Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Lagret af disponible drabsmænd er uudtømmeligt

Anden Verdenskrig oplevet gennem en SS-officers erindringer engagerer læseren på en måde, som ofrenes beretninger aldrig vil kunne gøre det
Anden Verdenskrig oplevet gennem en SS-officers erindringer engagerer læseren på en måde, som ofrenes beretninger aldrig vil kunne gøre det
Kultur
28. august 2008

Det er ubehageligt. Kvalmefremkaldende og opslidende. Man spørger sig selv, hvorfor man bliver ved med at læse. Og svaret er vel, at Jonathan Littells roman De Velvillige, der netop er udkommet i en kraftpræstation af en oversættelse af Lars Bonnevie, er uhyggelig på en opbyggelig måde. I dens beskrivelse af holocaust set fra en SS-officers synsvinkel, konfronteres man med nogle sandheder om mennesket, som man kunne være - men ikke bør - være foruden.

Hovedpersonen Max Aue er Obersturmbahnführer, og i sin egenskab af uddannet jurist får han til opgave at afrapportere og give forslag til effektivisering fra forskellige steder i Ukraine, Polen og Rusland, hvor den såkaldte Einsatz gennemføres: indfangningen og henrettelsen af jøder, russere, handicappede, sigøjnere osv. Dette skriver han erindrende om fra sit eksil i Frankrig, hvor han bosatte sig efter krigen. Erindringerne indeholder meget detaljerede beskrivelser af det, han bevidnede som SS-officer. Makabert og u-sminket. Jøder, der graver deres egen grav og henrettes med nakkeskud så de falder i lag. Kranier, der flækkes. Kroppe, der synker sammen. Hjernemasse, der sprøjter på tøjet.Tarme, der tømmes. Og Aues helt nøgterne beregninger af dødeligheden. Alt dette genfortælles blottet for anger. Aue mener, at han blot var uheldig. Han gjorde sin pligt; hvad fædrelandet krævede af ham. Og han henvender sig direkte til læseren, når han understreger, at han ikke havde noget valg: "Hvis I er født i et land eller i en tid, hvor ikke alene ingen kommer og dræber jeres kone, jeres børn, men hvor ingen heller beder jer om at dræbe andres koner og børn, så pris Gud og gå i fred. Men hold jer altid dette for øje: Måske I er heldigere end jeg, men I er ikke bedre"

To priser

De Velvillige har siden sin udgivelse skabt stor debat i både Frankrig og Tyskland. I Frankrig blev Jonathan Littell tildelt landets to fornemste litteraturpriser, Prix Goncourt og Det Franske Akademis Le Grand Prix du Roman. Usædvanligt på flere måder: Disse priser gives uhyre sjældent til en debutant og endnu sjældnere til en amerikaner, der godt nok skriver på fransk. I Tyskland var de knap så begejstrede. Bogen fik dårlige anmeldelser. De fordelte sig i to hovedgrupper: Én, der fokuserede på romanens billedlige sprog og kaldte det kitsch og horror og ligeledes kritiserede den historiske research, og en anden, der forholdt sig kritisk til hele bogens ramme: at skrive ud fra bødlernes perspektiv og derved også forsøge at etablere en form for forståelse for deres handlinger - en lignende pointe dominerede den tyske debat, da filmen Der Untergang om Hitlers sidste dage i førerbunkeren havde premiere.

Jonathan Littell har kun givet få interviews, og når det er sket, har han ikke været særlig meddelsom. Det har kun skærpet kritikken af ham.

I stedet for at analysere Jonathan Littells bevæggrunde for at skrive De Velvillige kunne man sikkert få en del mere ud af at overveje, hvorfor der er så stor forskel på den tyske og den franske reaktion på bogen.

De Velvilliges civilisationskritik er ikke forbeholdt tyskerne. Det er netop pointen og den ubehagelige erkendelse, der bliver tydelig fra romanens første sider. Og man fornemmer, at Littell kender sin Zygmunt Bauman og Hannah Arendt, når han skriver: "Ligesom arbejderen ifølge Marx er fremmedgjort i forhold til sit arbejdes produkt, er udøveren fremmedgjort i forhold til produktet af sin handling under folkemord eller i den totale krig i sin moderne form."

Teorierne om, at et menneske mister evnen til at gennemskue konsekvenserne af sit bidrag til en krigsmaskine, når den er velorganiseret og bureaukratisk, går igen hos Bauman.

Men når en SS-officer tager den slags argumenter i sin mund, holder de op med at føles som civilisationskritiske og begynder at virke som en belejlig undskyldning for det enkelte individs mangel på etisk selvrefleksion. Men det ændrer ikke ved, at Max Aue gang på gang bekræfter mange af både Baumans modernitetskritiske pointer og Arendts teorier om ondskabens banalitet og tankeløshed. Udgangspunktet for Arendts teoridannelse optræder da også i bogen som en ambitiøs organisator bag deportationerne af jøderne til de forskellige udryddelseslejre. Om Eichmann siger Max Aue: "...i grunden var han ligeglad med, om vi slog jøder ihjel eller ej, nej, for ham var det eneste der betød noget at vise, hvad han kunne udrette, hævde sig, og også bruge de egenskaber han havde udviklet."

Han diskuterer Kant

Max Aue er den intellektuelle SS-officer, og qua sit akademiske talent stiger han lige så stille i graderne. Det fører ham gennem systemet, så han møder indtil flere af de kendte hovedpersoner. Helt til top, hvor han skal rapportere direkte til Heinrich Himmler og Reichsfürer Albert Speer. Med mange af de mennesker, han møder, diskuterer han Kant, græske tragedier og besværlighederne med at fastslå forskellige folkegruppers etnicitet, f.eks. de såkaldte Bergjuden, som han længe tvivler på bør regnes for jøder, da de ikke lever op til de vedtagne stereotype karakteristika. Hans håndtering af jødespørgsmålet er trods den latente gru nøgtern og køligt beregnende. Han viser ingen tegn på anger eller etisk selvrefleksion udover den, der kan formuleres til et forsvar for hans handlinger. Han fastholder, at han ikke havde noget valg:

"Manden, der står oven på massegraven, har som regel lige så lidt bedt om at være der som ham der ligger død eller døende i den samme grav."

Hans krop begynder dog at sige fra. Og her sparer Jonathan Littell heller ikke på de billedlige beskrivelser. Han plages af diarré, der kun intensiveres. Både i drømme og i virkeligheden sprøjter afføringen ud af ham. Og beretningerne fra hans privatliv bliver mere og mere rå. Her udspiller sig sideløbende med hans engagement i SS en art græsk tragedie komplet med modermord, homoseksualitet og et incestuøst søskendeforhold. Det virker på en måde overflødigt. Trættende ligefrem især i dets omfang. Indtil Aue begynder at plages af drømme og af to betjente, der efterforsker hans mors død. Dette blotlægger krigens absurditet: Mens Aue gør sig skyldig i at bidrage til udryddelsen af millioner af jøder, sigøjnere og russere, så efterforskes kun mordet på hans mor og dennes elsker. Straffen for et modermord følger en helt anden orden end den aktuelle samfundsorden, der kun eksisterer på grundlag af et folks velvilje. Et modermord er en universel forbrydelse, mens et folkemord afhænger af øjnene, der ser. En ikke uinteressant pointe i forhold til det moderne samfund i en krigssituation. På den anden side kan Aues flamboyante privatliv udnyttes som et kærkomment smuthul for læseren. Her stopper identifikationen nemlig. Aue holder op med at være en person, der kan mobilisere læserens selverkendelse. Men Aue er ikke et normalt menneske. Han er en sammensætning af vores forestilling om bødlen, produktet af fremmedgørelsen i det moderne samfund og legemliggørelsen af hele Europas dårlige samvittighed. Og det mesterlige i Jonathan Littells portræt er netop, at det i sin overdrevne billedlighed gennemhuller illusionen om, at Holocaust var et ekceptionelt folkemord. Alle folkemord er ekceptionelle, men ingen er sket uden velvillige, og dem skal der ret simple midler til at mobilisere.

"Vores system, vores stat, gav fanden i sine tjeneres tanker. Den var ligeglad med, om man dræbte jøderne, fordi man hadede dem, eller fordi man ville gøre karriere, eller endda inden for visse grænser, fordi man fandt nydelse ved det. Den (staten, red.) vidste udmærket godt, at lagret af disponible drabsmænd var uudtømmeligt."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her