Tre af Dostojevskijs fire store romaner i den voldsomt produktive tid 1864-1880 - Forbrydelse og straf, Idioten, De besatte og Brødrene Karamasov - har i årtier foreligget som sceniske bearbejdelser. Idioten spillede f.eks. i sidste sæson på Aarhus Teater, med en Reumert-nominering i kølvandet. Men først nu har nogen, Birgitte Øigaard, turdet binde an med De besattes tre bind, skrevet på ca. to år - som af en besat, fristes man til at sige.
Fornuftigvis ikke en dramatisering, men en kammerudgave, kaldet en vision. Visionen indkoger en afgørende periode i den russiske nihilismes uden- og indenlandske tid; udlevet af sværmere, idealister, teoretikere og kynikere, i noget man kunne have kaldt en patetisk pærevælling - hvis ikke forløbet var blevet så blodigt. For medvirkende såvel som for omgivelserne.
Romanen har autentisk udgangspunkt: En revolutionær eksilrusser vendte i 1860'erne hjem efter ekstrem projektudvikling hos Bakunin i Schweiz. Hjemme oprettede denne Netsjajev femmandsgrupper, indbyrdes ukendte, der ved voldelige aktioner, i dag kaldet terrorisme, skulle fremkalde social destabilisering og dermed bane vejen for den nødvendige revolution. Et frafaldet medlem blev myrdet, og mordet satte endnu en gang Dostojevskij til at pege på nihilismens pest. Det universelt Værste for den dybt kristne forfatter var agendaen: at udskifte religionen med ideologi.
På scenen
Som en direkte hilsen er De besatte netop besat med fem skuespillere. I Martin Hylander Brückers fremstilling får Stavrogin (forlæggets Netsjajev) desværre knap sit fulde dæmonisk-karismatiske format. Hylander Brücker eksponerer kalkuleret gådefuldhed, adelig arrogance, udbredt indolent selvtilfredshed og en vis erotisk vågenhed. Men Netsjajev havde foruden sin blodige nutidsagenda en kriminel fortid, som - når Øigaard nu inddrager blot en enkelt hentydning til den sag - kræver flere nuancer og større passionelt mørke end de få øjeblikke, hvor spilleren letter på låget.
Omkring hans hovedperson er der imidlertid stærkt spil. Nævnt uden prioritering - Morten Thunbos politiske motor og voldelige iscenesætter, en dødsensfarlig kommissær, der efter endt mission uanfægtet rejser videre til næste destruktionspunkt. Truende i sin blotte scenetilstedeværelse, kattekælen om nødvendigt, farligt fuld af ressourcer. Runi Lewerissa som det frafaldne cellemedlem, blid og med gennemtrængende humanistisk udstråling (forfatterens Kristus-symbol) og pragtfuldt spilleromsving til udskudsgorilla. René Benjamin Hansen ligeledes i flot dobbeltrolle som cellemedlem og omtåget galning, af Thunbo mesmeriseret til frivillig syndebuk for demagogernes drab og pyromani. Hansens slutscene er forestillingens højdepunkt og burde også have været dens punktum. Ene kvinde håndterer Mette Mai Langer imponerende divergerende facetter af henholdsvis Stavrogins mentalt forstyrrede kærestevrag Dasja, hans nutidige overklasseerobring Lisa og et bebrillet cellemedlem med det sigende navn Virginskaja.
Synd på den ærgerlige måde
Helt lukullisk er de korte scenerækker forbundet af glimrende basstrygere i mol-gange. Så for helhedsindtrykket er det synd - på den ærgerlige måde - at de to timer føles som to en halv. Forklarligt nok; hvor de tre andre Dostojevskij-dramatiseringer har fysiske handlinger at sætte på scenen, har De besatte diskussioner, verbale forførelser og skænderier. Ord, ord, ord. Så se det, og vær beredt.
Er der analogi til nutidig terrorisme? Næh, vore dages terrorister går med bombebælter for at forlænge og konservere en middelalderlig fortid. Det nittende århundredes gik planken ud for at fremskynde en fremtid.
De besatte, en vision over Dostojevskijs roman. Manus&instruktør.: Birgitte Øigaard. Video: John Durloo, Komponist.: Øystein Sonstad. Cumulus Teatret på Hofteatret/Teatermuseet, Kbh. N., t. 8. okt. , derefter turné
