Anmeldelse
Læsetid: 11 min.

En global krig uden deadlines eller udgange

Syv år efter terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon gør amerikansk historiker og krigsveteran op med forestillingen om USA's enestående plads og mission i verden. Den amerikanske drøm er kørt definitivt af sporet, og selv ikke Obama kan ændre det, siger Andrew Bacevich
Kultur
6. september 2008
Stødet i hjertekulen. Da USA blev ramt den 11. september 2001 med angrebet på World Trade Center i New York og Pentagon i Washington (billedet), kunne reaktionen i teorien have været selvransagelse og besindelse. Men det skete ikke, kontstaterer den amerikanske historieprofessor Andrew J. Bacevich. Resultatet er den krig, USA nu synker dybere og dybere ned i.

Stødet i hjertekulen. Da USA blev ramt den 11. september 2001 med angrebet på World Trade Center i New York og Pentagon i Washington (billedet), kunne reaktionen i teorien have været selvransagelse og besindelse. Men det skete ikke, kontstaterer den amerikanske historieprofessor Andrew J. Bacevich. Resultatet er den krig, USA nu synker dybere og dybere ned i.

Shawn Thew

Det var i ugerne efter al-Qaedas terrorangreb på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001, at USA's daværende forsvarsminister, Donald Rumsfeld, sagde:

"Vi har to valgmuligheder: Enten ændrer vi måden, vi lever på, eller også ændrer vi måden, de lever på. Vi vælger det sidste."

Siden har USA været i en globaliseret krig imod radikal islamisme og for the American way of life. Først med fokus på al-Qaeda og Taleban-regimet i Afghanistan, siden med den militære hovedvægt overflyttet til Saddam Husseins Irak og nu med forventet tilbageflytning af tropper til Afghanistan, hvorfra Osama bin Laden fortsat koordinerer, og hvor Taleban ifølge den sikkerhedspolitiske tænketank Senlis Council nu på ny er 'permanent' til stede i 54 pct. af landet og 'substantielt' til stede i det meste af resten.

Senlis konkluderer, at "den gældende vestlige strategi i Afghanistan er slået fejl". Syv år efter 11. september-angrebet er situationen også dyster for det overordnede felttog, som Rumsfeld annoncerede, og som præsident Bush selv italesatte som "et kald fra hinsides stjernerne":

"Historien om Amerika er historien om at sprede frihed, en stadigt ekspanderende cirkel, konstant voksende for at nå flere og inkludere mere (...) Nu går vi fremad for vor frihed, tro mod vor sag og i tillid til fremtiden for den største nation på jord."

'Bevidstløs tilbedelse af friheden'

Når dette felttog er slået fejl, så handler det ikke om forkert allokering af USA's militære ressourcer. Krisen for det amerikanske projekt stikker langt dybere og har rødder, der går meget længere tilbage end til Osama bin Ladens rekruttering af selvmordspassagerer til fire amerikanske fly i 2001.

Det skriver forhenværende oberst i den amerikanske hær, nu professor i historie og international politik ved Boston University Andrew J. Bacevich i en opsigtsvækkende ny bog, The Limits of power. Bacevich går bagom 11. september og terrorkrigen og viser, hvordan præsident Bushs fejlslagne felttog er en logisk forlængelse og militær vulgarisering af det moderne USA's besættelse af en drøm, som i dag stadig klarere antager karakter af mareridt.

Når USA i dag befinder sig i, hvad Bacevich kalder "en global krig uden udgange og uden deadlines," så er det den nærmest uundgåelige konsekvens af den amerikanske nations "bevidstløse tilbedelse af friheden", der foruden krig i dag har drevet USA til randen af insolvens, til noget nær politisk bankerot og til spillen hasard med selve den globale økologiske balance.

Bacevich er ikke anti-amerikansk endsige naiv betragter af militant islamisme. Han kalder sig selv konservativ katolik, er Vietnam-veteran, har undervist på militærakademiet West Point og har sågar måttet give sin søn til forsvaret af USA's frihed: Sidste forår blev Andrew Bacevich jr., 27-årig premierløjtnant, dræbt af en selvmordsbombe under sin udstationering med de amerikanske styrker i Irak.

Bacevichs ærinde er at gøre op med de illusioner, der i særlig grad har styret amerikansk politik siden Anden Verdenskrigs afslutning og gradvist drevet nationen længere bort fra realismen og nu altså ud i en militært præget, global ørkenvandring og overanstrengelse.

Retten til liv, frihed og efterstræbelse af lykken har været kernen i amerikansk identitet, siden Thomas Jefferson skrev sin Uafhængighedserklæring i 1776, fastslår Bacevich. Men amerikanerne har især gennem det seneste halve århundrede radikalt revideret deres forståelse af disse umistelige rettigheder.

"Hvis man skulle vælge et enkelt ord til at karakterisere denne (nutidige) identitet, må det nødvendigvis blive mere," skriver Bacevich.

"For flertallet af moderne amerikanere består essensen af liv, frihed og stræben efter lykke i en ubønhørlig personlig jagt efter at besidde, forbruge og nyde samt i at fjerne enhver begrænsning, der kunne komme på tværs af disse bestræbelser."

Denne besættelse af 'mere', denne selvtilfredsstillelsens etik, der i dag ifølge historikeren truer USA's eget velbefindende såvel som USA's relationer til resten af verden, er en pervertering af den ekspansionsdrift, som alle dage har været en central del af amerikansk historie. At fastslå, at USA's 'store tradition som forkæmper for friheden' har haft befrielsen af andre som blot et sekundært motiv og forøgelsen af USA's egen velstand som primær drivkraft, "er ikke kynisme; det er en forudsætning for selvforståelse", noterer Andrew Bacevich.

Det er ligeledes et bidrag til nødvendig selvforståelse at erkende, at Den Industrielle Revolutions ankomst til USA med dens tiltrængte forbedringer af mange menneskers levevilkår bidrog til at cementere den forestilling, at vejen til social og politisk stabilitet - demokrati - er ekspansion, vækst.

"I takt med Den Industrielle Revolutions forankring satte amerikanerne deres lid til en stedse større økonomisk kage som middel til at bedøve de uregerlige og lindre spændinger relateret til klasse, race, religion og etnicitet."

Penge blev det afgørende smøremiddel, og amerikanerne søgte - med et citat af teologen Reinhold Niebuhr - "en løsning på praktisk taget ethvert af livets problemer i kvantitative termer."

Med Anden Verdenskrigs afslutning sluttede også en midlertidig periode i USA med depression og bekymring. Hastig teknologisk udvikling, markant økonomisk vækst, nye arbejdspladser og en udvidet global styrkeposition skabte optimisme, selvtillid og forbrugslyst i folket - "den amerikanske middelklasses guldalder" kalder Bacevich det.

Konstateringen igennem 1950'erne af, at USA i stigende grad måtte supplere egne oliekilder med importeret olie for at sikre produktions- og forbrugsvæksten var ifølge Bacevich 'kanariefuglen i kulminen', der kunne have advaret om projektets skrøbelighed. I stedet blev der skruet op for blusset, i sikker tillid til USA's økonomiske og i nødsfald militære evne til at garantere grundlaget for ekspansion af frihedens rige, udmøntet i materiel fremgang.

Den første alvorlige advarsel kom med olieforsyningskrisen i 1973-74 på et tidspunkt, hvor USA var i færd med at skifte fra hidtidigt overskud til permanent underskud på handelsbalancen på grund af et voksende, stadig mere importbaseret forbrug.

"Den første langvarige økonomiske nedtur siden Anden Verdenskrig konfronterede amerikanerne med et fundamentalt valg. De kunne tøjle deres appetit og lære at sætte tæring efter næring, eller de kunne indsætte svindende reserver af amerikansk magt i håbet om at forpligte andre på at imødekomme deres hang til opsigtsvækkende forbrug," skriver Bacevich.

En forgæves appel

I 1981 "valgte de med beslutsomhed det sidstnævnte".

Forinden - i 1979, da den anden oliekrise ramte USA's økonomi hårdt - havde daværende præsident Jimmy Carter faktisk forsøgt at mane til selvransagelse. I en stærkt opsigtsvækkende tale betonede Carter, at "vor nations sande problemer er meget dybere" end dem, der handler om energi.

USA befandt sig ifølge præsidenten i en indre krise, der afspejledes "i den tiltagende tvivl om meningen med vore liv", en tillidskrise der truede med "at ødelægge den sociale og politiske sammenhængskraft i Amerika."

