Læsetid: 2 min.

At gå OD på SG

Det er ikke til at sige, om Simon Grotrians 'Soprangalop' er værre eller bedre end hans tre andre bøger i år: Den er bare for meget
18. september 2008

På en måde er det let og ensformigt at anmelde Simon Grotrians bøger: De minder om hinanden og ikke om særlig meget andet. Tilbage er at krydre ordene skøn og uforståelig med et drys kedsommelighed, eftersom man sidder med fornemmelsen af at have læst bogen før, dvs. dengang man sidst læste en bog af forfatteren. Hvilken bog? Hvilken som helst; det er det, der er problemet.

Soprangalop er Simon Grotrians fjerde udgivelse i år. Også denne bogs digte domineres fuldstændigt af Grotrians særlige skrivemåde, af hans exceptionelle sans for sprogets rytme og melodi og hans rebus-agtige, hermetiske billedsprog. Ligesom mange af de forrige bøger sammenfletter Soprangalops digte naturbilleder, et udsat, men lykkeligt jeg, kristne motiver og så det, man bedst kan kalde billeder af den kreative gnist. Her digtet "Stormen gennem passet":

"Udefra kommer det/ vinterens åndedræt.// Isen er dronning/ fordi den har kronet/ papirernes slagmarker.// Solstråler klirrer/ mod bunden af søerne/ harpen er flettet.// Jeg griber min væge/ men hvor fører blækket mig hen?"

Der er mange fine verslinjer i sådan et digt, men det er svært at sige, hvordan de forbinder sig med hinanden. Sådan er det lidt for ofte i Soprangalop.

Monotont sprog

Derudover er det som om, Grotrian skriver ekstra ordknapt denne gang. Der er korte linjer og mange punktummer, enkelte steder gentages særligt vigtige sætninger for at give dem tyngde. Det giver teksterne et henåndende, næsten prædikende tonefald:

"Jeg måtte høre.// For et menneske er kaldet.// Det er kaldet.// I den sprøde storm af tindinger/ fra Mars," lyder det midt i digtet 'December', hvor det er lige ved - men også kun lige ved at kamme over.

Måske kan man også argumentere for, at digtene denne gang er mindre jordnære end de var i Grotrians sidste samling, Å. Hvor dén havde noget sommerligt over sig, så præges Soprangalop af vintervejr og vinterstemning. Tror jeg. For der er noget abstrakt og ukonkret over digtenes univers. Det er mest noget med 'hav' og 'nat' og 'stjernesø' og 'himmel', nærmest stereotype udtryk for noget stort og kosmisk.

Religiøs patos

Hvad ellers? Personligt savner jeg i dén grad, at Grotrian økonomiserer med sin uforståelighed og sin religiøse patos. Det er en hel lettelse, når der pludselig er en kølig, enkel konstatering undervejs. Og så dækker Grotrians gnomisk-billedrige og melodiske stil over en enorm sproglig monotoni. Det er den samme stemmeføring, den samme jegfigur, de samme sætningskonstruktioner, den samme idé om, hvordan et digt kan se ud. Igen og igen og igen.

Det er som en klaverkoncert, hvor der kun bliver spillet på c-tangenterne: det kan være virtuost og måske også smukt for en stund, men til slut får man en rædselsfuld kimen for ørene. Læser man for meget Simon Grotrian, så går man død på ham. Man får en overdosis. Denne anmelders kritiske mængde blev nået med Soprangalop.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu