Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Stolt, stærk og sejrssikker

Anne Linnet gav en overskudsagtig og medrivende koncert på Plænen i Tivoli, der med autoritet slog fast, at hendes kunstneriske comeback kun lige er begyndt
Anne Linnet har atter fundet melodien og gav en overbevisende koncert på Plænen i TivoliArkiv

Anne Linnet har atter fundet melodien og gav en overbevisende koncert på Plænen i TivoliArkiv

Henning Bagger

Kultur
25. august 2008

Vel indenfor i Den Gamle Have - som i disse år på det uklædeligste søges shinet op af the powers that be - slog vi vejen forbi det som altid af eventyr duftende Pantomimeteater, hvor duoen JaConfetti spillede op til dans i forbindelse med Havens Fredagsspot, der lanceredes sidste år som en art alternativ til tilløbsstykket Fredagsrock ude på Plænen. Hvor der i parentes bemærket i denne skribents barndom var rig mulighed for at opleve cir-kusartister fra hele verden boltre sig. Det kan man i øvrigt vist stadigvæk, ligesom Tivoli-Gardens Tamburkorps med mellemrum giver deres repertoire til bedste. Nogle ting ændrer sig ikke og et stille hurra for det, for der er da vist fart nok på det meste, ikke sandt? Og personligt er jeg på de pensionerede abonniners side, når de bag-stræberisk (og højlydt) gør sig til talskvinder for, at Tivoli var meget bedre i gamle dage. Heldigvis ligger både veteran- og radiobilerne der endnu - på deres rette pladser, tilmed. Så er Verden da ikke helt af lave -

Nå, men JaConfetti består af to unge kvinder, Ane og Josephine, som elsker pop, jamaicansk dancehall og farvestrålende kostumer, ja, jeg har ikke set så mange kostumeskift siden Mariah Carey for et par år siden svingede lårbasserne sammesteds - ja, indimellem brød hun ligefrem også ud i sang. Flankeret af tre musikere, der både spillede traditionelle instrumenter og betjente deres medbragte laptop, leverede Ane og Josephine repertoiret fra deres cd, Rainbow Express, og stemningen blandt de fremmødte var både høj og god. Så skide være med, at sangene ikke er noget særligt, eller at pigernes udgave af den jamaicanske dancehall-genre fortjener tilføjelsen light, eller at det alt sammen er overmåde forglemmeligt og så uskadeligt, at det tangerer det ligegyldige. Nu stod vi jo der og havde det egentlig ganske rart, så gjorde det ikke så meget, at lyden kun var tålelig og showet ikke det store at skrive hjem om. Det var trods alt fredag, vi havde været ude at spise med kniv og gaffel, og jeg tør roligt påstå, at min hustru tog sig umådeligt præsentabel ud.

Altovervindende

Og den altafgørende grund til vi sådan var troppet op i vores stiveste puds - sådan da - åbenbarede sig på Plænen kl. 22 i form af Anne Linnet, den steg. Ja, så stod hun der, den dejlige dame, i al sin vælde, iført sort vest og altovervindende musikalitet, med et bredt smil om munden og tydeligvis i topform. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at damen efter et lille halvandet årti i den kunstneriske ødemark i dén grad atter har fundet melodien, som det med al tydelighed kan høres på hendes to seneste albums, Her hos mig (2005) og sidste års Akvarium, som tilmed nåede vidt og bredt omkring, takket være en håndfuld dansable og smittende hits, der røg i heftig rotation på diverse radiostationer, og et salg, som for en gangs skyld matchede musikkens kvalitet. Med det resultat, at Tivoli var stuvende fuld, og det var næsten umuligt at få sig en plads, hvor man kunne opleve kunstnerinden på andet end storskærm. Og det er lidt for meget af en billig efterligning for undertegnede, så vi masede og møvede, til vi havnede på et podium, hvorfra vi da i det mindste kunne få et vist vue over selve scenen. Det var møveriet værd, skulle jeg hilse og sige.

Der befandt sig ud over solisten et toptunet og veloplagt band, der spillede røven ud af bukserne på såvel Linnets nye sange som hendes mange og meget elskede klassikere, flot flankeret af et par hampre korpiger, der virkelig trykkede den af og tilmed var en fryd for øjet, hvis man er til et stykke eller to med bart. Godt sammenspillede efter en tur rundt på sommerens festivaler både swingede og rykkede hele svineriet som bare fanden. Linnet selv strålede som sagt som en nyslået tokrone, det bekom hende tydeligvis godt at stå, hvor hun stod, og mærke sit publikums - og det kom i alle farver, køn og aldre - hengivenhed, mens hun serverede et sæt bestående af lige dele gammelt og nyt. Var stemmen stedvis lidt ru i kanterne, kompenserede hun til overmål derfor med et smittende humør og sin åbenlyse glæde ved situationen. Fra Akvarium fik vi en række af de mere livlige skæringer, og det stod hurtigt klart, at aftenen kom til at stå i den fysiske pågåenheds tegn, hvilket passede perfekt til lejligheden. Men også det reflekterende titelnummer blev fyret af til ug, og derefter stod den på et bredt og velvalgt assortiment af Anne Linnet-klassikere. Og dem er der flere af, end man sådan lige går og tror.

Hjertevarmende

For et par uger siden brokkede jeg mig her i spalterne over danskernes generelt manglende evne og vilje til fællessang, men altså, når Linnet synger for, og musikken bagved spiller som død og kridte, kan vi altså godt hele teksten til både "Tusind stykker", "Smuk og dejlig" og "Venus". Og der er nu noget mægtigt over lyden af sådan et par tusinde stemmer, der løfter sig mod sommer-aftenens dragende himmel. Så hvad vi måtte sætte til i subtilitet og nuancer, vandt vi til gengæld i form af kraft og glæde. Jo, det var på alle måder stort og på samme tid en hjertevarmende demonstration af musikkens aldrig svigtende evne til at samle nogle tusinde mennesker, der ellers i det daglige ikke har det store til fælles, til en varm, organisk, engageret og medlevende enhed.

Det er sikkert og vist, at Anne Linnet vækker stærke følelser hos folk - positive som negative - hvad jeg har bemærket, siden jeg har genopdaget hendes sangkunst og vidt og bredt udbredt mig om samme. Det får være - når brokkerøvene engang har taget billetten, vil en 10-12 af hendes sange stadig blive stående, så meget ved jeg. Så det var helt fortjent og fuldstændig efter bogen, at en stolt, stærk, sexet og sejrssikker Linnet på én gang overlegent, nærværende og dog ydmygt erobrede såvel Tivoli som vores hjerter. Som en anden Nattens Dronning indtog hun Plænen, og det var dobbelt plusgodt atter at se, høre og opleve denne musikalske gigant på toppen af sin ydeevne. Så tak for musikken, din dejlige dame - således rustet går vi atter hverdagene i møde.

JaConfetti, Pantomimeteatret, Tivoli, fredag.

Anne Linnet, Plænen, Tivoli, fredag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her