Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Staunings spaltede sind

Vi har ikke brug for helgenkåring. Andre biografier er gået tættere på statsministerens særegne psyke
Kultur
30. august 2008

Efter at have læst Henning Grelles portræt af Thorvald Stauning sidder man imponeret tilbage. Imponeret, først og fremmest over skikkelsen Stauning. Og lidt bedrøvet ved tanken om dem, der i dag påstår at være hans arvtagere. Men imponeret også over Henning Grelles bedrift. Alt det stof og den tidskolorit, han har fået nedfældet.

Men også her er der lidt bedrøvelse med i billedet. For man ville gerne være kommet endnu tættere på Stauning. Jovist, vi får at vide om hans ægteskabelige liv, at det var dramatisk. Hans første hustru blev dræbt, da hun under en familiecykeludflugt blev påkørt af en taxa. Hans næste hustru meldte sig pr. korrespondance, men hendes førstedame-ambitioner pressede ægteskabet, der faldt helt sammen, da Stauning indledte et forhold til datteren af den første arbejderleder, Louis Pio. Skilsmisse blev det dog ikke, men de sidste mange år af sit liv boede Stauning med koncertsangerinden Augusta Erichsen som sin 'husholderske'.

Men Staunings sind? Hvordan var det? Manden er stor nok til ikke at behøve en helgenkåring. Andre biografier er gået tættere på skyggesiderne.

I rigsarkivar Vagn Dybdahls Stauning-portræt i Dansk Biografisk Leksikon fra 19883 hedder det:

"Staunings modstand mod afholdssagen skyldtes ikke hans egen glæde ved fulde og ikke få glas", men at den distraherede partiindsatsen fra socialdemokrater.

Ukontrolleret og amok

Dybdahl citerer også Staunings nære og beundrende medarbejder Alsing Andersen for følgende:

"Stauning kunne undertiden have yderst mærkværdige, tilsyneladende ukontrollerede synspunkter, der kun kom frem i nogle få minutter."

Sammenhængende hermed nævner Alsing Andersen, at "Stauning som statsminister et par gange i udlandet gik ganske amok på førende restauranter, uden hans spiritusindtagelse havde været alarmerende stor."

Dybdahl sammenfatter:

"Disse personlighedsspaltninger, som Alsing Andersen formentlig medicinsk uprofessionelt kaldte dem, var altid kortvarige, oftest som udløbere af situationer, hvor Stauning arbejdsmæssigt havde satset stærkt og haft held med sig."

I 1964-bogen om Stauning som menneske og politiker skriver den socialdemokratiske redaktør Peder Tabor om Stauning:

"Vel holdt han af at se mange mennesker om sig, men jo tættere mylderet blev, desto mere ensom syntes han at blive."

Den mand ville man godt have hørt noget mere om i en 2008-biografi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her