Fra at være en nation stolt af at yde hårdt arbejde, bevare stærke familiebånd og tro på Gud var USA blevet et land, hvor "for mange af os nu er tilbøjelige til at tilbede selvforkælelse og forbrug. Den menneskelige identitet er ikke længere defineret af, hvad man gør, men af hvad man ejer," sagde Carter og fastslog, at denne ophobning af materielle goder "ikke ville evne at fylde tomrummet i liv, der savner tillid og formål".

Præsidenten gav amerikanerne valget mellem to veje.

"Den ene vej er den, jeg har advaret mod i aften, den vej der leder til splittelse og egennytte. På den vej ligger en misforstået ide om frihed, retten til at rage fordele til os på andres bekostning. Den vej vil være præget af konstante konflikter mellem snævre interesser og ende i kaos og fastlåsning."

Den anden vej, som Carter anbefalede og uddybede, handlede om at yde ofre, om at spare energi og udvikle alternative energiformer for at vinde reel uafhængighed af importeret olie og dermed vinde sand frihed i pagt med nationens grundlæggende værdier.

Talen var et analytisk mesterværk og en politisk katastrofe. Den ødelagde ifølge Bacevich effektivt enhver chance for Jimmy Carters genvalg.

"Amerikanerne kunne ikke lide budskabet og skød budbringeren. Stillet over for valget så 'mere' stadig bedst ud."

Så de amerikanske vælgere valgte i 1981 i stedet Ronald Reagan, der skubbede alle ildevarslende signaler til side, lovede større global magt og ære til USA, velsignede fortsat lånefinansieret forbrugsekspansion.

"Vi må beslutte, at 'mindre' ikke er nok," sagde Reagan og vandt en knusende sejr over Carter. Og i 1983 grundlagde han den udenrigspolitiske doktrin, der var forudsætningen for USA's efterstræbelse af en frihedsdrøm oversat til forbrugsekspansion baseret på andres ressourcer: Fuldstændig amerikansk militær dominans på kloden, udmøntet i bl.a. Stjernekrigsprojektet.

'Vi er et imperium nu'

Det er den doktrin, Georg Bush under stærk nykonservativ indflydelse tog til sig og reformulerede i kølvandet på 11. september. Globalt militært herredømme blev suppleret med det centrale, nye og folkeretsstridige princip om USA's ret til at føre forebyggende krig for at beskytte amerikanske interesser.

"Bush-doktrinen repræsenterer det mest afgørende nationale sikkerhedsinitiativ siden starten på Manhattan-projektet, der skabte den første atombombe. Dets konsekvenser overgår i vigtighed langt de doktriner, der har fået navn efter præsidenterne Truman, Eisenhower, Nixon, Carter eller Reagan," mener Bacevich.

Midt i den ultimative ydmygelse efter ødelæggelsen af tvillingetårnene og angrebet på Pentagon steg den messianske frihedsforestilling de amerikanske ledere til hovedet.

"Vi er et imperium nu, og når vi handler, skaber vi vor egen realitet. Vi er historiens aktører, og I, alle I, vil være henvist til at betragte, hvad vi gør," sagde en af Bush's ledende rådgivere til journalisten Ron Suskind, New York Times Magazine. Stødet i hjertekulen den 11. september kunne i teorien have affødt den modsatte reaktion i den amerikanske ledelse - selvransagelsen, besindelsen - men det skete ikke.

"Den mulighed, at militær eskalering faktisk ville kunne forstærke USA's dilemma omkring Den Persiske Golf, fik ringe opmærksomhed. At de amerikanske borgere kunne have lettet dilemmaet ved at modificere deres egen adfærd - at kuren mod vore lidelser kunne ligge hos os selv frem for på den anden side af jorden - fik ingen opmærksomhed overhovedet," skriver historikeren.

Problemet var der før Bush

At en ændring af amerikansk levevis var udelukket, gjorde invasionen af Irak i 2003 uundgåelig. Som Bacevich forleden udtrykte det i et interview på tv-stationen PBS:

"Det fuldstændig indlysende forhold er energi, olie. Grunden til, at vi er i Irak i dag, er, at Den Persiske Golf er i centrum af verdens oliereserver. Den Persiske Golf-region ville have nul strategisk betydning, hvis det ikke var for det faktum, at det er der, olien er."

Trods Bush-doktrinen og de vanskeligheder, den i dag har bragt USA i, er det afgørende for Bacevich at slå fast, at George Bush ikke er problemet.

"Bush-regeringen skabte ikke de problemer, der faldt tilbage på os den 11. september 2001. Den arvede dem."

Derfor er det også "vrøvl", når såvel Bushs egne som hans kritikere hævder, at han som præsident har brudt afgørende med fortiden og - på godt eller på ondt - sat en ny kurs. Bush har tværtimod "bekræftet de allerede eksisterende fundamentale elementer i USA's politik". Det var f.eks. Bill Clinton, der øgede USA's olieimport med mere end 50 pct. og næsten firedoblede handelsbalanceunderskuddet.

Og derfor er det ifølge Bacevich også en illusion at forestille sig, at et forestående præsidentskift i Det Hvide Hus i sig selv ændrer noget afgørende. Ej heller hvis præsidenten bliver den Barack Obama, som Bacevich selv vil stemme på.

Valget ændrer intet afgørende

"At forestille sig at installering af et bestemt individ i Det Ovale Kontor vil skabe beslutsom handling på nogle af disse fronter, er at give efter for den største vrangforestiling af alle," skriver han.

Ironisk er det, at noget af den begejstring, der strømmer Obama i møde, er knyttet til det håb, han signalerer: Håbet om at genfortrylle USA, genskabe troen på den amerikanske drøm. Bacevichs pointe er, at opretholdelsen af den amerikanske drøm i dens nutidige udlægning hviler på den vilje til aggressiv intervention, som Bush har stået for. Det er blot en strategi, som USA's militær, økonomi og omverdensrelation ikke længere kan holde til.

"Syv år inde i sin konfrontation med det radikale islam, finder USA sig selv i en situation med for meget krig til for få soldater - og uden nogen udsigt til at kunne producere de ekstra soldater, der skal til for at lukke hullet. Resultatet er, at amerikanerne nu er konfronteret med en truende militær krise, der føjer sig til de økonomiske og politiske kriser, de så længe har arbejdet så hårdt på at ignorere."

USA's udenrigspolitik er, med Bacevichs formulering, blevet "et udtryk for den hjemlige dysfunktion", en forgæves bestræbelse på at undslippe den nødvendige forholden sig til de indre modsætninger, der plager the American way of life.

"Disse modsigelser har fundet deres ultimative udtryk i den tilstand af bestandig krig, som i dag hjemsøger USA," konkluderer den tidligere militærmand.

Status for den mægtigste nation på jord er, at den er blevet indhentet af sin egen drøm. Prisen for at realisere, fastholde og udvide friheden, som den i dag forstås i USA -freedom is just another word for many things to buy, skrev New York Times Magazine - er blevet ubærlig. Friheden er endt i sin egen modsætning som dyb afhængighed - af vedvarende krigsførelse, af vedvarende import af olie og forbrugsgoder, af andres vedvarende villighed til ikke at kræve USA's astronomiske gæld betalt. Og af klimaets vedvarende, men nu snart opbrugte, evne til at tage imod den materialiserede friheds affaldsprodukter.

"I vore dage har realisme og ydmyghed vist sig at være en mangelvare," skriver Andrew Bacevich og indkredser dermed, hvad han mener er den nødvendige nyorientering.

Han finder det afgørende, at de amerikanske borgere - og hverken soldater eller politikere - forsøger at revurdere, hvad frihed egentlig er, og hvad den forudsætter. Grænser, frem for grænseløshed, er én ting.

"At anerkende grænserne for amerikansk magt er en forudsætning for at standse de senere årtiers tab og for at bevare de hårdt tilkæmpede goder fra tidligere generationer," skriver han.

Men den bemærkelsesværdige bog slutter ikke med det håb, som præsidentkandidat Obama p.t. vinder stemmer på at italesætte. Den slutter med citater af teologen Reinhold Niebuhr, der er blevet en tænker af central betydning for Andrew Bacevich:

"Den tillidsfulde accept af falske løsninger tilføjer et strejf af pathos til vor tids tragedie (...) Formentlig til historiens ende vil sociale ordner ødelægge sig selv i bestræbelsen på at bevise, at de er uforgængelige," siger Niebuhr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rart at se en anmeldelse/artikel som er så god at 'de sædvanlige' ikke engang er i stand til at komme i skænderi om den.

"Vi er et imperium nu, og når vi handler, skaber vi vor egen realitet. Vi er historiens aktører, og I, alle I, vil være henvist til at betragte, hvad vi gør," sagde en af Bush's ledende rådgivere til journalisten Ron Suskind, New York Times Magazine."

Rådgiveren kunne med fordel have fortsat:

"Pax Americana er en løgn, som I alle skal ride med på. En relativ "fred", der dækker over neoimperialistisk hypermagt og terror - fra og med War On Terror en vedvarende krigstilstand. Under Imperiet, som ikke kun udgøres af USA, men af alverdens nationer og eliter, der støtter op om USA og den politik, ideologi og system, USA til stadighed spreder ud over kloden som 'historiens aktører', skaber Imperiet sammenbrud, som kræver politiarbejde og udbedring. En snyltefunktion, der gør snylteren 'uundværlig'. Enhver væbnet konfllikt i Imperiets sfære er et udbrud af imperial borgerkrig, og en helt naturlig og nødvendig proces i den globaliserede kapitalismes, Imperiets, cykliske natur. USA og den ekspanderende globaliserede kapitalisme er to sider af samme mønt, Imperiet, og I kan ikke stå udenfor. "Enten er I med os eller også er I mod os", siger præsidenten. Men i Imperiet er vi alle sammen forenet i Kapitalismens hellige navn. Derfor er Pax Americana en fred, der kræver jeres unge mænds blod, krig mod fattiige folk og udbytning af Den Tredje Verden. Fordi vi, USA, med Madeline Albrights ord er "the indespensible nation", og fordi Imperiet, kapitalismen, er frihed for den stærke, og frihed er ikke omkostningsfrit - nogen må betale for vores stormagtsdrømme, vores benzinslugere og vores klyngebomber."

Eller noget lignende. Hm.. eller alternativt bare: "Yeehaw!"

Andrew Bacevich har tydeligvis ret, når han fælder dommen over sine landsmænds amerikanske drøm. Drømmen om frihed og det enkeltes menneskes mulighed for udfoldelse er blevet et levende mareridt for den store majoritet, fattige, der skal betale for det kapitalistiske eventyr.

"Bacevich er ikke anti-amerikansk "

- Næh, men det må man jo heller ikke være i vore dage. Ligesom man heller ikke må anti-kapitalistisk. Men det er efterhånden temmelig svært at se hvordan man kan forsvare at være pro-amerikansk og pro-kapitalistisk...

"Penge blev det afgørende smøremiddel". Et udsagn de fleste mennesker acceptere som et af livets naturlige vilkår:

- De daglige leveomkostninger.
- Investering i hus og jord.
- Opsparing til sikring af alderdommen.
- Investering i egen virksomhed.
- Betaling for fælles beskyttelse.
- Betaling for fælles forsyningssikkerhed.
- Betaling til fælles forsyningssikkerhed - globalt.

Krige er en videreførelse af konservativ politik, der sammen med religion og mediernes shows legitimerer grådigheden.

Socialismen er nedkæmpet. Skattefar, som kunne knægte samfundets værste gangstere og som har sat så mange sunde børn i vej, har måttet give op overfor truslen fra de konservatives neutronbomber.

Dansen om guldkalven bliver vildere og vildere.

Jeg må istemme et "Yeehaw!" og glæde mig over at jeg bor i et rigt post-socialistisk land.

Human v2.0 ”Nok er nok”

Næh Bacevich er ikke anti-amerikansk, men derimod en paleokonservativ patriot, der ikke kan se noget formål med at binde sig til den såkaldte "imperial overstretch", som Paul Kennedy advarede mod allerede i 1988.

Det er da inspirerende at læse en stor begavelse, som er i opposition til tidens tiltagende idealisme i international politik.

Der er vist ikke rigtigt noget at komme efter i den artikel.

Bare en skam at Rusmussens lykkeland hjuler efter amerikanerne for fulde gardiner. Nå, men det er vel det danskerne vil, så skidt med resten ...

Tak for en yderst informativ artikel.

Hvis kriserne i Fannie Mae og Freddie Mac havde potentiale til at udløse en global finansiel krise, hvad vil der så ikke ske, når/hvis dette amerikanske korthus vælter?