Læsetid: 5 min.

En lille robot i menneskehedens tjeneste

Pixar og Andrew Stantons computeranimerede 'WALL·E' er en sjældent idérig familiefilm, der ud over at være meget vittig og smuk rummer en kras kritik af menneskets hovedløse konsumkultur
Det er ironisk nok robotter, der skal fortælle menneskene, hvordan de får styr på verden igen. Men det gør de smukt og poetisk.

Det er ironisk nok robotter, der skal fortælle menneskene, hvordan de får styr på verden igen. Men det gør de smukt og poetisk.

29. august 2008

Forestil dig, at du befinder dig mere end 700 år ude i fremtiden. Jorden er dækket af skrald og stort set ubeboelig, kun en enkelt skralderobot, WALL·E, og hans kælekakerlak er tilbage, mens menneskeheden har fortrukket til et luksuriøst rumskib i det ydre rum.

Nysgerrig rad

For lidt motion har gennem de mange år forvandlet alle mennesker til svært overvægtige, understimulerede babyer, der lader sig transportere rundt af smarte svævestole. Al fysisk kontakt er afskaffet, og i stedet taler man sammen via en skærm, der er placeret foran ens ansigter og forhindrer én i at se og opleve andet end reklamer for mad og fornøjelser.

Det er denne alt andet end optimistiske fremtidsudgave af verden, man møder i Pixars nye, mesterlige 3D-animationsfilm, WALL·E, der er opkaldt efter den lille robot, filmens charmerende omdrejningspunkt. I løbet af filmens første time følger man WALL·E's ensomme tilværelse på jorden, i de golde ruiner af en storby meget lig New York. Han forvandler skraldet til praktiske kvadrater, der kan stables, og beholder de ting, han synes er interessante. WALL·E er nemlig en nysgerrig lille rad, der har dekoreret sit hjem i en container med plastikgafler, Zippo-lightere, hjulkapsler og lyskæder, og som hver aften drømmer om at få selskab, mens han igen og igen ser musicalen Hello Dolly på en ramponeret iPod.

Firkantet og æggeformet

Hele denne del af WALL·E er stort set stum - men ikke lydløs - og man kan kun beundre Pixar og instruktør Andrew Stantons evne til på bedste Chaplin-manér at lade billeder og lydeffekter tale. Det er en fryd at følge den lille robot og kakerlakkens daglige gøremål, og WALL·E's morsomme møde med mystiske objekter som en bh og et bat påmonteret en bold i elastiksnor.

Gamle hologram-reklamer aktiveres, når WALL·E bevæger sig rundt, og fortæller historien om, at indkøbskæden ved navn Buy'n'Large ejede stort set alt på jorden og var skyld i en hovedløs konsumkultur, der producerede al det skrald, som nu dækker hele jordens overflade. Det var meningen, at det store rumskib kun skulle være væk i kort tid, mens planeten blev gjort beboelig igen af WALL·E og hans mange brødre og søstre. Men projekt 'rekolonisering' gik altså galt, og 700 år senere er det WALL·E , som stadig yder en utrættelig indsats.

Lige indtil EVA lander på Jorden i jagten på planteliv og dermed muligheden for menneskene for at vende tilbage. Hvor WALL·E er firkantet, beskidt og skrammet, er EVA kridhvid, æggeformet og meget elegant, og han forelsker sig straks i hende - han vil så gerne holde i hånd ligesom i Hello Dolly - men hun har til at begynde med lidt svært ved at se charmen ved ham.

Idérig

Da EVA takket være en henført WALL·E finder en lille, grøn plante, beviset for, at organisk liv kan opstå og trives på jorden, bliver hun automatisk ført tilbage til det store rumskib langt væk - naturligvis med WALL·E som blind passager og garant for, at intet igen bliver, som det var for den mentalt og fysisk hensygnende menneskehed.

WALL·E er en film for både store og små, men man bør nok undgå at tage de mindste med i biografen. De fleste af filmens mere komplekse budskaber vil gå hen over hovedet på dem, og det er dem, der er med til at gøre WALL·E til så sjældent idérig og uforglemmelig en oplevelse.

Hvornår har man senest set en familiefilm, der basalt set handler om jordens undergang og rummer en humoristisk, men også kras kritik af vores overforbrug?

Født klassiker

Der er referencer til både Douglas Trumbulls Silent Running - en økologisk science fiction-film fra 1971 - Woody Allens Manhattan - EVA og WALL·E sidder en aften ved Hudson-floden og nyder udsigten - og Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001 - da kaptajnen på rumskibet for første gang skal prøve selv at gå, kan man på lydsporet høre Richard Strauss' Also Sprach Zarathustra, hvilket altså er ret vittigt fundet på.

Desuden er WALL·E og EVA vel en slags robotternes udgaver af de første mennesker, Adam og Eva, og det er paradoksalt nok dem, som må vise menneskene, hvordan følende og selvstændigt tænkende individer gebærder sig.

Men WALL·E er også en udsøgt visuel nydelse fuld af smukke og poetiske øjeblikke - og sjove gags - hvad enten kameraet til tonerne af Louis Armstrong og La vie en rose bevæger sig rundt blandt skyskrabere af skrald - endnu et sigende billede på menneskets overforbrug og ligegyldighed - eller i det stjerneglitrende rum. Andrew Stanton ved godt, at blærede kamerabevægelser ikke gør det alene, men kombineret med en god historie og tiltalende karakterer giver computerteknikken ham mulighed for også at vise sig rent teknisk, præcis som i instruktørens forrige film, en anden født klassiker, Find Nemo.

Forbløffe og fornøje

Og så kan det godt være, at WALL·E ikke kan tale - okay, han kan sige sit og EVA's navn - men han er alligevel en pokkers udtryksfuld og følelsesladet lille fætter, ikke mindst takket være Pixars utrolige karakteranimatorer, der har stået for den spillevende mimik og gestik, og lydtroldmanden Ben Burtt, som har begavet robotten med en række særegne lyde og så at sige givet ham en stemme.

Burtt arbejdede også på Star Wars-filmene, og det er ikke tilfældigt, at WALL·E lyder som en mellemting mellem HR2D2 og en Mac - Apples chef, Steve Jobs, er en af mændene bag Pixar.

Det er fantastisk, at Pixar kan blive ved med at lave film, der kan forbløffe og fornøje selv de mest blaserte animationsfans. Selskabet højner den tekniske, fortællemæssige og intellektuelle standard for snart sagt hver ny film - Fra Toy Story og Monster's Inc. til De Utrolige og Ratatouille - og har efterhånden givet alle sine computeranimerende konkurrenter så meget baghjul, at disse burde trække sig tilbage, inden det bliver for pinligt.

Glemte jeg at fortælle, at WALL·E traditionen tro indledes af en animeret kortfilm, Presto, der er et lille mirakel af en sketch om en tryllekunstner, en magisk høj hat og en meget sulten kanin!?

WALL·E. Instruktion: Andrew Stanton. Manuskript: Andrew Stanton og Jim Reardon. Amerikansk (Utallige biografer landet over i både dansk og original version)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu