Læsetid: 3 min.

Skolen som velfærdssamfundets slagmark

Ellen Nørgaard har begået en underholdende og oplysende rekonstruktion af den dramatiske konflikt mellem 'de progressive og de reaktionære', 'de samfundsnedbrydende og de samfundsbevarende' - en konflikt, der blev kendt som debatten om indoktrinering i folkeskolen
Opråb. I 1977 himlede Erhard Jacobsen op om en skoleklasse i Albertslund, som i et halvt år havde studeret et så underlødigt tema som 'revolution'. Det viste sig siden at være en anklage uden hold i virkeligheden.

Opråb. I 1977 himlede Erhard Jacobsen op om en skoleklasse i Albertslund, som i et halvt år havde studeret et så underlødigt tema som 'revolution'. Det viste sig siden at være en anklage uden hold i virkeligheden.

Erik Jepsen

2. august 2008

Han havde hår som en rockstjerne fra 50'erne og en stemme så vild som en rigtig rebel. Men det var netop den rebelske kultur og oprørske pædagogik, som Erhard Jacobsen rasede over. Som politiker var han berømt for sin evne til at trække såkaldte kaniner op af hatten og i sidste øjeblik redde Centrumdemokraternes valg. Således også på aftenen inden Folketingsvalget i 1977, hvor Jacobsen med den fanatisme, der kendetegnede hans egen kamp mod fanatisme, himlede op om, at en skoleklasse i Albertslund i et halvt år havde beskæftiget sig med et så underlødigt tema som 'revolution'. Det var for Jacobsen et eksempel på, at socialistiske lærere indoktrinerede sagesløse elever.

Kaninen virkede for Centrumdemokraterne og udløste endnu en debat om 'indoktrinering' i den danske folkeskole. Ifølge Ellen Nørgaard, som har været docent ved først Danmarks Lærerhøjskole og siden DPU, indledte Erhard Jacobsens udtalelse om de skandaløse forhold i en klasse i Albertslund den tredje fase af den såkaldte indoktrineringsdebat.

Dengang i 60'erne

Den første fase begyndte sidst i 60'erne. Det var venstreorienterede intellektuelle og fagbevægelsen, som anklagede folkeskolen for at fremstille Danmark som et harmonisk samfund uden klassemodsætninger, heroisere Vesten og skrive arbejderbevægelsens positive bidrag til velfærdsstaten ud af historien. Det var altså i første fase venstreorienterede positioner, som kritiserede en borgerlig og reaktionær folkeskole. Præmissen for den kritik var, at de borgerlige bestemte, og de venstreorienterede var i opposition.

I debattens næste fase var positionerne vendt om.

En direktør i Undervisningsministeriet hævdede i et stort anlagt interview i Berlingske Tidende, at børnehaver og folkeskoler visse steder var under indflydelse af "yderligtgående marxistiske lærertyper, der vil omforme samfundet". Nu var det venstreorienteringen, som blev beskyldt for at indoktrinere. Borgerlige positioner fremhævede citater fra publikationer som Politisk Revy og Unge Pædagoger som eksempler på en indoktrinerende tendens i den danske pædagogik, mens nogle venstreorienterede intellektuelle insisterede på kampens nødvendighed, og andre venstreorienterede hævdede, at pædagogikken ude i institutionerne ikke var så gennemgribende ideologiseret, som modstanderne hævdede.

Debatten kulminerede i en otte timer lang diskussion i Folketinget, hvor statsminister Poul Hartling vendte sig mod enhver form for heksejagt, og mindede om, at den bedste måde at bekæmpe hekse på var at lade være med tro på deres eksistens.

Som sagt blev den tredje fase indledt af Erhard Jacobsens udfald mod skolelærerne i Albertslund. Det viste sig siden, at Jacobsens angreb mod skolen kunne "pilles fuldstændigt fra hinanden".

Tradition og fremskridt

Ellen Nørgaard har i Indoktrinering i folkeskolen lavet en grundig og oplysende rekonstruktion af de tre fasers positioner, perspektiver og historiske horisont. Det er hendes tese, at kampen om folkeskolen var en konflikt mellem en fundamentalt konservativ og en grundlæggende progressiv position. Det var dem, der ville forandre samfundet mod dem, der ville bevare samfundet.

Skolen blev på mange måder et privilegeret felt for en overordnet konflikt, hvilket kom til at præge debatten. Den handlede meget om holdninger til samfund, demokrati, pædagogik og kapitalisme, og i realiteten temmelig lidt om, hvad der konkret foregik i klasselokalerne:

"Sammenfattende kan man om de to sidste faser i indoktrineringsdebatten sige, at de løb ud i sandet, fordi intet kunne dokumenteres."

Nørgaard viser også, hvordan begrebet 'indoktrinering' bruges i vidt forskellige betydninger. For nogle er 'indoktrinering' det samme som det helt banale vilkår, at mennesker socialiseres med visse sandheder om, hvordan samfundet er, og hvordan det burde være. For andre er indoktrinering identisk med bevidst og målrettet manipulation. De progressive og de reaktionære, de samfundsnedbrydende og de samfundsbevarende promenerede deres gensidige aversioner over for hinanden, men deres argumenter nåede sjældent hinanden:

"Det var samtidig karakteristisk for denne situation," skriver Nørgaard i sin konklusion, "at de forskellige forståelser af skolegang og uddannelse stod uforstående over for hinanden, det er svært at finde eksempler på dialog, ja, det er, som om man taler forskellige sprog."

Hun har ikke systematisk ajourført konflikten i 70'erne med det, der er blevet kaldt kulturkampen i 00'erne. Men bogen er en både underholdende og oplysende rekonstruktion af de spor og de modsætninger, som blev udviklet i 70'erne, og stadig synes at bestemme debatten i dag, som også ofte efterlader det indtryk, at der tales forskellige sprog. Selv om modsætningen mellem de progressive og de reaktionære har mistet sin intellektuelle appel, og Erhard Jacobsen ikke længere himler op.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jakob Schmidt-Rasmussen

Jeg så operation Kirsebærsten, der handler om en skolebesættelse og den kommunistiske propagandafilm Historiebogen fem-seks gange i skoletiden.

Jeg blev også ekspert i den franske revolution, men den viden har jeg heldigvis aldrig haft brug for at omsætte til praksis. Spild af tid ...

Jeppe Brogård

Hvilken kineser har sagt, at 5 millioner danskere da ikke var mange, og at dem må man da prøve bevare?

Hvilken anden kineser har sagt, at betydningen af den franske revolution endnu ikke lader sig bedømme, så tæt på hændelsen?

Og hvilken dansker ved allerede nu, at det var spild af tid at beskæftige sig med den?

Lykkeberg er ikke alene med sin fornemmelse af, at kulturkampen er en simpel reaktion på debatten fra dengang. Dette "priviligerede felt" er stadig ramt af den. Som en Tjetjensk landsby er den netop under beskydning med den 27. salve fra centralkomiteen.

Tak også for dette fortræffelige fagudtryk - det priviligerede felt. Arven efter privilegiet synes af være lettere sønderbombede skoler.

Jeppe Brogård

Prøver lige igen:

Dette "priviligerede felt" er stadig ramt af reaktionen efter den debat. Som en Tjetjensk landsby er det, feltet, dvs. skolen, netop under beskydning med den 27. salve fra centralkomiteen.

Det var det, jeg mente. ...

Påstand:

Erhard og Co. så bare Marxistiske spøgelser og intet andet:

De Marxister som Erhard m.fl. mente at se myldre frem overalt i uddannelsessystemet var sku' ikke rigtige Marxister - men var
bare kryptoastrologer.

Sidder p.t. og sysler med udarbejdelsen af en dokumentation for den
påstand. Dog lige denne skitse til et argument: Helt ærligt: Vil et samfund
hvori den reele magt - dvs. den økonomiske magt: Er borgerligt-kapitalistisk,
i fuldt alvor virkeligt tåle rigtige(!) Marxister overalt i sit uddannelsessystem ?

Jakob Schmidt-Rasmussen

Nja. De (meget få) venstreradikale lærere jeg havde, mente generelt, at de fleste marxister var borgerlige forræddere.

De var mere til voldsromantikere som den inkompetente diktator Mao, der myrdede omkring tres millioner kinesrere og til stalinisten Che Guevara, der myrdede dissidenter, udelukkende fordi de ønskede demokrati ...

Det var dengang at alle danske skoleelever fik et eksemplar af "Den lille røde for skole elever".

Bogen blev udgivet i 1969 af Bo Dan Andersen, Søren Hansen og Jesper Jensen. Den beskrev, hvordan man kunne påvirke sin lærer, bl.a. ved at gå i seng med vedkommende. Bogen fik meget kritik, da den blev udgivet, da den var også "tolerant", når den skulle anbefale skoleelever, hvordan de burde forholde sig til stoffer, alkohol og rygning, og er da også blevet forbudt i flere lande.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Jeg husker dengang mine forældre lod Finn Ejnar Madsen bo i vores sommerkollektiv. Hans ungkadre marcherede hver mordgen op på den højeste bakke i nærheden, hvor de hislte det norkorenakse flag ...

De var der kun et par dage, men formåede at plyndre samtlige vores æbletræer og efterlod en gigantisk opvask, som JEG måtte tage.

Nogle er i sandhed mere lige end andre ...

Heinrich R. Jørgensen

Kim Gram:
"Helt ærligt: Vil et samfund hvori den reele magt - dvs. den økonomiske magt: Er borgerligt-kapitalistisk, i fuldt alvor virkeligt tåle rigtige(!) Marxister overalt i sit uddannelsessystem ?"

Nej, naturligvis ikke. Lærere er statens repræsentanter, der skal sikre, at det staten mener er hensigtsmæssigt pensum, korrekt adfærd og historisk sandhed, indprentes i eleverne. Uanset samfundsform, er det læreres opgave at understøtte og retfærdiggøre det, og skabe forsøge at sikre, at eleverne kan indgå som produktive voksne i den eksisterende samfundsmodel.

Findes der eksempler på det modsatte?

Jakob Schmidt-Rasmussen

Ja, det gør der: Den danske folkeskole i halvfjerdserne.

Lærerne havde dengang en langt mere udstrakt undervisningsfrihed end nu og der har aldrig været berufsverbot i Danmark.

Marchen gennem uddannelseinstitutionerne var den strategi, som mange radikale venstreorienterede fulgte; marxister eller ej. Så selvfølgelig blev vi elever udsat for radikalt venstreorienteret propaganda af nogle få af vores lærere, men det var selvfølgelig ikke lovligt at indoktrinere eleverne.

Men man fik dårligere karakterer, hvis man ikke mente "det rigtige" i ideologiske spørgsmål, for marxister anser jo marxismen for at være videnskabeligt underbygget.

Jens Thorning

... den kommunistiske propagandafilm Historiebogen

Er denne svenske lærebog - hvori man bl.a. ser Lenin i en taleboble udtale den utilbageviselige sætning: "Marx' teori er al-mægtig, fordi den er sand" - filmatiseret? Det må have været en lidelse at se; men som sagt, det blev anset for Sandheden i 1970'erne, ligesom den markedsøkonomiske postmodernistiske tilgang til virkeligheden - der p.t. fejrer så store triumfer med indlemmelsen af Georgien i USA - er det i dag.