Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Kunsten at myrde en vandflaske

Hvis du føler dig frygtelig ensom i disse sommer-aftener, så prøv at spejle dig i nycirkusfestivalens brutale klovn. Så kan du pludselig også blive frygtelig grusom
Kultur
5. august 2008
Hvis man kan bide sig selv i tungen, kan man også skære hovedet af de andre. I hvert fald i Compagnie A&O-s seværdige klovne-forestilling, der åbner nycirkusfestivalen i København.

Hvis man kan bide sig selv i tungen, kan man også skære hovedet af de andre. I hvert fald i Compagnie A&O-s seværdige klovne-forestilling, der åbner nycirkusfestivalen i København.

'Søger venner', står der på skiltet, som klovnen viser frem, sådan med lidt fransk staveaccent. Og klovnen Joël Cola sætter sig med sin røde næse på sit langbord og dingler med muntre sjaskeben. For nu kommer der nok snart nogen ...

Det gør der bare ikke. Ikke et øje. For Compagnie A&O's forestilling KaO handler om ensomhed - og om, hvordan ensomheden gør én brutal.

Joël Colas klovn er både kåd og rå. Og han er gakket og gøglet med rytmer og snydetricks. Men det interessante er, at hans nycirkusklovn skaber en outsiderhistorie, der hurtigt viser sig at være langt farligere, end klovnen typisk får lov til at blive det i den traditionelle cirkusmanege. En historie, der bliver til et portræt af en morderisk magthaver.

Grov og grum

Klovnen tager nemlig konsekvensen af sin ensomhed. Hvis han ikke kan lokke venner til med sit skilt, så laver han da bare vennerne selv ... Og så puster han liv i de tomme vandflasker, han åbenbart har drukket i sin ensomhed - og pludselig besjæles flaskerne til levende væsner. Og her kommer jongløren ellers op i dette grusomme, hvidklædte legebarn: Nu skal han hævne sig.

Hans våben er en kniv og en gaffel - og en musefælde, som han ivrigt tester på egen tunge, så tilskuerne næsten ikke kan holde ud at se på det. Og lydtorturen skabes af en mikrofon, der optager gnæggende lyde, som han sampler, mens 'flaskevennerne' dirrer af rædsel, når de ser de andre flasker blive mast og beskudt og flået over ... Hen over langbordet, ud mod tilskuerne - hu hej, som klovnen kan styre massakren på de blå låg i alle retninger. Tilskuerne hviner, men bliver også lidt rystede over mandens perverse præcision i at myrde en plasticflaske. Og der er absolut ingen nåde over for en vildfaren Coca-Cola-flaske.

Sjov og dum

Københavns Internationale Teater har valgt at åbne sin nycirkus-festival med denne såkaldte familieforestilling. Men forestillingen er umiskendelig voksen, sådan som den byder på raffinerede tolkningslag og en lidt anstrengt dramaturgi. For da der midt i flaskeslagtningen pludselig dukker en grædende babyvandflaske op, så græder børnene også: Moderflasken er nemlig blevet myrdet ...

Til sidst sidder vi på række og bølger med armene på kommando, som om vi var på et åbent hav. Og på en måde føles det nådigt, sådan at få lov at drukne i kæmpebølger i stedet for at blive skudt af blå plasticpropper. Ensomme, men sammen.

KaO. Compagnie A&O. Ny Cirkus Festival. Københavns Internationale Teater. K2 (Kanonhallen) til ons 13. aug. kl. 20. 1 time. Kr. 135. www.kit.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her