Læsetid: 5 min.

Fut i flammekasteren

Informations anmelder kan godt blive ramt af Tina Dickows inderlige konservatisme. Men han bliver nødt til decideret at reagere på afdøde Natasja, der på sit sidste udspil stryger lytteren mod hårene, så det slår gnister
Informations anmelder kan godt blive ramt af Tina Dickows inderlige konservatisme. Men han bliver nødt til decideret at reagere på afdøde Natasja, der på sit sidste udspil stryger lytteren mod hårene, så det slår gnister
22. september 2008

"Everyone's an individual", siger Brian i Monty Pythons Jesus-film Life of Brian. Den forsamlede mængde holder kaje på nær en enkelt mand, der siger "I'm not".

Således fungerer vores kultur. Den ikke-individuelle stemme får lov at gøre opmærksom på sig selv, bare fordi den bryder stilheden (det, der er tilbage af den). Eller fordi vi bliver tvunget til at lægge mærke til den på grund af manøvrer foretaget i mediemaskinens kulisse. Og det gør vi så.

Er det almindeligheden, der tiltrækker? Genkendeligheden? Naboens datter? Genboens søn? Banaliteten? Trygheden i mængden? Alle er vi individer, men hvor kan det være svært at tage alvorligt, når vi står til skuldrene i eftersnakkens øllebrød.

Jeg ved ikke med dig, kære læser, men jeg har i hvert fald stærkt brug for stemmer, der kan hæve sig over den gråbrune masse. Stemmer, der sitrer under eksistensens vægt. Stemmer, der taler mod overmagt og konsensus. Stemmer, der tør miste kontrollen. Stemmer, der leder efter sig selv. Hvor tyst eller højlydt, det så end måtte være. De kvaliteter har jeg aldrig oplevet hos danske Tina Dickow (der minsandten netop har vundet Kronprinsparrets Kulturpris på en halv million kr.). Hun har da fundet sit eget ståsted i dansk populærkultur med sin ranke sangstemme, sit stilistisk stensikre standpunkt et sted mellem country og singer-songwriter og sin kompositoriske klarhed.

Skiller sig ikke ud

Det er selvfølgelig uretfærdigt at sige, at Dickow ikke søger en form for individualisme. Det gør hun. Og det har hun fundet. Man kan trods alt ikke tage hendes stemme og værk fra hende. Men ingen af delene er noget, man kommer til at skære sig på. Ingen af delene skiller hende afgørende ud fra den internationale talentmasse (og nej, det tæller ikke at hun er dansker). Hverken stemme eller værk kommer til at snitte hul i det borgerlige slør, som vores udsyn er viklet ind i.

Nu er det jo ikke, fordi musikere skal skrige og flæbe og hvine for åben mikrofon (selv om det da også kan være interessant), men lidt hvæs hvæs riv riv riv mod konventionerne er da nødvendigt. Ellers er det svært at se, hvad vi skal med kunst. Og som mindstemål kan man vel efterlyse en vekselvirkning mellem civilisationens strambuks og individets uregerlighed. Altså at musikere trods det seletøj, vi har accepteret som musikalsk konvention og mellemmenneskelig sameksistens, slår sig i tøjret og måske får en arm eller et par stemmelæber fri.

Den nu 30-årige Dickow er lykkeligvis blevet en bedre sangskriver, og hendes femte udgivelse A Beginning, A Detour, An Open Ending synes at være hendes bedste værk. Det består af tre cd-ep'er samlet i en boks, i alt 20 nye numre inddelt i en afdæmpet, akustisk cd, en behersket interessant iscenesat, måske lidt dunklere cd og en gennemarrangeret, fuldfed cd.

Og der er faktisk gode sager på alle tre. F.eks. "All I See" på A Beginning, hvor Dickow går i dialog med sine egne backing-spor og en elguitar senere gør det samme. Eller "London" på A Detour med en kantet verselinje, et hårdt ekko om stemmen, et malende groove, en humørsyg elguitar. Eller det opløftende blæserbårne "Security Check" på An Open Ending. Men produktionerne er trods lidt finurligheder konservative, og der er noget udglattende over vellyden. Lige som Dickows sang i al sin dygtighed har det med at fungere som en blank og køn, men sært uengagerende lydflade øverst i mikset. Jeg får fornemmelsen af at lytte til en kvinde i selvvalgt fængsel. Bundet af en mængde konventioner, af en meget kontrolleret tilgang til at synge og af det - sikkert dybfølte - ønske om at ramme i bredden med tab af dybde som umiddelbar omkostning. Måske har Dickow denne gange lyttet til og lånt fra CocoRosies freakfolk, Joni Mitchells tidlige, snirklede sopran og PJ Harveys seneste album, den blondebesatte blodstyrtning "White Chalk". Men det virker kun som forsigtige lån.

Somewhere along the line you gave up asking, when it got a little too complex, synger hun selv. Jeg savner sprækker, modhagere, spørgsmålstegn, et mere helt menneske fuld af fejl. Og hvor rodet følelserne end kan blive i teksterne, så er der ikke mange åbninger i musikken. Og selv om hun kalder den sidste ep for An Open Ending, så opfatter jeg den som rimelig lukket rent kunstnerisk. Formfuldendt i sin sangskrivning, ofte på ganske imponerende vis, ja da, og måske også klar til at nå flere internationale ører end tidligere. Men det bliver de konservative af slagsen.

Anderledes skrap

Natasja Saad var en anderledes skrap dame ved mikrofonen.

Her blev ingen strøget med hårene, og alle kunne få varmen, når hendes kærlige sandpapir-røst, kom i svingninger. Natasja blev desværre taget fra os og dansk og international musik ved en bilulykke på Jamaica den 24. juni sidste år. Det er et mindre stejlt og egensindigt album end den dansksprogede forgænger, I Danmark er jeg født.

Et mere behageligt reggae-ficeret og internationalt dancehall-farvet album uden de rockmusikalske svinkeærinder fra forgængeren. Til gengæld er her liflige omkvæd, en celeber gæsteoptræden fra Beenie Man, svedige rytmer og den blæser-gejle "Calabria 2008", som allerede har solgt over en halv million i 2007-udgaven.

Her er reggae af og til på kanten af r&b, dancehall af og til på kanten af sengen eller med hjertet siddende helt oppe i mikserpulten. Og flere sange kalder på både flammekast og fællessang. F.eks. de velsmurte "Real Love", "One Love" og "Uuuh Wee". Sidstnævnte sunget sammen med Mukupa, der overlevede det biluheld, der blev fatalt for Natasja,

Natasjas hæse egenart er umiskendelig også her på Shooting Star. Men det var nu mere på dansk, at hun og hendes producere forstod at destillere personlighed og nerve til et helt unikt koncentrat, end det er på denne sidste, internationalt orienterede skive. Men, for pokker, hvor ville det have været interessant at se hende i fuld firspring i den internationale arena.

Hvor der nu er sat et ærefuldt punktum (hvilket i øvrigt allerede skete den 15. september, hvor det udkom en uge tidligere på reggaens og dancehallens fødeø, Jamaica).

Et stort spænd

Der er noget af et spring fra Tina Dickows hvide univers til Natasjas botanisering i jamaicansk musikarv. Men Natasja fungerede også inden for genrekonventioner. Hendes ru røst gav - og giver - os noget andet. Det er en stemme, der river i den airconditionerede velbehagelighed og den dovne selvglæde.

Og mens Dickow har det med at distanceblænde med sin flotte røst, så er Natasjas stemme mere dialogisk, mere i kontakt med lytteren. Jeg bliver ramt af Dickow under hendes bedste numre, fanget i kontorstolen af hendes hjertes inderlige konservatisme. Og det er moderat gribende i disse øjeblikke, hvor hjertets møgbeskidte kvababbelser serveres som nydelig dekoreret skønsang.

Men jeg bliver nødt til at reagere på Natasja, jeg bliver nødt til at tage stilling. Hun sætter ganske enkelt fut i flammekaster og fejemøg. Så... vælg selv.

Tina Dickow: A Beginning, A Detour, An Open Ending (Finest Gramophone/A:larm Music)

Natasja: Shooting Star (Playground Music)Udkommer begge mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer