Netop det ord: landsforræder, blev den danske SS-mand Flemming Helweg-Larsens skæbne. Landsforræder, havde redaktør Clemmensen på åben gade betegnet en tyskerhåndlanger og spyttet på ham.
Helweg-Larsen og hans kammerat Søren Kam mente ifølge førstnævnte at redaktøren burde have en lærestreg. De hentede ham derfor. Udflugten endte med at Clemmensen blev efterladt på Lundtoftevej gennemhullet af pistolskud.
Ingen tvivl om skylden, skønt Helweg-Larsen siden ikke kunne – eller ville – huske præcist, hvordan det var foregået, om det var sket i affekt eller hvad. Meget tyder dog på at likvideringen var planlagt, og Clemmensen under ingen omstændigheder ville være sluppet med en dragt prygl.
Statuerede et eksempel
Ved domstolene efter befrielsen skulle man statuere et eksempel: Helweg-Larsen kom for som en af de første landsforrædersager; den gik gennem alle tre instanser og førte til henrettelsen – som den første af 46 – den 5. januar 1946.
Set i bakspejlet var dommen, baseret på lovene med tilbagevirkende kraft, urimelig hård. Ikke at Helweg-Larsen var uskyldsren, men var hans sag kommet op senere, ville han være sluppet med livet i behold og formentlig løsladt relativt få år senere.
Billedet af den skulende dømte mand i fængselscellen i Vestre var i anmelderens drengeår billedet på den forhadte, fordømte gruppe af landssvigere, som man kaldte dem dengang, hvis motiver var ubegribelige og unævnelige, og hvis menneskelige dimensioner meget længe efter besættelsen var dem frataget af folkestemningen.
Det nationale
Nu foreligger Helweg-Larsen egen beretning om den frivillige indsats, han gjorde ved Østfronten og i tysk tjeneste i Wiking-SS-divisionen. Kampen stod mod bolsjevismen i beundring for Hitler-Tyskland, det tyske militær og regimets resolutte løsninger. Uden dog at man kan sige Helweg-Larsen var egentlig nazist eller jødehader.
Det nationale var afgørende, forsvaret af det danske mod truslen fra øst. Ud af siderne springer ikke en frådende sadist eller et morderisk uhyre, men en velskrivende, præcist iagttagende til tider medfølende og klart begavet person.
Eventyrer
Helweg-Larsens fremtid lovede i begyndelsen af krigen godt, understreget af en fin debut som drengebogs-forfatter i en emnekreds, han kendte ved selvoplevelse: eventyrerens. Den drift drev ham - samt en umoden interesse for skydevåben.
Nogen helt almindelig SS-mand blev Helweg-Larsen heller ikke, idet tyskerne, der begreb hans særlige evner, som ikke stod i kø i geledderne, indsatte ham i rollen som krigskorrespondent for deres propaganda-apparat. Det var i sig selv ingen spas, idet SS-ledelsen forventede og forlangte at deres journalister deltog i forreste linje.
Under orlov med nerver i laser, må man formode, var det så at drabet på Clemmensen blev begået. Dertil kom i den samme uge Helweg-Larsens deltagelse i udtagning af gidsler 29. august 1943. Her lå retsgrundlaget for den senere så fatale dom.
Udgivelsen af Helweg-Larsens beretning er glimrende udstyret med forord af historikeren Henrik Skov Kristensen, der kompetent sætter hovedpersonen ind i en biografisk sammenhæng. Samt et fremragende efterord af specialisten i retsopgøret, professor Ditlev Tamm.
Hvis man vil have et sjældent oplysende indblik i mørket bag besættelsens kulisser, er denne bog ikke til at komme udenom.
Flemming Helweg-Larsen: Dødsdømt. Udg. af Henrik Skov Kristensen og Ditlev Tamm. 312 sider, ill. 299 kr. Gyldendal
Metz:
”Uden dog at man kan sige Helweg-Larsen var egentlig nazist eller jødehader. Det nationale var afgørende, forsvaret af det danske mod truslen fra øst. Ud af siderne springer ikke en frådende sadist eller et morderisk uhyre, men en velskrivende, præcist iagttagende til tider medfølende og klart begavet person.”
Meget tyder på at Helweg-Larsen har en hel del til fælles med de danske journalister er i dag tjener til dagen, vejen og friværdien ved at skrive fremmedfjendske historier for de borgerlige massemedier.
De danske journalister er for største delens vedkommende sandsynligvis også søde og rare mennesker og sandsynligvis ikke rødglødende racister og xenofober.
Dengang som nu er det imidlertid fuldstændig ligegyldigt for ofrene for galskaberne om bødlerne inderst inde er nogle søde og rare mennesker…