Læsetid: 4 min.

Slappe lemmer, store ord

Sjofelheden er en regelret befrielse i Niels Franks nye digtsamling, nydelsen mere tvivlsom, desperationen til at føle på
Sjofelheden er en regelret befrielse i Niels Franks nye digtsamling, nydelsen mere tvivlsom, desperationen til at føle på
14. august 2008

Det er en uproblematisk nydelse at læse Niels Franks nye digtsamling, Små guder. Det er en glæde at fare vild i hans digtes lange verslinjer, at zigzagge gennem deres ubesværede skift i tonefald og emner, at se dem bevæge sig fra liderlighed til kroppens forfald, fra delirisk camp over melankoli, sorg og frem til - et enkelt sted - muggen rullepølse.

Her er sproget helt ubesværet sådan, som dansk burde skrives. Det er det ikke glimtvis og i digtningens evindelige billedsprog, men over længere stræk. Hvilken fornøjelse! Af den slags, man bør hæge som som læser af dansk lyrik. Et eksempel:

"- Men sådan virkede det/ dengang. At spise havde en idé. At uddanne sig/ havde en idé - vist nok. At møde nye mennesker og vriste kys/ af dem havde en idé. Eller fik lynhurtigt en, så man føle sig som en yoyo i et sus mod dybet./ Og også: at drysse for meget hash i chokoladekagen og se/ ansigterne vende bagsiden udad, dyreagtige,/ at se den idé, at vi slet ikke er dem/ vi er, hvis du tillader mig den kliché. -"

Egentlig er der ikke så meget mere at sige. Men så alligevel: som man kan se, så forbliver nydelsen helt på læserens side. Stemningen i digtene er nemlig skiftevis trist og desperat. Engang havde tingene en idé, som der står - men sådan er det ikke længere, i al fald ikke for det lyriske jeg og alle de du'er, han tiltaler undervejs. De har prøvet det hele, været ude af sig selv, ude over alle grænser, og de er ved at gå kløjs i det:

"- Så kryds/ de skinddøde dage af, alle dagene hvor du ikke har levet/ de andres liv. Hvor du har været den anden./ Ja. Men de andre er herreligeglade, du/ kan kun være den anden for dig selv, dig selv/ iscenesat, dig selv med projektørlys i hele smasken,/ ludfattig, skønt det er en rolle, dødtræt, skønt/ det er en rolle, eller måske ligefrem dødssyg?"

Det lyder jo ikke rart. Læseren kan så trøste sig med linjeskiftenes suverænitet, hvordan de sidste ord i hvert vers skifter betydning, alt efter om man standser op eller læser videre. De andre er ligeglade, du. Du kan kun være den anden for dig selv.

Det er rene lækkerier.

Ødsle sjofelheder

Alligevel føles Små guder som mindre opfindsom end Niels Franks forrige bøger. En af de store kvaliteter dér var hans teksters bevægelighed. Sætninger og strofer var reaktioner på de foregående sætninger og strofer; midt i et digt satte digtene spørgsmålstegn ved deres eget udgangspunkt. At læse ham kunne være som at gå op af en trappe, mens den blev bygget: man vidste aldrig, hvor det næste trin ville tone frem.

Sådan er det ikke denne gang. Små guder synes forankret i noget, der i al fald ligner et biografisk jeg - hvor meget, der så passer på Niels Frank, er jo ikke til at vide. Samtidig er døden og tingenes forfald nærværende på en måde, de aldrig har været før hos Frank. De sætter alt andet i relief, er en art stopklods for sprogets virren, laver en cæsur i verden.

Sjovt nok er det ikke den egne død, men snarere alle andres, bogen kredser om, hvilket ikke gør digtene mindre triste: "At være efterladt/ på den anden side blandt gamle fotografier/ og sengetøj, madopskrifter og håndskrevne mærkater på syltetøjsglas", som det hedder et sted. Hvilket, igen, ikke lyder rart.

Som kontrast slår enkelte digte ud i en voldsom og ødsel sjofelhed:

"Hvor rart at ligge i sengen sammen med/ de andre patienter, men rarest selvfølgelig at mærke/ din begyndende erektion mod min røv. Begynd,/ åh for fanden, begynd nu. -" - og senere i samme digt: "og måske var jeg lykkelig, da pikken pulserede,/ og håret groede i mit svælg. Måske da fingrene/ gled ned i din mund. Nej. Ikke noget måske."

Det ville være forkert at sige, at Små guder handler om at være homoseksuel, den har det bare som sit udgangspunkt, på samme måde som bogen ikke handler om sex, det er der bare, vildt og pludseligt. Undervejs skriver Niels Frank sig så både ind i og ud af nutidens klichéer om aldrende bøsser. Begge dele med en åbenlys selvfølgelighed - hvorfor lade være? - som faktisk føles ny i dansk litteratur.

Det nye i Franks nyeste digtsamling skal ikke findes i formen eller kompositionen, men i dens stof. Nu kan man også møde "små guder/ med store pikke" i dansk lyrik. Det er værd at tage med.

Blå bog: Niels Frank
Niels Frank, f. 1963.

Debuterede i 1985 med digtsamlingen 'Øjeblikket', der året efter blev fulgt op af 'Digte i kim'. To eksklusive og minimalistiske digtsamlinger.

Har siden skiftevis skrevet poesi, essayistiske bøger og kulturkritiske artikler.

Sidste år udgav han 'Alt andet er løgn. Essays om moderne litteratur'.

Niels Frank har været rektor for Forfatterskolen. Er i år blevet indstillet til livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu