Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Få verden til at smile

Mike Leigh har - i en desperat og frygtelig tid, som han kalder det - skabt en nærmest provokerende livsbekræftende film, 'Happy-Go-Lucky'
Ligefrem. Fra første scene erfarer vi, at Poppy siger, hvad hun tænker - hele tiden, men uden bagtanke - og hun ligner, hvad hun er.

Ligefrem. Fra første scene erfarer vi, at Poppy siger, hvad hun tænker - hele tiden, men uden bagtanke - og hun ligner, hvad hun er.

Kultur
12. september 2008

Den store britiske humanist, Mike Leigh, giver i sin fjortende langspiller sig selv en betydelig udfordring: At skildre et menneske, der altid er glad, altid smiler og altid har en munter bemærkning, uanset hvad hun kommer ud for af genvordigheder.

Poppy trives som børnehavelærerinde, hun elsker sin sambo Zoe og sine veninder, som hun går i byen med, og selv om hun i en alder af 30 stadig er single, føler hun ikke noget voldsomt behov for en mand.

Dramaturgens mareridt

Livet er, hvad man gør det til, og dukker drømmefyren ikke op, går det nok alligevel, lyder hendes optimistiske livsfilosofi.

Uden skyggen af konflikter, indre såvel som ydre, er Poppy enhver dramaturgs mareridt af en hovedkarakter, og man sidder uvilkårligt og spekulerer på, hvad Mike Leigh har oppe i ærmet, for der må da være noget galt med Poppy? Hun må have en hemmelig brist eller i det mindste bære på en eller anden indre smerte?

Langsomt går det imidlertid op for én, at Poppy er Poppy, på én gang irriterende og uimodståelig, som vi gennem Dick Popes nøgterne kameralinse møder hende midt i Londons travle trafik på sin blå minicykel, med farvestrålende tøj og store røde ørenringe, der dingler lystigt, mens hun vinker til forbipasserende.

Fra første scene med en mut boghandler erfarer vi, at Poppy siger, hvad hun tænker - hele tiden, men uden bagtanke - og hun ligner, hvad hun er, nemlig en ubekymret og uskyldig lillepige, et barn i en kvindes krop.

Larger than Fiction

Mike Leigh er berømt for at lade sine skuespillere tegne deres karakterer efter levende modeller, og jeg vil vove den påstand, at livstykket Poppy ikke kunne være udtænkt af en manuskriptforfatter. Hun er larger than fiction, når hun, inkarneret af den forrygende Sally Hawkins, i flamencotimen hopper rundt som en humlebi på eksercits, eller er ved at drive sin strenge kørelærer til vanvid, fordi hun ikke kan holde koncentrationen bag rattet.

Filmens situationskomik opstår, når Poppy konfronteres med voksenverdenens regler og ritualer, og konstellationen af den grænseløse elev og den tvangsneurotiske kørelærer (skræmmende overbevisende Eddie Marsan) i bilens hermetisk lukkede rum er samtidig potentielt sprængfarlig, fordi også han er et barn, men mobbet, ensom og fyldt med en vrede, der når som helst kan eksplodere.

Poppys åbne og rene sind fungerer som et spejl, og hvordan vi reagerer, siger mere om os, end det siger om hende.

Den lyse søster

Den film i Mike Leighs oeuvre, som Happy-Go-Lucky minder mest om, er Naked (1993). Når Poppy i en gådefuld nattescene møder en sindsforvirret vagabond, kunne det være David Thewlis' Johnny 15 år senere. De forstår hinanden på et dybere plan, for one-woman-showet Happy-Go-Lucky er den lyse søster til one-man-showet Naked; en lige så provokerende hyldest til livet, som Naked var en provokerende dommedagsprofeti.

"Vi befinder os i en desperat og frygtelig tid, hvor vi er i færd med at ødelægge os selv og planeten. Men mens alt dette forfærdelige står på, er der masser af mennesker derude, som bare lever deres liv og er positive og generøse," har 65-årige Mike Leigh for nylig udtalt, og der er ingen tvivl om, at han sympatiserer med Poppy, ikke mindst den unge kvindes åbne sind og anarkistiske væsen, som hendes konforme middelklassesøster fejlagtigt forveksler med kaos.

Naturlig autoritet

Paradoksalt, men i samklang med Leighs menneskesyn, er Poppy filmens eneste gode lærer. Hun behøver ikke svinge pisken, men styrer sin børnehaveklasse med en naturlig autoritet, og da hun tager ansvar og hjælper en voldelig elev, føres hun endelig sammen med en mand, der forstår hendes legende lethed.

Med Happy-Go-Lucky maner Mike Leigh én gang for alle myten om, at han er en mørk misantrop, i jorden. Filmen har måske ikke samme tyngde som hans bedste værker, men den er på den anden side ikke så letkøbt, som man ved første øjekast og Terry Davies' lovligt kække underlægningsmusik kan tro.

Nok er Poppy ubekymret, men hun er ikke ligeglad, og da veninden siger, at hun ikke kan få hele verden til at smile, lyder det logiske svar: "Men det skader vel ikke at forsøge?"

Happy-Go-Lucky. Instruktion og manuskript: Mike Leigh. Engelsk (Grand og Dagmar i København, Metropol og Øst for Paradis i Århus og Café Biografen i Odense)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Ciborowski

"Vi befinder os i en desperat og frygtelig tid, hvor vi er i færd med at ødelægge os selv og planeten. Men mens alt dette forfærdelige står på, er der masser af mennesker derude, som bare lever deres liv og er positive og generøse,"

Hvad skulle de ellers gøre ? Forstår ikke helt hvor han vil hen med det ?