Schubertiaden i Roskilde er med svingende faner gået ind i sin anden uge, men mandag aften bredte festivalduften sig til København. For her skabte Tivoli sin egen intime Schubertiade med den herhjemme højt elskede ungarske pianist András Schiff som det magnetiske centrum, sådan som Schubert selv var det i 1820'ernes Wien. Schiff havde foretaget et tilsyneladende nemt programvalg, nemlig kortere stykker af Schubert: de to samlinger "Impromptus", de seks "Moments musicaux" og de tre såkaldte "Klavierstücke". Meget af det spillet til hudløshed af borgerskabets anonyme hærskare af flinke piger og drenge, og mange af dem, blandt andre undertegnede, var repræsenteret blandt aftenens publikum.
Vore dages Schubert-billede er beklageligvis stadigvæk enormt ensidigt, bygget netop på yndige klaverstykker som Ges-dur impromptu'en og f-mol moment musical'en og tilmed på den forløjede operette Jomfruburet fra Første Verdenskrigs fortrængningstid, som fortsat er næsten lige så populær som Nytårskoncerterne fra Wien. Men András Schiff ville det anderledes.
Eventyrlig fortællekunst
Han begyndte med en opvarmning, det første sæt på fire "Impromptus". Med det samme gjorde han det klart, at man ikke skulle forvente sig nogen form for tårevædet nostalgi. Den første i c-mol var frigjort for bløde kurver, derimod bevægede den sig fremad som en march, tæt i rytmikken og nøgtern i klangbehandlingen. De hurtige akkordbrydninger i nummer tre i Ges-dur bevægede sig med en næsten aggressiv målbevidsthed, som støvsugede musikken for den sentimentalitet, den så ofte klistres ind i.
Så blev der skiftet scenebillede, da Schiff efter en enkelt tur ud i kulissen satte sig og tog fat på "Moments musicaux". Før havde man hørt en eminent pianist, nu var det en magisk eventyrfortæller, som samlede den store flok i auditoriet omkring sig. Sjældent har man hos Schubert hørt mage til retorisk digtekunst. Det tilbagevendende jodlende treklangstema i nummer et blev fremsagt i et utal af betydningsnuancer, og fraserne blomstrede op hver for sig i fint justerede betoninger og forskydninger.
Det mest kendte moment musical, nummer tre i tonearten f-mol, blev på Schuberts tid lanceret som en air russe, altså som et eksotisk indslag. Schiff gik dybere end som så, for han skabte med sit tilbagelænede tempo, med venstrehåndens vægtløse um-ba-um-ba og højrehåndens delikate tåspidsdans et lille menageri af komedianter, der dukkede op i den ene ende af scenen, defilerede forbi og forsvandt ud i det fjerne.
Og Schubert viste sig tilsvarende med nye ansigter i de fire andre stykker, så man til sidst sad som et lille barn og tryglede: fortæl en historie mere, bare én til!
Dæmoner og afgrunde
"Hvad kan man dog stille op efter Beethoven," skrev Schubert i 1824 om sit store forbillede. Det kunne lyde som en opgivelse, men det blev eftertrykkeligt mod-bevist i de følgende fire år. Tre klaverstykker er komponeret i maj 1828, på et tidspunkt hvor Schubert var på vej ind i det tredje stadium af syfilis. Hvis man sad inde med den viden mandag aften, kunne man uundgåeligt høre dæmoner myldre frem og afgrunde åbne sig - i passager og overgange, der bragte Schubert helt tæt på Beet-hovens klavermusik. I samtalen efter koncerten med musikchef Nikolaj Koppel fortalte Schiff, at det første stykke, den desperate allegro assai, var hans allerførste koncertoplevelse, siddende som syv-årig på sin mors skød. Pianisten var Svjatoslav Richter, og den rystende oplevelse var bestemmende for, at han ville være musiker.
Ulidelige host
András Schiff benyttede også lejligheden til at undskylde sin pludselige reaktion i anden del af koncerten med det andet sæt "Impromptus". Han afbrød nemlig sit spil midt i Rosamunde-variationerne og spurgte ud i salen med sin blide centraleuropæiske accent: "Why do you cough all the time?"
Man forstod ham godt, den sigende stilhed er da lige så vigtig som tonerne, ikke mindst hos Schubert, og så at sige hele Schiffs optræden havde været ledsaget af spredte, ulidelige host fra auditoriet. Man var faktisk begyndt at spore lidt manglende koncentration hos Schiff, alligevel kom afbrydelsen som et chok.
Han begyndte forfra, det gik bedre, men hosterne var ikke til at stoppe. Schiff gjorde sig færdig, sluttede med et stamp i gulvet og forlod scenen med et kort buk. Han kom tilbage og tilkendegav, at han kun ville spille ét ekstranummer, "Ungarsk melodi" af Schubert. "Den varer kun to minutter," sagde han og mente vel, at folk kunne holde kæft så længe. Det kunne man ikke.
Han havde i løbet af aftenen splintret danskernes vante Schubert-billede; han undskyldte så senere sin egen splintrede koncentration. Og meddelte, at han kommer tilbage næste år og spiller Carl Nielsen.
Franz Schubert: Fire Impromptus, D 899. Seks Moments musicaux, D 780. Tre klaverstykker, D 946. Fire Impromptus, D 935. András Schiff, klaver. Tivolis koncertsal mandag aften
Det, det drejer sig om ved en koncert af denne art, er, at man får muligheden for at opleve en af tidens bedste kunstnere fortolke mesterværker på en måde, som i bedste fald ikke lader sig gøre bedre.
Man er i koncertsalen for at koncentrere sig om at tage alt det ind, som den for tiden fineste fortolker af komponistens værk kan give. Det er ikke en reproduktion som f. eks. en film eller en cd, men en skabelse, der finder sted lige nu og her. Enhver forstyrrelse bringer naturligvis tilhøreren ud af oplevelsen.
Derfor klaprer man ikke med sin håndtaske for at finde pastiller frem, mens der spilles, eller rasler med sit program, eller hvisker noget til sin ledsager, som man synes er mere interessant end musikken.
Man kan somme tider ikke undgå at hoste. Men der er flere måder at håndtere hoste på. Nogle gør sig umage for at lade deres hoste gjalde hæmningsløst ud i salen; de kan jo ikke gøre for det, vel? Andre ved, at det ofte er muligt at gemme hostet til et fortested i musikken eller pausen mellem to satser og at dæmpe det helt uundgåelige host i et ærme.
Spørgsmålet beror fuldstændig på, hvilken holdning man har til at høre musik af en komponist som f.eks. Schubert spillet af en kapacitet som Schiff og hensynet til dem, der er kommet for at koncentrere sig om den oplevelse.