Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Koncert på liv og død

Et ildebefindende gav drama i Tivolis Koncertsal mandag, da West-Eastern Divan Orchestra spillede, ledet Daniel Barenboim. Arkiv

Et ildebefindende gav drama i Tivolis Koncertsal mandag, da West-Eastern Divan Orchestra spillede, ledet Daniel Barenboim. Arkiv

Marco Brescia

Kultur
20. august 2008

Omsider kom han tilbage, Daniel Barenboim. Denne gang en Tivoli-koncert med hans fredsprojekt; orkestret der består af jøder og arabere, og de skulle sammen skabe dialog ved at spille musik udsprunget af Wien, både højborg for den klassiske musik og et af hjemstederne for den europæiske antisemitisme. Tivolis koncertsal var proppet, man så ganske simpelt tout Copenhagen, luften sitrede af forventning.

Men aftenen udviklede sig i en helt uventet retning, hvor det tusindtallige publikums øjne var naglet mod en syg dirigent på podiet, og hvor man bogstaveligt talt sad med livet i hænderne.

Begynder tilforladeligt

Det begyndte tilforladeligt med Mozarts koncert for tre klaverer. Først entrede to unge pianister scenen, jøden Yael Kareth og palæstinenseren Karim Said, derefter kom Barenboim selv, afslappet og alfaderligt, og modtog et berusende bifald. Han havde overladt de to sværeste solistpartier til de unge og tog sig beskedent af det nemmeste, mens han ledte det voluminøse orkester. Barenboims Mozart har egentlig ikke forandret sig så meget, siden han spillede ham i København for fire årtier siden. Dengang var det revolutionerende og forfriskende, i dag virker det lidt gammeldags, men overmåde smukt i lange, udpræget legato åndedrag. De unge spillede præcist og veljusteret sammen med den gamle, det blev slet ikke til den tangentmarmelade, man kunne have frygtet. Den sædvanlige blomsteroverrækkelse fulgte, men kun til de to unge pianister. Barenboim lavede et nummer ud af at være blevet forbigået, fik en rose af Yael Kareth og valsede så ud af scenen, mens han flirtede med publikum.

Mastodontorkester

Efter pausen skulle det egentlige slag slås med to symfoniske monumenter, Arnold Schönbergs Variationer for orkester og Brahms 4. Symfoni. Det var et intelligent og spændende programvalg med jøden Schönberg sat over for den ærketyske Brahms, som havde mange jødiske venner. Modsat hvad man skulle tro, var det ikke modernisten over for den konservative komponist. For Schönberg var en af de første, der hørte Brahms' kompositionspraksis som en vigtig forudsætning for det 20. århundredes modernisme, og temaet i Schönbergs orkestervariationer er faktisk mærkbart inspireret af Brahms' cellosonate i F-dur.

West-Eastern Divan Orkestret fylder scenen med hen ved 120 musikere til Schönberg 12-toneværk. Det er en besætning, som Mahler anvender i sine sene værker - og på samme måde, nemlig i lange stræk med kammermusikalsk økonomi. Alt går godt i begyndelsen. De unge musikere er tjekkede og sammenspillede, de første faser forløber effektivt, tingene er sat på plads. Men efterhånden bliver man lidt skuffet. Disse variationer er langt hen ad vejen karaktervariationer i romantisk forstand, som indebærer, at udtryk og farver konstant skal forandre sig. 4. variation er angivet som en vals, men Schönberg har angivet, at den skal spilles langsomt, som den rustikke ländler. Barenboim dirigerede variationen over stok og sten. Og senere virker det mere og mere påfaldende, at han ikke gør nok ud af at differentiere og afbalancere de forskellige motiviske linjer i variationerne.

Langsomt bliver man klar over, at der er noget galt. Barenboim griber flere gange tilbage og støtter sig til podiets rækværk med den ene hånd. Før de hurtige 8. og 9. variationer holder han en lang pause, tager et lommetørklæde frem fra bukselommen og visker ansigtet tørt for sved. Han sætter atter orkestret i gang, men nu lytter man mindre til musikken. Under bifaldet bliver Barenboim længe stående med ryggen til publikum. Da han vender sig, ser man et dødtræt ansigt. Han er lettere groggy på sin vej ud ad scenen.

På den bagerste første violinpult sidder en af Berliner Filharmonikernes koncertmestre, formodentlig er han strygercoach for orkestret. Han følger hurtigt efter Barenboim. Det samme gør orkestrets koncertmester, som ligner en hårfager kloning af maestroen som ung. Musikerne taler sammen med bekymrede miner, og salen sidder med tilbageholdt åndedrag. Kommer han tilbage? Hvor alvorligt er det?

Med døden i hælene

Efter fem minutter viser Barenboim sig igen, støtter sig til musikere undervejs og kæmper sig op på podiet. Musikerne giver ham fuld sympati ved at trampe i gulvet, og salen koger. Det bliver en af de mest bevægende opførelser af Brahms' Fjerde i mands minde. Situationen er ganske enestående. Symfonien er Brahms' afsked med symfoniorkestret, dens grundstruktur af faldende tertser varsler afsked med livet, og tilmed er finalens kulminerende variationsrække en direkte inspiration til Schönbergs netop hørte variationer. Og på podiet står en vaklende 65-årig med en næsten uoverkommelig opgave: at lede det udvidede Brahms-orkester gennem et ocean af skiftende emotioner og konflikter. Bliver det også hans afskedsmusik?

Symfonien begynder ud af intet, nærmest af sig selv. Og man mærker straks en fantastisk koncentration i den sammenbragte mellemøstlige flok, mens alle i salen sidder bogstavelig talt med livet i hænderne. Men kors hvor de knokler for deres dirigent, de unge mennesker. Hvis man tror på ånder, kunne man forestille sig at Barenboims idol, Wilhelm Furtwängler, stod ved siden af podiet og tilførte musikken en løbende, altbesejrende lidenskabelighed. Strygerklangen gløder, som den endnu ikke har gjort i aften, 1. satsens reprise udvikler sig til et besættende race mod en olympisk målstreg, det underfulde sidetema i 2. sats gennemlyses med en gribende nænsomhed, scherzoens C-dur-jubel iklædes en trodsig og næsten wagnersk tyngde. Og med opbydelsen af sine sidste kræfter tordner Barenboim gennem finalens 32 variationer.

Det siger selv, at alle er lettede, da det er forbi. Barenboim vakler ind to gange for at modtage et uhørt animeret publikums på en gang ængstelige og taknemmelige bifald. Så forlader orkestret scenen. Ingen ekstranumre. Men heldigvis med en overlevende dirigent, der næste dag rejser til Oslo med sit orkester for at give endnu en krævende koncert med 1. akt af Wagners Valkyrien.

West-Eastern Divan Orche-stra. Dirigent og solist: Daniel Barenboim. Solister: Daniel Barenboim, Yael Kareth og Karim Said, klaverer. Mozart: Koncert for tre klave-rer, F-dur, KV. 242 'Lodron' Schönberg: Variationer for orkester, opus 31Brahms: Symfoni nr. 4, e-mol, opus 98. Tivolis koncertsal mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom W. Petersen

TAK for en anmeldelse på det niveau.
(Men: "Tout Copenhagen" - ??)

Jeg var der og kan bekræfte at vi sad med 'livet i hænderne'. Det gjorde oplevelsen så meget mere intens end den måske ellers ville have været.
Jeg havde ondt af manden da han til sidst hele 3 gange (ikke 2) blev fremkaldt af publikums applaus - den sidste modtog han stående ude i siden. Men publikum ville vel bare vise deres taknemlighed og solidaritet selvom man kunne frygte at det ville tage livet af manden.
Mon ikke han bør skære ned på sit krævende program? Vi vil jo gerne have ham iblandt os lidt endnu

Der manglede lige lidt oplysning om hvorvidt indtægten går til fredsarbejde i Palæstina, - men bortset fra det er det en god artikel og det var opløftende at læse at hele København støtter fredsinitiativerne!

Pia
Angående orkesteret kan jeg henvise til dette link:
http://west-easterndivan.artists.warner.de/
hvor Daniel Barenboim forklarer ideen med orkesteret:
'We don’t see ourselves as a political project, but rather as a forum where young people from Israel and all the Arab countries can express themselves freely and openly whilst at the same time hearing the narrative of the other'
og det var fantasitsk at høre unge mennesker på 14 - 18 år kaste sig ud i Brahms der ved gud ikke er let for slet ikke at tale om Schønberg