Filmen bygger på en 40 minutter lang, atmosfære-intens novellefilm, Om natten, om tre unge dødsensalvorligt kræftsyge kvinder på et hospital omkring jule- og nytårstid. Efter Oscarnominering og god modtagelse har instruktøren Christian E. Christiansen udvidet historien, så den nu har spillefilmslængde. Det synes jeg ikke, han skulle have gjort.
Novellefilmen virker stærkere, fordi den gør tilskueren meddigtende og koncentrerer sig kompromisløst om de syge pigers livstruede situation på hospitalet. Ved at være konkret og fortættet får den skabt en lille sluttet verden, man suges ind i.
Isbjerget er større under havoverfladen, og det viser man bedst ved at lade tilskueren ane dybderne i stedet for at tvære rundt i forklaringer, der som her falder velmenende, men ofte banalt ud.
Der væves tilbageblik ind i hospitalsscenerne, og selv om de spilles og iscenesættes særdeles nydeligt, befinder de sig på et mere ordinært og udflydende niveau end historiens diamanthårde kerne.
Den stærke pige
Den ensomme, lettere kyniske Stephanie (Julie R. Ølgaard) har brudt forbindelsen til sine forældre og magter ikke at indvie sin kæreste i sine begyndende sygdomssymptomer. Det fører til impulsivt utroskab og selvødelæggende adfærd.
Sara (Laura Christensen) er elitesvømmer og holdes til ilden af sin trænerfar (Henrik Prip). Da hun bliver gravid, skal hun vælge mellem sportskarriere og barn. Under påvirkning af sin far vælger hun pinagtig abort.
Mette (Neel Rønholt) er den pæne pige, som kommer på afstand af sin familie på grund af sygdommen. Desperat opsøger hun sin første erotiske oplevelse selve juleaften.
Der er naturligvis ikke spilletid til for alvor at gå i dybden med nogle af disse forhistorier, hvoraf svømmeren Saras forekommer mig mest fængende.
Den giver trods alt en øget forståelse af det far-datter-forhold, der skildres smukt i kernehistorien. Sara er den af ydre stærke, solide pige, der nærmest må opmuntre sin sorgramte far. Hun har pacet sig selv frem for at tilfredsstille ham og fortsætter med det under selve sygdomsforløbet, hvor hun virker som den mest afbalancerede af pigerne. Indtil hun til sidst krakelerer i en fint behersket scene, hvor Laura Christensen og Henrik Prip når et bevægende samspil.
Stærke hovedroller
I hospitalsscenerne fremtræder de tre hovedrolleindehavere nærmest ugenkendeligt som sygdomsmærkede, blege og uden hårpragt. Her får de vist, at de formår at agere troværdigt og virkningsfuldt uden den erotiske blikfangs-udstråling, de alle tre i allerhøjeste grad besidder.
Et overraskende portræt leverer Julie R. Ølgaard, der var det forheksende, efterstræbte mord-offer Nanna Birk Larsen i tv-serien Forbrydelsen. Som den indlagte Stephanie er hun, mørkhåret og kortklippet, nærmest umulig at genkende, også fordi hun overbevisende har forvandlet sig indefra og spiller i helt nye tonearter som den trodsige, næsten udslukte patient, der prøver at gøre sig hårdkogt, men finder styrke i venskabet med de to andre piger. Især i nærbillederne rummer hendes rensede barneansigt en håbløshed og desillusion, der gør indtryk.
Men også Laura Christensen og Neel Rønholt går modigt ind i de krævende roller og får én til at tro på, at de lever på tærsklen til døden. Gode birollepræstioner er der også af Henrik Prip og Christian Tafdrup - og helt ude i periferien bemærker man i en morrolle en smuk Simone Bendix med suveræn replikføring.
Værd at opleve
I novelle-versionen spejler pigernes skæbne sig i hinanden, og filmen finder et naturligt tyngdepunkt i deres korte fællesskab og solidaritet. Tiden (jul-nytår) og stedet (det klaustrofobiske hospital) forstærker på naturlig måde historien.
Biografversionen står mere flimrende. Hvor trumfkortet i Om natten levede på en ubøjelig koncentration om sit kulsorte emne, kommer Dig og mig i passager til at minde om en triviel ungdomsfilm. Synd og skam, for filmen rummer jo stadig scener og figurer, det er værd at opleve.
Dig og mig. Instruktion og manuskript: Christian E. Christiansen. Dansk (Palads, Metropol, CinemaxX, Empire, Falkoner, Park Bio)
