerne stod mindre end 100 meter fra førerbunkeren i Berlin april 1945, og alt var tabt og i øvrigt havde været det meget længe, hævdede Goebbels, at krigen ikke var udsigtsløs. Få timer efter så han sig endelig, tvunget af de omstændigheder han så nidkært fornægtede, og efter ledestjernen Adolf Hitlers selvmord, nødsaget til at myrde sine mange børn og tage livet af sin fanatiske hustru Magda - og sig selv. Et liv efter Nationalsocialismen og Hitler havde ingen mening, betonede Goebbels gang på gang, men forsøgte dog forgæves umiddelbart efter Hitlers selvmord sammen med Martin Bormann at få kontakt med de allierede.

Men hvad Goebbels var i tilværelsen, hvad han eksisterede for var regimet, bevægelsen, die Bewegung og diktatoren. Heri adskilte han sig sådan set ikke fra flere andre topfolk i nazi-Tyskland; uden Hitler havde de måttet leve som de nuller, de overvejende var. Enkelte skilte sig ud, Goebbels måske især, fordi hans begavelse, destruktiv og dæmonisk som bare fanden, var uomtvistelig. Afskyen for den lille klumpfodede rhinlænder var blandt fjenderne lige så stor som eftertidens forundrede fascination af, hvor langt han kunne komme i sine bedrageriske forførelseskunster.

Rastløs personlighed

Den danske Tysklandshistoriker Karl Christian Lammers har som bidrag til rækken af analyser af Goebbels bedrevet en meget omfattende biografi af propagandachefen som menneske og fænomen og forsøger i den 550 sider store bog at indkredse hemmelighederne.

Det særlige ved Joseph Goebbels og studier af denne er at finde i kildematerialet. Ingen anden nazi-spids efterlod sig som han et omfattende dagbogsmateriale, som med få lakuner er ført dag til dag, formentlig uden (ret mange) senere rettelser. Over for denne dagbog, hvis substans bestemt ikke var beregnet til samtidig offentliggørelse - Goebbels sørgede for at efterlade sig tre kopier på sikrede steder - forholder dens forfatter sig i mange henseender ærligt.

Ingen kan betvivle Goebbels' næsegruse hengivenhed for Adolf Hitler - nærmest en slags faderbinding med klart overspændte toner ("jeg elsker ham" (Hitler), skriver han gerne. Disse betroelser højner uden diskussion dagbogens værdi som kilde til ophavet, og man kan, som Lammers gør, slutte meget fra den. Ikke mindst muliggør dag til dag notaterne en analyse af Goebbels rastløse personlighed, den følelsessvingende nærmest pubertære, romantiske sværmeriske, idealist og samtidig iskolde, kyniske praktiske politiker. I prøvelsens stund - attentatforsøget mod Hitler i juli 44 - forstår den i dagbogen så letbevægelige mand at bevare overblik og ro, tilsyneladende sikre sig sin egen retræte, hvis attentatet alligevel var lykkedes, samt ride stormen af og siden fremstå som regimets styrkede redningsmand i skysovs.

Joseph Goebbels tilværelse er alt i alt ingen dans på roser. Netop ikke nogen dans, eftersom han i drengeårene rammes af svær sygdom; en knoglelidelse deformerer hans gangapparat, og klumpfoden, der forlener ham med det sataniske træk så passende for hans senere udviklede væsen, piner og plager ved smerter og hushøje komplekser. De kredse i hvilke han færdes hører heller ikke just til de sarte, forhånelserne har været mange og drøje, og det er næppe ved siden af at forestille sig ambition og karriere som kompensation.

Hvad foruden handikap adskilte Goebbels fra nazisternes øvrige topfolk - bortset fra Albert Speer og få andre - var førstnævntes højere uddannelse. Goebbels var litteraturmagister og blev dr. Goebbels, hvilket ikke afsvækkede de fysiske mindreværdsfølelser og et stigende had til den traditionelle prügelknabe i centraleuropæiske historie: jøderne. Fra at have ringeagtet Hitler som borgerlig, finder Goebbels i den fallerede postkortmaler fællesskabet i dette tøjlesløse jødehad og overgiver sig til "geniet" i spytslikkende betagelse af Hitlers jernhårde hadefulde vilje til at skille sig af med jøderne.

Lammers påpeger, hvorledes Goebbels efter alt at dømme siden hen bliver primus motor i udryddelsespolitikken, Die Entlösung.

Alt i alt en skidt knægt

Det er på dette felt, Goebbels overgår sig selv i inderlig modbydelighed. Endog i januar '45, da bomberne rasler ned over Berlin, fryder dr. Goebbels sig i sin ugentlige artikel i Das Reich over, at Tyskland er blevet fri for jøder: judenfrei, og at dette har betydet økonomisk og politisk balance i landet. Tyskland er på dette tidspunkt snarere ophørt med at eksistere.

Hvorfra dette had stammer, kan heller ikke Lammers tilfredsstillende besvare, men grundigheden i fremstillingen med dens mange vinkler på Goebbels liv antyder dels handikappet som årsag, dels ivrigheden efter at overgå alle andre i Hitlers idiosynkrasier.

Goebbels led uafbrudt af angst for at blive skubbet til side eller overset eller ligefrem falde i unåde. Dette skete faktisk, da den lille pigeglade dr. havde en udenomsægteskabelig affære med den tjekkiske skuespiller Lida Baarova. Sådan noget ville Hitler ikke have, og slet ikke når det gik ud over hans foretrukne blandt nazi-spidsernes kedelige koner, Magda Goebbels, som han gjorde til en art førstedame. Goebbels blev tvunget til at afsværge sit forhold og falde til patten. Det havde han det skidt med, men magten var vigtigere, og han fik svinet sin elskerinde grundigt til for at redde skindet. Alt i alt en skidt knægt.

Karl Kristian Lammers har som sagt leveret en mere end omfattende fremstilling af denne forfærdende persons alt for lange liv og lede gerning. En beundringsværdig detaljeret historieskrivning, som går i bredde og dybde. Et hjertesuk, som er en gentagelse af et lignede ved i hvert fald én af Lammers tidligere bøger: Forfatteren har en åbenbar tendens til at lave redundans, med hyppige gentagelser i forskellige mere eller mindre - især mindre - befordrende omskrivninger, men altså gentagelser. Det gør i overgange læsningen tungere, end den behøvede. Dette forhold, som er så tydeligt, burde en forlagsredaktør have gjort noget ved, ligesom korrekturen også har svigtet over for en lang række småfejl og forkerte eller ikke eksisterende ord. Der er ikke noget der på dansk hedder koalitionære, ej eller tolerering, etc. 550 sider er i forvejen temmelig meget. 100 måske flere kunne i hvert fald være sparet ved en dygtig redaktionel fortætning af teksten. Forlaget skal også bebrejdes, at de har sparet et register.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Georg Metz:

"Denne anmelder er ikke nogen varm tilhænger af spindoktorfænomenet. Men når forlag og forfatter, givetvis for at sælge bøger, benævner propagandaministeren i Det Tredje Rige som Hitlers spindoktor, forekommer nutidens politiske håndlangere alligevel trådt for nær."

Her glemmer Metz vist, at Dansk Folkeparti med deres kampagner, hvor man blandt andet ser billeder af dommere iført burka kommer uhyggeligt tæt på "the real thing".

Komiske Anders kommer da vist ikke langt bag efter den Halte Fanden, når det drejer sig om at lyve, gør han ?

Mål selv efter med dette citat ... "hvor langt han kunne komme i sine bedrageriske forførelseskunster". Passer han ikke til målet, ham der Komiske Anders ? .

Eller med dette her ... "da bomberne rasler ned over Berlin, fryder dr. Goebbels sig ... svarer det ikke nogenlunde til ... "da kritikken rasler ned over Birte Rønn Hornbeck, udtrykte Komiske Anders stadi fuld tillíd til sin minister."

Han halter vist ikke, Komiske Anders, men ellers ...