Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Nudging: At bevæge folk med frie viljer

Obama er inspireret af det, James Cameron er inspireret af det, og det omtales som en ny måde at regere på: 'Puf' kaldes det i de amerikanske forskere Richard Thaler og Cass R. Sunsteins nye bog
Valgfrihed. Når et hospital for eksempel serverer mad for patienterne, vil disse typisk vælge de første retter, de ser. Derfor handler det om arrangere valgmuligheder på den rigtige måde, er tankeganegn.

Valgfrihed. Når et hospital for eksempel serverer mad for patienterne, vil disse typisk vælge de første retter, de ser. Derfor handler det om arrangere valgmuligheder på den rigtige måde, er tankeganegn.

Kissen Møller Hansen

Kultur
30. august 2008

’Nudge’ hedder det på amerikansk. Det er svært at oversætte direkte. Det kan bedst forklares med det puf med albuen, man giver sin sidemand, hvis man vil have ham eller hende til at gøre noget.

Dette ’puf’ er ikke ét, der tvinger en anden til at gøre noget. Det er mere en venlig tilkendegivelse af, at man skal gå over i en anden kø i supermarkedet eller lignende. Det er denne form for ’puf’, som de to amerikanske samfundsforskere Richard H. Thaler og Cass R. Sunstein har gjort til omdrejningspunktet i deres meget omtalte og indflydelsesrige bog Nudge: Improving Decisions About Health, Wealth, and Happiness.

Deres filosofi er simpel. Måske endog selvindlysende. Det må læseren selv bedømme.

Det er en kendt sag, siger Thaler og Sunstein, at vore handlinger er betinget af andet end rationelle overvejelser.

I den teoretiske verden – som den præsenteres i økonomiske lærebøger – er mennesket beskrevet som det, man kalder homo economicus – det økonomiske menneske; en person der har perfekte informationer og som altid foretager rationelle valg. Men denne opfattelse er ikke i overensstemmelse med virkeligheden.

Det er tværtimod ofte tilfældet, at mennesker ikke foretager rationelle valg. Vi køber for eksempel ofte de første varer, vi ser i supermarkedet frem for dem, der er bedst og billigst. Det, Thaler og Sunstein, siger, er, at myndighederne kan benytte sig af denne logik til at ’puffe’ borgerne i en retning de selv ønsker.

Når et hospital for eksempel serverer mad for patienterne, vil disse typisk vælge de første retter, de ser. Hvis man ønsker at ændre deres kostvaner skal man blot stille de sunde retter før de mere usunde.

At gøre sådan kalder Sunstein og Thaler et nudge – et puf.

Politikere, der bruger sådanne taktikker, kalder de choice architects (valgmulighedsarkitekter).

Det særlige ved denne tankegang er, at den ikke fratager borgeren mulighed for at vælge selv, men arrangerer valget på en måde, så borgeren bliver puffet i en bestemt retning. Kombinationen af frihed til at vælge og et 'puf' i en bestemt retning kalder Thaler og Sunstein libertansk paternalisme. Ikke nogen elegant betegnelse – det vedgår de selv – men alligevel meget sigende.

Disse 'puf' kan selvsagt blive misbrugt. For at undgå dette foreslår Thaler og Sunstein, at man kun kan 'puffe' politikker, hvis man er villig til at forsvare dem offentligt. Det kalder de 'offentlighedsprincippet'.

Det er denne kombination af overordnede retningslinjer kombineret med frihed til at vælge, der har gjort Nudge til den nye bibel blandt både britiske konservative og amerikanske demokrater.

Juristen Cass Sunstein – der lige som økonomen Richard Thaler – er professor ved University of Chicago er forfatningsrådgiver for Barack Obama, og sidstnævnte har ved flere lejligheder omtalt nudge som kernen i sin samfundsfilosofi.

Det konservative puf

Det er ikke kun på venstrefløjen, at nudge er blevet et fænomen. Den britiske konservative leder, David Cameron, har sagt, at Thaler og Sunsteins bog betyder ligeså meget for de konservative i dag som økonomen Friedrich Hayeks bøger gjorde for Margaret Thatcher.

Denne succes er selvsagt ikke nogen tilfældighed. Cass Sunstein er en af USA’s mest citerede jurister og har i årtier bidraget til den offentlige debat i USA. Hans medskribent Richard Thaler er ikke så kendt i den offentlige debat, men han er blandt de mest anerkendte fagøkonomer i verden. Samarbejdet mellem en velskrivende debattør og kommentator og en anerkendt videnskabsmand er en af grundene til, at Nudge er den mest solgte debatbog i USA i år.

Alt dette – vil nogle hævde – er ikke nyt. At tage udgangspunkt i, at mennesker ikke er rationelle er ikke nogen revolutionær indsigt. Allerede i 1950’erne udviklede økonomen og Nobelprisvinderen Herbert Simon sin teori om Administrative Behaviour. Ligesom Sunstein og Thaler påpegede også Simon, at individer ikke er rationelle, men at de derimod forsøger at træffe beslutninger på baggrund af den begrænsede indsigt, de har.

Det, der gør Thaler og Sunsteins bog speciel er, at de drager politiske konsekvenser af denne tankegang; de gør en teoretisk indsigt til en praktisk filosofi.

Det er ikke første gang i de seneste 20 år en teoretisk bog fører til debat både i akademiske og politiske kredse. Da Bill Clinton var kandidat til præsidentembedet, talte alle om bogen Reinventing Government af David Osborne og Ted Gaebler.

Små 10 år senere var det Harvardprofessoren Robert Putnams bog Bowling Alone med dens begreb om ’social kapital’, der inspirerede politikere som Gordon Brown og George Bush. Man kan mene, at Thaler og Sunsteins teori er banal og mangler dybsindighed – det har kritikere i Wall Street Journal fremhævet. Men det er positivt, at nogle bruger tid på at gøre sig overvejelser om praktisk politik i en tid, der – ofte med urette – beskyldes for ikke at handle om konkret politik.

’Nudge’. Richard H. Thaler og Cass R. Sunstein. 293 sider. 25 dollar. Yale University Press

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"I den teoretiske verden - som den præsenteres i økonomiske lærebøger - er mennesket beskrevet som det, man kalder homo economicus - det økonomiske menneske; en person der har perfekte informationer og som altid foretager rationelle valg. Men denne opfattelse er ikke i overensstemmelse med virkeligheden."

Nej, det er den ikke. Ikke desto mindre er det denne økonomiske teori om, hvordan mennesket handler, som er baggrunden for bl.a. VK-regeringens hede drømme om 'frit valg'. Her overser VK og teorien bag denne regerings politik at mennesket ikke altid har perfekte informationer om et bestemt produkt.

F.eks. tror jeg da bestemt ikke at de fleste aktionærer i Roskilde Bank vidste at banken havde lånt et stort millard-beløb ud til en boligspekulant af tvivlsom karakter; denne mand var under efterforskning af politiet.

Lad mig tage et mere personligt eksempel. Jeg har lige købt et nyt keyboard til min computer. Økonomisk teori dikterer at jeg tager det billigste keyboard.
Men nej, det har jeg ikkie gjort. Og hvorfor så ikke det? Fordi de billigste kom i en lousy indpakning, og fordi de ikke var fra Logitech, et firma som jeg haft gode oplevelser med når jeg brugt deres produkter. Argumentet der overbeviste mig var at dette keyboard passede til min nye TFT fladskærm så skærmen og keyboardet kunne fremstå som en æstetisk helhed og nydelse.
Og det gør det så også.

Jeg er sikker på, at andre keyboards (tasturer) var lige så gode; de præsenterede sig bare ikke så pænt som Logitecs keyboard gjorde det.

Et helt tredje eksempel kunne være, at dengang først i 1990erne da man begyndte at præsentere sunde retter for folk i kantinerne, ja der skete der det, at folk rent faktisk af sig selv valgte de sunde retter. Økonomsik teori går nemlig ud fra t alle har adgang til alle informationer om et produkt; virkeligheden er jo langt fra sådan.

Cecilie Lolk Hjort

"Ligesom Sunstein og Thaler påpegede også Simon, at individer ikke er rationelle, men at de derimod forsøger at træffe beslutninger på baggrund af den begrænsede indsigt, de har."

Hvordan er den sidste del af den sætning ikke en beskrivelse af rationel tænkning? Er rationel tænkning at træffe beslutninger på baggrund af den viden man ikke har? Har jeg misforstået noget i teorien, eller bruger denne artikel bare den sædvanlige retorik med at kalde al tænkning, der normalt ikke er fokus på, for irrationel?

Ah, Karsten Aaen, de har nok anbragt de sunde varer, så folk var mest motiveret for at tage dem.

Søren Rehhoff

Cecilie Lolk Hjort skrev:

"Ligesom Sunstein og Thaler påpegede også Simon, at individer ikke er rationelle, men at de derimod forsøger at træffe beslutninger på baggrund af den begrænsede indsigt, de har."

Hvordan er den sidste del af den sætning ikke en beskrivelse af rationel tænkning? "

Man kan også godt sige at det er rationelt, det er bare ikke den form for rationalitet , som man går udfra i klassisk økonomisk teori, hvor rationelle aktører på baggrund af perfekte informationer søger at nyttemaksimere. Herbert Simon som også nævnes i artiklen har været en af dem, der har gjort op med den neoklassiske ide om "rational man", istedet mener han at beslutninger træffes på baggrund af "bounded rationality", hvilket vil sige at beslutninger mere træffes baggrund af kultur, tommelfingerregler og mere eller mindre oplyste gætterier, istedet for den instrumentelle rationalitet som der normalt gås udfra i neoklassisk teori. Det vil også sige at aktører istedet for at optimere eller nyttemaksimere, mere kan siges at prøve at finde de mest tilfredsttillende løsninger eller "satisficere" som det også kaldes.

Søren Rehhoff

Cecilie Lolk Hjort skrev:

"Ligesom Sunstein og Thaler påpegede også Simon, at individer ikke er rationelle, men at de derimod forsøger at træffe beslutninger på baggrund af den begrænsede indsigt, de har."

Hvordan er den sidste del af den sætning ikke en beskrivelse af rationel tænkning? "

Man kan også godt sige at det er rationelt, det er bare ikke den form for rationalitet , som man går udfra i klassisk økonomisk teori, hvor rationelle aktører på baggrund af perfekte informationer søger at nyttemaksimere. Herbert Simon som også nævnes i artiklen har været en af dem, der har gjort op med den neoklassiske ide om "rational man", istedet mener han at beslutninger træffes på baggrund af "bounded rationality", hvilket vil sige at beslutninger mere træffes baggrund af kultur, tommelfingerregler og mere eller mindre oplyste gætterier, istedet for den instrumentelle rationalitet som der normalt gås udfra i neoklassisk teori. Det vil også sige at aktører istedet for at optimere eller nyttemaksimere, mere kan siges at prøve at finde de mest tilfredsttillende løsninger eller "satisficere" som det også kaldes.

Cecilie Lolk Hjort

@Søren Rehhoff

Så i klassisk økonomisk teori går man ud fra at rationelle mennesker er dem der ved alt...? Eller skal 'perfekte informationer' bare betyde at man skaffer al den information man overhovedet kan, før man gør sig nogen form for overvejelser?

Søren Rehhoff

Cecilie Lolk Hjort skrev:

"Så i klassisk økonomisk teori går man ud fra at rationelle mennesker er dem der ved alt...? Eller skal 'perfekte informationer' bare betyde at man skaffer al den information man overhovedet kan, før man gør sig nogen form for overvejelser?"

Nej, ikke nødvendigvis det har ligeså meget noget at gøre med i hvor høj grad et marked er gennemsigtigt og overskueligt. På et gennemsigtigt marked, vil det være let for dig at få adgang til den viden du skal bruge, og det vil også være lettere for dig at opstille nogle klare målsætninger som du kan handle rationelt i forhold til. I og med at markedet mange gange ikke er så overskueligt, så vil mange mere træffe deres beslutninger på grundlag af det, nogen så kalder "bounded rationality". "Bounded rationality" bygger på en mere bred opfattelse af hvordan aktørers rationalitet udvikles og det udelukker sådan set ikke, at der godt kan indgå elementer af instrumentel rationalitet i de beslutninger folk træffer, men det kan igen være afhængigt af hvor overskuelige folks omgivelser er. Et firma kan jo godt operere på et marked eller delmarked , der er let overskueligt, hvor man så mere kan sætte tingene på skinner og hvor det er lettere at forlade sig på instrumentel rationalitet, mens andre kan operere på et mindre overskueligt marked eller delmarked og derfor mere er nødt til at gætte sig frem og tage chancer. Det samme med forbrugere, der kan være nogen indkøb hvor det er lettere at overskue hvad du får for pengene og som det derfor er lettere at forholde sig instrumentelt rationelt til mens man i fohold til andre indkøb mere er nødt til at tage chancen. Men selvfølgelig afhænger det også af hvor gode folk er til, at overskue markedet, bare tag Roskilde Bank, som tjente masser af penge indtil markedet ændrede sig, hvilket de åbenbart ikke havde forudset, eller de havde udvkiklet en kultur eller et rationale, der gjorde at man ignorerede noget information.
På et rent filosofisk plan tror jeg nok de fleste økonomer har forladt ideen om "rational man", men man bruger stadigvæk den opfattelse som udgangspunkt for beregninger, fordi det er svært at sætte "bounded rationality" på en brøkstreg og som sagt handler folk også delvist på baggrund af instrumentel rationalitet.

Flere ting, Søren Rehhoff: det giver ikke mening overhovedet at operere med 'rational man', hvis omstændighederne ikke findes i virkeligheden, så tjener det kun til at forplumre og gøre økonomisk teori endnu mere suspekt, end den er i forvejen.
Det synes i virkeligheden som om, at det ses som en dyd at skabe uigennemsigtighed i forhold tl folks forbrugsvalg. Hvad betyder tilsætningsstofferne, hvorfor virker rengøringsmidlerne dårligere end sidst, jeg købte dem, hvor bliver mælken pludselig sur inden sidste udløbsdag? Disse eksempler er den kedelige bagside af profitmaksimeringen: hvor dårligt kan du gøre dit produkt, inden folk ophører med at købe det? Eller: hvis du skal have folk til at købe det nye, dyrere produkt, må du forringe din nuværende salgssucces. Der er dog den retfærdighed, at man risikerer, at folk slet ikke vælger hverken det forringede eller det nye produkt, men går til konkurrenten. Eller bedre endnu: ophører med at bruge varer fra den pågældende produktkategori (ikke så godt, hvis det er deodorant).

"I den teoretiske verden - som den præsenteres i økonomiske lærebøger - er mennesket beskrevet som det, man kalder homo economicus - det økonomiske menneske; en person der har perfekte informationer og som altid foretager rationelle valg. Men denne opfattelse er ikke i overensstemmelse med virkeligheden."

Stur, stur overraskelse. Selv hvis mennesket havde perfekte informationer til rådighed, så vil jeg mene, at det ikke udelukkende foretog rationelle valg. For mennesket er ikke en maskine. Det er et væsen, der nærer angst og frygt, bæven og rædsel.

Såre kan det derfor undre, at vores verden er blevet som den er, når den er bygget på sådanne forvrøvlede økonomiske paradigmer. Kan vi ikke snart få lidt højere til loftet?

Det ved politikere og reklamefolk jo alt sammen i forvejen, men de siger naturligvis noget andet til mængden derude; nu må vi andre åbenbart også gerne vide det. Og når vi skal i stemmelokalet næste gang for at stemme på Fogh og Pia umiddelbart efter nye terrortrusler og mere indvandrervold vil vi kunne undskylde os med, at det hele ikke behøver være så rationelt.

Cecilie Lolk Hjort

@Søren Rehhoff

Jeg havde helt glemt denne tråd og kom tilfældigvis tilbage til den nu - så forsinket tak for svaret. :)