Læsetid: 3 min.

Sort mand søger

Paul Beatty laver rav i den afroamerikanske kulturkanon i en sprudlende roman om jazz, Berlin og racisme
Paul Beatty laver rav i den afroamerikanske kulturkanon i en sprudlende roman om jazz, Berlin og racisme
21. august 2008

Paul Beattys nye roman, Slumberland, starter med, at en neger går i solarium i Berlin, mens han erklærer den sorte kultur for død. Det giver mening, hvis du har læst den 45-årige afroamerikanske forfatters debutroman, The White Boy Shuffle, som i 1996 blev fremragende modtaget af anmelderne og ivrigt diskuteret for sit opgør med den afroamerikanske kanon og alle de fordomme og klicheer, der hersker om sort kultur i afroamerikanske kredse.

Beatty insisterer simpelthen på, at F. Scott Fitzgerald og Beastie Boys har lige så meget at tilbyde som Lang-ston Hughes og Easy E; at du ikke behøver skamme dig over at kunne lide Tom Cruise og Kerouac, og at ikke al god jazz og bluesmusik er et produkt af smerte - eller som fortælleren i Slumberland udtrykker det (i vores oversættelse):

"Jeg lærte hurtigt ikke at tage mig af jazzofile meninger, der at dømme efter brugen af ord som negroidery og whitified var stjålet fra det seneste magasin-interview med Wynton Marsalis (...) det er tåbeligt at tro, at slaveriet havde noget som helst at gøre med jazz-improviseringer. For at overleve improviserede slaverne ikke, de kapitulerede. De, der krævede deres ret og gjorde modstand, døde."

Nej til Oprah

Omtalte Wynton Marsalis er den bredt anerkendte afro-amerikanske jazzmusiker, der leder det mindst lige så anerkendte 'Jazz at Lincoln Center' på Manhattan, og han er blot en af de mange hellige køer, der bliver væltet af den energiske satiriker Beatty. Også Halle Berry, Bob Marleys Legend, Richard Wright og Oprah Winfrey står for skud.

Om sidstnævnte hedder det, at hun har forsøgt at købe alle kunstneriske rettigheder til arven efter de sorte amerikanere, der har levet fra 1642 til 1968, fordi tv-værtinden mener, at kun hun er stærk nok til at bære så stort et ansvar.

Blandt dem, der har takket nej til hendes tilbud, er saxofonisten Charles Stone, og så er vi fremme ved handlingen, som får alle romanens på én gang humoristiske, provokerende og underholdende pointer og digressioner om musik og race til at hænge sammen.

Slumberland foregår primært på og omkring den vestberlinske bar af samme navn. Hertil ankommer DJ Darky på jagt efter nævnte Charles Stone, som han og hans musikelskende venner hjemme i Los Angeles dyrker som besat.

Stone, der er en fiktiv figur, var en af free-jazz-bevægelsens mest talentfulde skikkelser, men efter et par LP'er forsvandt han fra rampelyset. Da DJ Darky en dag skærer et perfekt beat, som alle i det amerikanske hiphopmiljø vil betale dyrt for at få lov at bruge, beslutter han sig for at opstøve Stone, som han erfarer lever af at lave musik til tyske pornofilm, og tilbyde ham det.

Grunden til, at fortælleren sætter kurs mod Berlin, er, at Slumberland står opført som afsender på en mystisk kuvert, han har fået tilsendt. Heri er en pornofilm med en mand og en kylling, der går til den til tonerne fra et forførende soundtrack, som bærer Stones umiskendelige fingeraftryk.

Et splittet Berlin

DJ Darky får job som 'jukebox-sommelier' i Slumberland, hvor han får at vide, at Stone nok skal dukke op en dag. Alle Berlins sorte mænd kommer forbi baren, hvis klientel i øvrigt tæller hvide kvinder, der vil i seng med negere.

Jo da, der lægges ikke fingre imellem hos Beatty, og gradvist må DJ Darky erkende, at Berlin er mindst lige så fyldt med racefordomme og tåbeligheder som det USA, han forlod. Blandt andet hævder en af gæsterne på Slumberland at kunne bestemme, hvilken afrikansk stamme en sort mand oprindeligt stammer fra ved at se på tykkelsen, længden og kurven på hans penis.

Vi befinder os i tiden lige før og efter Murens fald, og det Berlin, som DJ Darky oplever, er med sin blodige nazifortid, som stadig er sprællevende, og sit splittede væsen, i det hele taget meget lig USA kort efter borgerkrigen, hvor Nord og Syd skulle finde fodslag ikke mindst i racespørgsmålet.

Eller det er i hvert fald Paul Beattys lidt vel søgte pointe - og svageste element - i en roman, der sprudler af liv, ordlege, vid, humor, intelligens og originalitet. Hvorvidt Slumberland så opnår, hvad den hævder at ville, altså at lægge den afroamerikanske kultur i graven, eller om den netop skriver sig ind på kanon-listen i halen på tematisk beslægtede værker som blandt andet Ralph Ellisons Invisible Man (1952), James Baldwins Go Tell It On the Mountains (1953) og Toni Morrisons Song of Solomon (1978), ja, det må tiden vise.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu