Læsetid: 3 min.

En by i provinsen

Gert Fredholms nye film, 'En enkelt til Korsør', er et ujævnt komediedrama om at gribe livet. Filmen holdes oppe af gode skuespilpræstationer
Delvist. Gert Fredholm prøver som i sine tidligere film at finde den store historie i den lille, men det lykkes kun til dels.

Delvist. Gert Fredholm prøver som i sine tidligere film at finde den store historie i den lille, men det lykkes kun til dels.

Per Arnesen

19. september 2008

Nuuk eller VUC? Der står ingen forskerstilling og venter på Rasmus (Carsten Bjørnlund), da han bliver doktor i romantikkens litteratur - Den romantiske idiot hedder hans afhandling. I stedet kan han vælge mellem vikararbejde på seminariet i Nuuk eller en fuldtidsstilling på voksenundervisningscentret i Korsør. Valget falder på VUC, og således begynder Gert Fredholms seneste film, komediedramaet En enkelt til Korsør - der handler om at gribe livet og turde udfordre sig selv - og Rasmus' møde med en omverden, han ikke har set meget til i løbet af sine år på universitetet.

Han må da også hurtigt sande, at han ikke kan undervise de yderst forskellige elever på sit danskkursus, som var de universitetsstuderende.

Her er Ole, en politimand på orlov (Bjarne Henriksen), Vilhelm, en pensioneret orlogskaptajn og enkemand (Kurt Ravn), Bettina, en mor til to (Lisbeth Wulff), som er gift med en værtshusholder og drømmer om at blive ejendomsmægler, en ung mand, som hedder Danny, men vil kaldes Fuck (Joen Højerslev), og taxachaufføren Signe (Lærke Winther), der gerne vil være jordemoder.

Tæt på nedladende

Og hende forelsker Rasmus sig selvfølgelig i, og selv ikke da det viser sig, at hun er lesbisk, lader han sig afskrække. Som romantikerne tror han på, at mennesket engang var tvekønnet, men blev skilt fra sin bedre halvdel og nu bruger livet på at finde den eneste ene. Han er overbevist om, at Signe er hans sjælekammerat, og da hun sammen med sin kæreste beder ham om at være far til parrets barn - han skal sådan set blot levere sæden - siger han ja uden rigtig at have tænkt det igennem. Han insisterer på at være en 'romantisk idiot', og så har vi balladen.

Fredholm og hans faste manuskriptforfattere - Gert Duve Skovlund og Mikael Olsen - prøver ligesom i instruktørens tidligere film (At klappe med en hånd, Dommeren) at finde det store og universelle i det små og undseelige, hvilket dog kun til dels lykkes dem her.

Der er både sjove situationer og følelsesfulde øjeblikke, hvor Rasmus støder ind i virkeligheden, men En enkelt til Korsør er en ujævn affære, som ikke rigtig kan finde en ordentlig balance mellem drama og komedie.

Og der er noget antropologisk feltstudie over Rasmus' ophold i et Korsør - et lidt nedladende 'nu skal vi se, hvordan 'de andre' lever' - og nogle af bipersonerne, Bettina, Fuck og VUC-lederen Ulla (Susan A. Olsen), skitseres med alt for løs og folkehumoristisk hånd.

Det er tæt på at være nedladende og hverken morsomt eller interessant at overvære.

Gode præstationer

Til gengæld er der varme, nærvær og hverdagslig humor i skildringen af forholdet mellem Signe og Rasmus, og ikke mindst må man sige, at Carsten Bjørnlund løfter denne, sin første filmhovedrolle meget flot. Han er overbevisende som den lidt verdensfjerne forsker, der finder ud af, at ét er teori, noget andet virkelighed. Man forstår også Rasmus' forelskelse i Lærke Winthers charmerende Signe, som skuespillerinden forvandler til et tænkende, følende menneske med meget få, afdæmpede midler.

Også Kurt Ravn har - for en gangs skyld - fået en rolle med kød på, og han leverer en af sine bedste præstationer i flere år som den ensomme Vilhelm. Han kan ikke komme sig over tabet af sin kone, drikker for meget og synes at have mistet viljen til at leve. Venskabet med Rasmus åbner dog Vilhelms øjne for, at man godt kan få en chance til i tilværelsen, og Ravn og Bjørnlund har nogle fine, betydningsladede stunder sammen, hvor de begge bliver klogere på livet.

En enkelt til Korsør. Instruktion: Gert Fredholm. Manuskript: Gert Duve Skovlund og Mikael Olsen. Dansk (CinemaxX, Dagmar, Empire, Falkoner og Palads i København og en lang række biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu