Læsetid: 5 min.

USA i en anden verden

USA har endegyldigt mistet sin status som klodens eneste supermagt, skriver Parag Khanna i sin nye bog. Nu følger en anden verden, hvor den globale magtbalance afgøres i en kamp om de rigeste udviklingslandes gunst
USA har endegyldigt mistet sin status som klodens eneste supermagt, skriver Parag Khanna i sin nye bog. Nu følger en anden verden, hvor den globale magtbalance afgøres i en kamp om de rigeste udviklingslandes gunst
2. august 2008

George W. Bush rejser til Mellemøsten, og med hatten i hånden beder han statsledere om at lukke op for produktionen af olie. Svaret er nej. På besøg i Storbritannien bliver præsidenten mødt af demonstranter med bannere, hvor der står: "Træk dig ud, som din far skulle have gjort."

Respekten og troen på USA som verdens eneste supermagt er ikke, hvad den har været blandt befolkninger og politikere kloden over. Mange forskere gør også op med idéen om imperiet USA, der på sit højeste - med Fukuyamas ord - var i stand til at stoppe historien.

En af de mest originale bøger om emnet er Parag Khannas nye The Second World: Empires and Influence in the New Global Order. Den indiskfødte amerikaner Khanna anses lige nu for international politiks vidunderdreng. I en alder af 30 år har han rådgivet det amerikanske militær i Irak, ledet en anerkendt tænketank og forsket for London School of Economics.

Udgangspunktet i Khannas nye bog er, at USA i 1990'erne havde sit unipolære øjeblik, hvor landet ubestrideligt var verdens eneste supermagt. Så kom 11. september, og Bush gik i krig med Afghanistan og Irak, hvilket har haft katastrofale følger for USA's position som verdens eneste magtcenter. Krigene har lagt så meget beslag på USA's energi, at landet ikke har haft tid, vilje og evne til at fastholde sin hidtidige enestående magtposition.

Mens katten var ude - skriver Khanna - har andre bevæget sig uhindret ud på den geopolitiske markedsplads, hvor de i skyggen af det amerikanske engagement i Mellemøsten har forandret den globale distribution af magt, så der nu ikke længere er et, men tre magtcentre i verden.

Størst betydning har det haft for EU og Kina, der nu med god ret kan kalde sig selv for USA's ligeværdige på den globale scene. "De tre store" kalder Khanna dem.

I sin beskrivelse af EU lader Khanna sig tydeligvis ikke gå på af den fællesskabs- og unionsskepsis, som politikere og befolkningen i EU selv har været grebet af i de senere år. Tværtimod. Traktatstridigheder er ikke noget, Khanna tillægger den store betydning. Det, der betyder noget, er, at EU løbende har været i stand til at udvide sit territorium.

"Hvilken anden supermagt vokser med gennemsnitligt et land om året, samtidig med at andre venter i kø. Tiggende for at komme ind i varmen?" spørger Khanna retorisk.

London har udviklet sig til verdens finanscentrum, og euroen til den stærkeste valuta af alle. Samtidig har EU via investeringer knyttet lande som Tyrkiet, Libyen, og Algeriet til sig. Tyrkiet fordi landet er vigtig som partner og buffer i kampen mod terror; de andre fordi de på lang sigt skal være med til at sikre energiforsyninger uafhængige af Rusland. Eller 'gazprom.gov' som Khanna kalder det Rusland, som han generelt ikke har den store tiltro til.

Kina har også bevæget sig frem med gigantens skridt i skyggen af USA's uopmærksomhed. Alle kender historien om Kina's økonomiske mirakel. Færre er opmærksomme på, at Kina i dag har ressourcer, økonomiske såvel som menneskelige, til at knytte store dele af Afrika, Latinamerika, Mellemøsten og mange af de tidligere sovjetrepublikker til sig. Kinas 'smilende diplomati' består - ifølge Khanna - af embedsmænd, men også af de 35 millioner kinesere bosat uden for Kina.

Den anden verden

Omkring Kina, EU og USA befinder der sig en række strategisk vigtige lande, der alle er trådt ud af deres hidtidige status som tredjeverdenslande. Det er lande som Vietnam og Brasilien, der ikke bare stiller sig tilfreds med at være eksportmarkeder og produktionshaller for andre. Det er lande, der i kraft af deres placering og økonomi kan sælge sig så dyrt som muligt til de tre store.

"Svingstater" udnævner Khanna disse lande til, fordi deres valg og tilhørsforhold fremover kan svinge pendulet og blive udslagsgivende for magtforskydninger mellem Kina, EU og USA. Det samlede område, hvor kampen om svingstaterne finder sted, er "Den anden verden": det samlede område, hvor de tre store direkte kæmper om svingstaternes gunst, og indirekte om den globale magtbalance.

Khannas beskrivelser af svingstaterne er bogens styrke. I forbindelse med sin research til bogen, har han besøgt 40 af svingstaterne, og hans beskrivelser af udviklingen og den politiske stemning i lande som Tyrkiet og Brasilien er forrygende læsning. Khanna formår præcist at skildre, hvordan landene har lagt deres tredjeverdensidentitet bag sig og nu har ambitioner af en helt anden fremadstræbende karakter.

Landene forbinder slet ikke globalisering med amerikanisering, og de forventer at få meget mere tilbage for deres loyalitet end højstemte ord om fælles værdier og lidt markedsadgang hist og pist. Kina har bedst af de tre store forstået det politiske spil i den anden verden, konkluderer Khanna. Kineserne er tilstede overalt, de starter ingen konflikter og er i stand til parallelt at holde sig på god diplomatisk fod med rivaliserende svingstater, som Venezuela og Brasilien, Saudi Arabien og Iran. Som den elev Khanna dybest set er af Morgenthaus realisme, skænker han ikke de moralske aspekter ved Kinas diplomati mange tanker. I stedet opfordrer han USA til hurtigst muligt, at gøre sig uimodståelig over for svingstaterne på samme måde, som Kina og til dels EU gør det lige nu.

Bogens største svaghed er, at Khanna, nok er blevet for begejstret for svingstaters betydning - eller i hvert fald for sine egne ideer? Han forholder sig slet ikke kritisk nok til i hvor høj grad USA's tab af magt hovedsageligt skyldes Bush-regimet eller, om det faktisk er af mere strukturel karakter.

Er det første tilfældet, vil en ny præsident kunne genvinde meget af det tabte. Mange økonomiske nøgletal peger i den retning. Selv hvis udviklingen fortsætter som i dag, hvor væksten næsten er gået i stå i USA og buldrer derudad i Kina, vil det amerikanske BNP stadig være to gange større end det kinesiske i 2025. Endnu bedre vil det se ud for USA, hvis en ny præsident kan komme ud af Irak og ind i økonomisk medvind.

Khannas beskrivelse af den anden verden er ikke af en anden verden. Dertil mangler den selvkritisk pondus. Som politisk stemningsrapport fra lande, man sjældent hører indgående om i Danmark, er den dog fremragende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu