Læsetid: 4 min.

Pennen i den afhuggede hånd

Det handler om at give volden stemme i den anden roman på dansk af den prisbelønnede algerisk-franske forfatter Assia Djebar
Det handler om at give volden stemme i den anden roman på dansk af den prisbelønnede algerisk-franske forfatter Assia Djebar
21. august 2008

Sidst i Assia Djebars Kærligheden, krigen står et lille stykke, 'Melodi på rørfløjte'. Her rækker den franske maler Eugene Fromentin en hånd til romanens skrivende, algeriske jeg. Fromentin maler i Algeriet under den franske erobring af landet i 1800-tallet, men ville hellere have været forfatter, og hånden, han rækker frem, er ikke hans egen, men en afhugget kvindehånd, han i 1853 finder i ørkenen uden for Laghouat. "År efter griber jeg fat i denne hånd, lemlæstelsens og erindringens hånd, i et forsøg på at presse pennen ind mellem dens fingre." Skriften tager krop, og Djebar slutter således sin roman i kontrasten og forbindelsen mellem malerisk synliggørelse og skriftlig kropsliggørelse. Det er en kontrast, som er på spil gennem hele romanens vidnesbyrd om forholdet mellem Frankrig og Algeriet, mellem stemme og stumhed og ikke mindst mellem kønnene.

Kærligheden, krigen er første bind af Djebars endnu ufuldendte 'algeriske kvartet'; andet bind, Shahrazads søster, udkom i dansk oversættelse sidste år, hvor forfatteren besøgte landet og blev tildelt Aloa-prisen for romanen. I Shahrazads søster fortælles algerisk kvindehistorie igennem den moderne Isma og den traditionelle Hajila, der tilsammen udgør en dyade, hvis dobbelthed spejles i den mytisk fortællende Shahrazad og hendes søster, Dinarzad, som skjult under sultanens seng forkynder morgenens komme.

I Kærligheden, krigen finder man et lignende spil mellem et autofiktionelt jeg, den skrivende, frankofone forfatter, og en række før uhørte fortællinger fra kvindernes usynlige andel i algerisk historie. Rummet og historien er større i kvartettens første roman, som er mere polyfon og danner en bredere indgang til Djebars arbejde med den muslimske kvindes, Algeriets og sit eget forfatterskabs historie.

Stum vold

Den afhuggede hånd, maleren rækker frem mod fortælleren, er et stumt vidnesbyrd om vold mod kvinder, en vold under både koloniseringskrigen og i den senere selvstændighedskrig, men også en vold som Djebar ser fortsætte i både det private og offentlige rum.

Volden er stum, i krigen som i kærligheden. Muti-leringen og kroppenes stumhed spejles i erobringen af landet, hvor franske tropper i 1832 deflorerer byen Algier ved at sprænge sig vej gennem dens fort. Djebar vil give volden stemme og placere den i historien. Og mens hun i romanens første dele dokumenterer den franske erobringskrig mellem 1830 og 1871 gennem rapporter, reportager og breve fra franske arkiver - og heri finder fragmentariske glimt af algeriske kvinders tilstedeværelse i slag og krigshandlinger - baserer hun romanens sidste dele på egen dokumentation af algeriske kvinders deltagelse i selvstændighedskrigen 1954-62; på en række mundtlige beretninger indsamlet blandt kvinder på hendes hjemegn.

Mundtligheden har ikke efterladt spor i det fransksprogede arkivmateriale, og mødet med og generindringen af den traditionelle kvindekultur, hun er vokset op i, fører Djebar tilbage til sit dobbelte sprog: Koranskolen står over for romanens initierende scene, hvor pigen følges i fransk skole af sin far - tilegnelsen af de to sprog former kroppen, samtidig med at sprogene udfoldes i forskellige rum. Disse rum vil Djebar sammenføje i én sproglig kropsholdning, på samme måde som Isma og Hijala er indbyrdes afhængige i Shahrazads søster.

At skrive på fransk

Adgangen til at skrive på fransk, som var sjælden for algeriske piger i Djebars generation (hun er født i 1936), er en befrielse: "Når jeg skriver og læser det fremmede sprog, rejser kroppen, den kommer og går i det subversive rum, trodser bedstemødre og mistænksomme matroner. Ja, det er lige før, den letter." Det fremmede sprog er et bevægelsesrum. Samtidig er skriften upassende for den algeriske kvinde, den forlener hende med en utilbørlig tilstedeværelse i det offentlige rum, den synliggør hende og lader hende passere afsløret gennem hænder.

Da Djebar tilegner sig det fremmede sprog og bringer det i anvendelse, begår hun et forræderi - hun er som en række andre magreb-forfattere blevet kritiseret for sin frankofoni; men ikke mindst afskæres hun fra det arabiske og berbersprogets mundtlighed, fra en måde at være sprog-krop på, som nu er fremmed - hammamens intime rum af fortællinger; de indre gårde, hvor mormoren danser; kvindernes yu-yu-råb, som fortællerens mund gør modstand mod.

Mens historien om tilegnelsen af den franske sprogkrop fortælles parallelt med beretningerne fra erobringskrigen i første halvdel af Kærligheden, krigen, dokumenterer romanens sidste halvdel et forsøg på en konkret gen-tilegnelse af det tabte sprog med krop, stemme og skrift. Synligheden, det maleriske og scenisk landskabelige i det franske arkivmateriale træder nu i baggrunden: militær fremrykning, grupperinger på slagmarken, optælling af lig ved massakrer, de arabiske rytterspil, for ikke at tale om beskrivelser af kvindelige, algeriske gidsler. Alt dette i de skriftlige vidnesbyrd om erobringskrigens begivenhedshistorie, der også rummer orientalistiske grundfigurer, blændes af, og romanens prosa får mere materialitet, en anden kollektiv erindring får - med endnu en postkolonialistisk frase - stemme.

Kærligheden, krigen er en vældig indgang til Assia Djebars forfatterskab; romanen er fra 1985 og er som begyndelsen til Djebars 'algeriske kvartet' del af et fortsat og stadig højst aktuelt arbejde. Det har taget tid for Djebar, den første repræsentant for Maghreb-litteraturen indvalgt i det franske akademi, at finde vej i dansk oversættelse. Godt, at hun nu er her.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu