"I mine fantasiers Odessa ser jeg en smeltedigel af alle mulige nationaliteter, pirater, smuglere, enorme marcherende USSR-hære, eksploderende kanoner, kæmpende krigsskibe, endeløse markedspladser med alt fra smykker til slanger, akkompagneret af en gigantisk kakofoni af store, russiske mandskor, Balkan-brassbands fra Rumænien og Bulgarien, flere unge klavertalenter, der opfører Rachmaninovs 2. klaverkoncert unisont, og en gruppe mellemøstlige darbouka-spillere, netop ankommet med både fra Istanbul, mens de spiller rytmen til min melodi, 'Gullasch Baron'."
Sådan intonerer trommeslageren Stefan Pasborg med stor livsappetit sin romantisk-multietniske og pseudofascistiske fantasi om den ukrainske havneby ved Sortehavet i noterne til udgivelsen med sit nye orkester, Odessa 5. Her høres en vital og veloplagt type blandingsmusik, som har vundet indpas i dansk jazz i de seneste år. En fascination af Balkan- og slavisk folkemusik, hvis skæve rytmer og melodier anvendes som afsæt for en fornøjelig og rytmisk fremadrettet instrumentalmusik med masser af frirum til improvisation, bl.a. i den indledende "Bastardens fanfare" og "Romski Chochek". Her trækkes også på New Orleans, Ornette Coleman og rockjazzens effektive grooves.
Dræbende effektiv
I sit Odessa-band har Pasborg stærke folk som saxofonisten og klarinettisten Anders Banke, basunisten Mads Hyhne, trompetisten Jonas Müller og Jakob Munck på sousafon - så associationen til en kreolsk gadeparade kan fuldendes. Den finske saxofonist Mikko Innanen høres som vital solist på tre numre.
Stefan Pasborg er også aktuel med en veloplagt satsning med guitaristen Niklas Knudsen og organisten Jeppe Tuxen - tilsammen trioen Ibrahim Electric, der siden debuten i 2004 har udviklet en fornyende variation af orgeljazzen. De har netop udsendt deres fjerde cd, Brothers of Utopia. Her er ikke bare en rem af Balkans oksehuder, men også ironisk-kitschede mellemøstlige træk, der blandes godt op med blues, tresserrock og funk. Ibrahim Electric er en dræbende effektiv live-maskine, underholdende, rasende dygtig og en smule irriterende, når musikken tenderer demonstrativ ekstremsport. Helt i tråd med musikkens fandenivoldske ånd ses trioen på cd-omslaget i en spektakulær foto-serie, iført hvide dansk-top-tuxedos og sorte Zorro-masker.
Som en havdis
En anden og mere dybt-søgende vej finder vi hos bassisten Jonas Wester-gaard, der i 2006 modtog P2 Jazzprisen, et generøst initiativ, der handlede om at give et ungt jazztalent en pladeindspilning i et af DR's studier. Denne praksis er nu stoppet med de horrible besparelser på jazzområdet i DR. Men Westergaard nåede at få muligheden, og hans debutplade foreligger med cd'en Helgoland. Der er tale om en diset, åben og søgende musik, skrevet til en håndplukket nonet. I titelstykket, som åbner pladen, kommer musikken rullende som en havdis, smukt med Peter Fuglsangs varme klarinet, der blander med Niels Vincentz' tenorsax, Kasper Tranbergs trompet, Mads Hyhnes basun og Jesper Zeuthens klagende, skalm-eje-agtige altsax. I bunden bevæger Westergaards bas sig som altid sikkert og lydhørt. Søren Kjærgaard høres på diverse tangenter, Jakob Høyer på trommer, og Jakob Bro står for et melodisk og lyttende guitarspil. Andre centrale stykker er "One Over the Hill" i frisk swing og den melankolske "Red River". Helgoland er som et sart bed, der kræver tid og opmærksomhed, før man belønnes med blomster.
Sprukken skønhed
Også guitaristen Jakob Bro er ude med en nonetplade, White Rainbow, hvis undfangelse skal føres tilbage til Copenhagen Jazz Festival 2007, da Bro valgtes som Official Festival Composer. Og her må jeg spille med åbne kort, efter som den ene af de to bassister i orkestret er min bror, Nicolai Munch-Hansen. Hans indsats i helheden skal jeg derfor ikke udtale mig om, og spørgsmålet er, om jeg overhovedet skulle udtale mig. Men forudsætningerne for anmeldelsen er nu blevet lagt frem. Med det ni mand store bands brede og strittende lyd føjes der velgørende knaster og farlighed til den tyste trend, som Bro ellers har været bannerfører for i de seneste års danske jazz. Musikken tager afsæt i enkle, stærkt melodiske strukturer og i rockens drøje puls, men med sit vildtvoksende frisind er pladen også åndsbeslægtet med storværker som Ornette Colemans Free Jazz (1961) og John Coltranes Ascension (1965). Det er ikke for sarte sjæle, men både smukt og enerverende i sin sprukne og krasse skønhed. Som improviserende kollektiv er nonetten som en stor vildkat, der smidigt og uafvendeligt lunter fremad, mens den undervejs viser tænder, rejser børster og brøler.
Når støvet har lagt sig
Igen høres bl.a. Søren Kjærgaard på tangenter, Mads Hyhne på basun og avant-gardeveteranen Jesper Zeuthen, der er solist side om side med amerikanerne George Garzone på tenorsax og Andrew D'Angelo på bas-klarinet. Med to bassister og to trommeslagere i orkestret leger Bro i øvrigt med det format, som Ornette Coleman blev berømt for. I total kontrast til White Rainbow har Jakob Bro også udsendt en trioplade, Who Said Gay Paree?, hvor han suger af jazzrødderne sammen med trommeslageren Jakob Høyer og bassisten Anders Christensen. Det er fortsat den afdæmpede og efter mine begreber næsten for minimalistiske Jakob Bro, vi hører, men ikke mere, end at han i en række lydhøre og velartikuleret formidlede jazzstandards demonstrerer sit originale tag på melodi og harmonier i sporet efter Jim Hall. Denne musik er det helt rigtige hvilepunkt, når kanonerne er eksploderede, slagene er udkæmpet, og støvet har lagt sig.
