Læsetid: 4 min.

Paven bor i England - i hovedstaden Paris

Vidensundersøgelse tegner et foruroligende billede af USA's unge - en generation, der er faretruende ubekymret over sin egen uvidenhed. Men er det hele sandheden?
30. august 2008

For et par år siden viste CNN en række særligt udvalgte vox pops. Vox populi - folkets røst, manden på gaden, der pludselig og uventet får stukket en mikrofon og et kamera op foran ansigtet og på to sekunder skal danne sig og formulere sin mening om et eller andet. Udtalelsen sendes så - hvis man er uheldig - på landsdækkende tv, og herefter er man berømt eller berygtet for sin udtalelse.

Det sidste er nok mere tilfældet end det første for de 4-5 personer, der brillerede på skærmen i CNNs klip. En blev spurgt, om han var amerikaner, og svarede: No, I'm from California! En anden blev spurgt, hvilken valuta, man anvendte i England. British dollars, var svaret.

Prisen tog dog den unge mand, som ikke så spor retarderet ud, men som på spørgsmålet om, hvilket land han mente, USA skulle invadere næste gang, nu da man var gået ind i Irak, svarede, at Italien nok var det næste land, man skulle gå ind i. Havde det så bare været under Berlusconi.

Statistisk belæg

Den slags gør, at man godt kan forstå dem, der mener, at det ikke går så godt med dannelsesnivauet i det store land.

Ganske vist er det her jo naturligvis det absolut værste, men der er nu nogen, der med rimelig gode argumenter har afdækket, hvad de mener er en sørgelig tilstand i den amerikanske uddannelseskultur.

En af de nyeste bøger om problemet er den 49-årige amerikanske professor Mark Bauerleins bog The Dumbest Generation. Her afdækker han et 'videns-deficit', som efter hans opfattelse udgør en trussel mod det amerikanske samfund. Også i bogen er der et par godbidder a la dem på CNN. Her er det så den amerikanske tv-vært Jay Leno, som i sit Tonight Show under rubrikken Jaywalking laver noget i stil med ovenstående interviews. "Hvor bor Paven," spørges der f.eks. "England," svarer en ung mand. "Hvor i England?" "Paris!" Så er det, man tænker på, hvad de, der formulerede sætningen "al magt til folket", mon ville have sagt til sådan en. Ikke underligt, at et af kapitlerne i Baulerleins bog hedder "Knowledge Deficits".

Bauerlein hævder, at den intellektuelle tilstand for den yngre gruppe af amerikanere er under forandring, men stort set udelukkende til det værre - mod større uvidenhed og ligegyldighed.

Tag f.eks. nogle af de mange undersøgelser, som Bauerlein bruger til at understøtte sine synspunkter. Som den om nogle high school-elever, som i slutningen af deres tid på high school for 52 procents vedkommende udpegede Tyskland, Japan og Italien som USAs allierede i Anden Verdenskrig. To tredjedele kunne ikke forklare, hvorfor man på et foto fra et teater så en dør, hvor der stod 'indgang for farvede'.

Heller ikke kendskabet til kunst, sproglig viden eller en række andre forhold er noget at råbe hurra for i den gruppe, man måtte formode og forvente skulle høre til de rimelig veluddannede.

I stedet synes videospil, tv-kiggeri og chatten på internettet at være en foretrukken beskæftigelse for en bekymrende stor gruppe amerikanere.

Ikke kun Jeronimus

Det lyder sikkert i manges øren som en gang Jeronimus-præk om, at ungdommen nu til dags ikke er, hvad den burde være, og at alting nok skal gå forfærdeligt til med sådan en flok.

Den kritik er lige til højrebenet, men spørgsmålet er, om ikke Bauerleins bog har fortjent en mere nuanceret kritik. De statistiske oplysninger i bogen taler deres klare sprog, for så vidt man kan bruge dem til at danne sig et fyldigt billede af ungdomskulturen. Og på nogle punkter er det ganske vanskeligt at modgå Bauerleins analyse.

Det er ikke videre betryggende for et demokrati, at dets yngre deltagere er så uvidende og dermed manipulerbare. Nogle gange hører man om fem sjettedels-samfundet, andre mindre pessimistiske taler om tre fjerdedelssamfundet; et samfund med en lille del, der er veluddannede og velorienterede, og hvor en større del er mere eller mindre uvidende om alt, hvad der ikke lige vedrører hverdagslige forhold.

På den anden side er der vel næppe tegnet et særligt dækkende billede af en ungdomskultur blot ved at se på statistikkerne.

Det er rigtigt, at der er en generation på vej, som foreløbig for en dels vedkommende er præget af en foruroligende uvidenhed og en lige så foruroligende ubekymrethed over ikke at vide noget. Det er et forhold, som bør vække debat og uro.

Men der er også forhold i den nyere ungdomskultur, som skal have gode ord med på vejen, og som skal opmuntres til at blive videreudviklet. En kultur, som på mange måder rummer en større international tolerance og åbenhed. Og ser man ikke et stærkere politisk engagement på det seneste hos den yngre generation? Nogle mener i al fald, at dette både er et amerikansk og europæisk fænomen. Derfor er billedet næppe så entydigt dårligt, som Bauerlein lægger op til. Men man skal alligevel være en ganske stor ignorant for at slå sig til tåls med, at det hele nok skal gå fint, efter at have stiftet bekendtskab med de undersøgelser, der lægges frem. De er ikke hele sandheden, men den del af billedet af USA, som de afdækker, bør vække til eftertanke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu