Læsetid: 4 min.

Farvel Davidsen

I sin nye krimi er Leif Davidsen godt nok på udkig efter Hemingway, men langt fra vanlig standard med et papirtyndt plot og en kedelig hovedperson
I sin nye krimi er Leif Davidsen godt nok på udkig efter Hemingway, men langt fra vanlig standard med et papirtyndt plot og en kedelig hovedperson
23. september 2008

Det begynder lovende og meget davidsensk: En midaldrende mand tager efter hustruens cancer-død på en længere udviklingsrejse - over Florida til Cuba - for at gå i Ernest Hemingways fodspor. Og egentlig er han meget godt taget på kornet, Hemingway-disciplen John; komplet med kampvest og et næsten religiøst forhold til den store forfatter.

Problemet er, at han, John C. Petersen, er ufatteligt kedelig - og stort set bliver præsenteret som sådan:

"...en lille lektor i spansk fra Ringkjøbing Gymnasium, der havde været gift med Merete fra Landbobanken."

Eller som han beskrives et andet sted med en af de mere avancerede sætninger i bogen:

"Mesteren i fortrængninger og udsættelser. Lektoren, der som sin spanske broder kæmpede mod usynlige møller og fordybede sig i litteraturen i stedet for i livet."

Og ja, John C. Petersen er faktisk om muligt endnu mere kedelig end hovedpersonen Marcus fra Leif Davidsens sidste bog, Den ukendte hustru.

Det virker næsten, som om det er en dyd for Davidsen at opfinde middelmådigheden selv. Men hvorfor?

John C. Petersen fra Ringkjøbing brager på sin lidt sene dannelsesrejse ved en tilfældighed ind i det eksilcubanske miljø i Miami og lover hurtigt sine nye venner en simpel tjeneste:

Han skal aflevere et brev til kammeraten Carlos' datter, der har bosat sig i Cuba og har nægtet at tale med sin far i årevis. Inden Carlos dør, vil han gerne forliges med datteren, og naturligvis kan John ikke sige nej til at hjælpe.

Men hvordan hulen han over ganske få sider bliver hvirvlet ind i CIA-agenter, der ønsker at bruge ham som agent i Cuba, efter at de har trænet ham i ganske få uger, hænger ikke realistisk sammen. Det er ikke desto mindre, hvad der sker.

Myten Hemingway

John ankommer således til eksotiske Havana, forelsker sig i en smuk cubanerinde, roder sig ind i en mordsag, flygter ud af byen og involverer sig med endnu et par kvinder - den røvsyge lektor fra Ringkjøbing forvandler sig pludseligt til et liderligt handyr uden at besidde en overbevisende don juan-karakter - og vupti er han blandet ind i en sag om Hemingways forsvundne originalmanuskripter.

Kort sagt er det et lidt tyndt, urealistisk plot, der med lodder og trisser og lidt for mange behændigheder hænger sammen. Det kunne man i virkeligheden nok godt overleve, hvis eksempelvis personerne udviklede sig troværdigt, eller hvis sproget løftede sig bare lidt mere i retning af det hemingwayske. Som mester Hemingway selv udtrykte det i 1932:

"Hvis en prosaist ved nok om hvad han skriver om, kan han udelade noget han ved. Hvis ellers forfatteren skriver sandt nok, vil læseren have en følelse af de ting, der er lige så stærk som hvis forfatteren havde udtrykt dem. Når isbjerget bevæger sig så værdigt, er det fordi kun en ottendedel af det rager op af vandet."

Der mangler simpelthen udeladelser i Davidsens univers. Isbjerge.

Samtidig opleves personerne som flade, selv om især hovedpersonen John undervejs forsøger at forklare, hvad han tænker og hvorfor. Tankerne bliver for tydelige og påduttede og dermed uinteressante. Også hér mangler der udeladelser.

Særligt ærgerligt er det, at Cubas fantastiske sceneri ikke bliver brugt så sanseligt, som landet ellers lægger op til. Den smukke og hærgede ø har tidligere været baggrundstæppe for fine kriminalromaner af f.eks den lokale cubanske forfatter Leonardo Padura eller danske Jan Stage.

Begge har formået at suge politiske spændinger og stemninger, socialisme, sanselighed og salsa ud af det eksotiske sted på en facon, så landet er genkendeligt for de, der har været der selv, og dragende for de, der ikke har. Og samtidig på en facon, der gør den cubanske politiske virkelighed interessant.

Oven i købet har selvsamme Padura for et par år siden vist med bogen Adiós Hemingway, hvordan man kan skrive Hemingway levende i dag og gøre mytologien om ham til en aktiv medspiller.

Det samme kan ikke helt siges om Davidsens brug af sceneri og den store forfatter.

Pligtskrivning?

Leif Davidsen har gennem et omfattende forfatterskab med 10 romaner og en novellesamling opbygget en berettiget stor fanskare. Mange går derfor og glæder sig i disse dage over, at På udkig efter Hemingway er på vej - for de store reklamebannere er såmænd allerede oppe i boghandlerne og har annonceret, at nu nu nu kommer den. Det er lidt ærgerligt.

En del af Davidsens styrke i forhold til så mange andre krimiforfattere er, at han også er en kompetent journalist og en god rejsende, så man har følt sig i trygge hænder, når man har været med ham på tur til Rusland.

Denne gang er Davidsen tydeligvis på udebane.

Godt nok har han været i Cuba - Havana og Trinidad er helt genkendelige - men det virker ikke som om han er på toppen af sit stof, og derfor opleves bogen mere som pligtskrivning, udført med venstre hånd efter en ferierejse, end en egentlig nødvendighed.

Formentlig er det en hård dom over bogen, men Davidsen har selv ansvaret for, at forventningerne til hans krimier er høje -og der skal altså en del mere til at leve op til dem. Denne gang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu