Læsetid: 2 min.

Tilbage i tjeneste

Den knap seks timer lange tv-serie Een gang strømer (1987) var Anders Refns ambitiøse og i det store hele vellykkede forsøg på at lave actionmættet krimi på dansk
1. august 2008

Den knap seks timer lange tv-serie Een gang strømer (1987) var Anders Refns ambitiøse og i det store hele vellykkede forsøg på at lave actionmættet krimi på dansk - dog spædet op med solid skandinavisk socialrealisme inklusiv spandevis af solidaritet med den lille mand. Seriens ene hovedperson, Karl Jørgensen (fint spillet af Jens Okking), er nemlig lidt af en antihelt; Karl havde ikke nerver til at være kriminalbetjent og er nu ansat ved paspolitiet, selv om han allerhelst vil fiske og drikke portere. Men da nogle af de mest magtfulde og skruppelløse skikkelser i den københavnske underverden likviderer hans datters kæreste, mander Karl sig op og indleder sin egen efterforskning.

Denne bringer ham i kontakt med seriens anden hovedperson, den fyrige, fraskilte og meget nuværende kriminalbetjent Sten Dahl (Jens Arentzen i intens topform), der læser godnathistorie for sin søn over telefonen når han er på overarbejde, hvilket han ofte er.

Ingen lykkelig slutning

Refn og medmanusforfatter Quist Møller udviser ikke megen tillid til, at vi lever i et retssamfund. Det mere end antydes, at Dahl modarbejdes af korrupte overordnede, og vi befinder os i det hele taget i en verden, hvor retskafne ildsjæle enten kommer tidligt af dage eller slår sig til blods på de rå realiteter. Seriens allersidste indstilling driver da også af desillusioneret sarkasme.

Selv om der bliver lovlig langt mellem de dramatiske højdepunkter i afsnit fire og fem, træder serien generelt en fin balance mellem spænding og hverdagskonflikt, det kulørte og det realistiske.

Dialog, skuespil og miljøskildring er af høj standard, og de mange location-optagelser giver yngre seere lejlighed til at opleve et København fra før byfornyelsens tid.

Intet har dog modstået tidens tand bedre end seriens uhyggeligt velklippede titelsekvenser - den, der indleder andet afsnit er i sig selv dvd'ens pris værd - som piskes frem af Kasper Windings mesterlige titelmelodi "Sjæl i flammer", hvis tekst snedigt bygger videre på den ild og vand-symbolik, som knytter sig til Dahl og Jørgensen.

Der følger intet ekstramateriale med.

Een gang strømer. Instruktion: Anders Refn. Manuskript: Anders Refn og Flemming Quist Møller. Region 2. Nordisk Film.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu