Læsetid: 4 min.

Mette Mæts glubske sult

Gennem sin topnaive hovedpersons perspektiv formår Kirsten Hammann med sin seneste roman at skrive os ind i et fiktivt parallelunivers, hvor vi risikerer at møde næsten
Kirsten Hammann har endnu en gang har præsteret den kunst at suge læseren ind i et overbevisende fiktivt univers, der bliver siddende i kroppen længe efter.

Kirsten Hammann har endnu en gang har præsteret den kunst at suge læseren ind i et overbevisende fiktivt univers, der bliver siddende i kroppen længe efter.

Michael Medgyesi

26. august 2008

Et stykke ind i Kirsten Hammanns nye roman hører vi om, hvordan hovedpersonen Mette har det, når hun har været i biografen midt på dagen: "Hun har det mærkeligt, da hun cykler hjem, ligesom når man har været i biografen om dagen og kommer fra filmen i mørket ud i den travle by. Så kan Mette godt gå lidt skuespilleragtigt rundt, som en hovedperson og fuld af følelser."

Sådan havde jeg det også den morgen, jeg lukkede Hammanns bog efter endt læsning og gik ud i byen. Som en hovedperson og fuld af følelser, langt fra dagens effektivitetskrav. Mit forhold til bogen var ellers startet med en vis irritation, over Hammanns ironisk pludrende tone og den topnaive Mette, som kæmper med sin dårlige samvittighed over for u-landene. Men langsomt og umærkeligt havde bogen altså alligevel grebet mig, til den fik den karakter af virtuel parallelverden, som det er en kunst at kunne skabe.

Det er også det, bogen handler om: at blive opslugt af en virtuel parallelverden. Mette er forfatter og vil skrive en bog om u-landene. I sin research henvender hun sig til en nødhjælpsorganisation og får svar fra en medarbejder, som fører hende til et hotelværelse, hvor hun i en teknisk konstrueret virtuel realitet hver dag kan træde ind i et nyt sceneri af lidende, døende, sultende, plagede mennesker: et børnehjem i Rumænien, en jeans-fabrik i Kina, en massakre i Afrika. Det lyder måske syret, men er egentlig ikke mere mærkeligt end det, der sker, når en forfatter skaber en parallel fiktionsverden. Således er det muligt at læse romanen som en meta-roman, der handler om, hvordan en forfatter forsvinder ind i sin fiktions virtuelle realitet.

Ironi

I romanens 'virkelige' virkelighed er Mette lykkeligt gift med Martin, som arbejder i Århus, men kommer hjem i weekenderne og fylder hende med sperm. Sammen har de "den sødeste, dejligste datter", fem-årige Sofie, og Mette lever "i en boble af velstand og glæde"; hun er "overskudsmoren", der allerede har købt ind, når hun henter "guldklumpen" i børnehave; hun har fundet den eneste ene og tænker med medlidenhed på sit yngre, fladmavede jeg, som ikke kunne falde til ro og tage på og lade sig fylde af mad og sperm og kærlighed og lykke. Vi er altså ude i en person med damebladsagtige forestillinger om sit eget lykkeliv. Og en dertil hørende, lige så damebladsagtig, dårlig samvittighed over for verdens sultende og lidende. En blanding, der bestemt ikke er den bedste baggrund for at række en hånd ud til de nødstedte.

Mette spiser og knepper og shopper og hygger med sin datter, men kan ikke gøre noget af det uden en slagside af dårlig samvittighed. "Når hun nu selv lever i en boble af velstand og glæde, så kunne hun i det mindste kaste et blik på dem, der har det værre. Hun kan vel bruge fire timer på at se, at en af dem dør", som det hedder, da Mette har sat sig for at se u-lands-film.

Udsagnets barske ironi er karakteristisk for fortælle-stilen; der fortælles i et sprog og fra et perspektiv, der lægger sig tæt op ad Mettes, men tredje person åbner den sprække, hvor ironien kan sive ind som noget, der svæver mellem ydre betragtning og selvironi.

Katastrofe

Mette viser sig et stykke inde i romanen at hedde "Mette Mæt". Og det bliver man egentlig lidt forbavset over at få at vide, for noget af det første, man hører om, er hendes "glubske sult": "Mette skal have frokost nu! Det er krævende, som når man er trængende, simpelthen er ved at tisse i bukserne. [-] Hun arbejder med maden, hun er fuldstændig fokuseret og koncentreret. En nedsvælget mundfuld gør hende ikke mindre sulten efter den næste. Hun spiser som en hund. [-] Hun er en slave af sin egen sult, en tvangsarbejder med sultens pisk over sig".

Således sås der tidligt en splid i Mettes karakter, en skingrende kontrast mellem Mettes desperate sult og hendes glitrende selvbilleder af fuldstændig livsfylde. Læst i slutningens bakspejl er Mettes 'lykke' én stor indbildning, et anstrengt og selvbedragerisk forsøg på at leve op til konsumkulturens billeder af lykke og nydelse. Mette er et pragteksemplar af vor tids forbrugereksistens, med dens anakronistiske krydsning af lutheransk skyld (du fortjener det ikke) og senkapitalistisk nydelsestvang (du fortjener det). Og en hjerteskærende illustration af, at denne eksistens egentlig er i underskud, egentlig ikke har noget overskud at give af. Hvis Mette skulle kunne gøre noget godt for andre, skulle det være ud fra virkelig, og ikke samvittighedsplaget, lykke; ud af et reelt, og ikke selvindbildt, overskud; ud af en kærlighed, som ikke er lavet efter opskrift fra damebladene.

Katastrofiske signaler

Alle bøger i Hammanns forfatterskab har hidtil handlet om at befinde sig på et eksistensminimum efter en stor katastrofe. Denne handler tilsyneladende om at befinde sig på et eksistensmaksimum lige før katastrofen. Læst i slutningens bakspejl er der imidlertid katastrofiske signaler lige fra starten. Og Mettes oplevelse på hotelværelset, at kastes ud i den virtuelle realitet, er også en slags katastrofe, et absolut identitetstab.

Ens hjerte kommer til at bløde for den Mette, der i starten er så irriterende i sin pendlen mellem damebladspatos og selvironi, men som ender med at være en klassisk Hammann-eksistens: en udsat, sårbar skabning bombet ned til et eksistensminimum. En nødstedt. En næste.

Jeg kan derfor kun opfordre til, at man træder ind gennem romanens dør til Mettes verden. Og jeg tager hatten af for Hammann, der endnu en gang har præsteret den ordkunst at suge læseren ind i et overbevisende fiktivt univers, der bliver siddende i kroppen længe efter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu