Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Vil du helst spille Hitler eller Hamlet?

Både fiktionen og virkeligheden bliver dømt borderline i Christoffer Berdals fremragende iscenesættelse af Theresia Walser på Husets Teater
Kultur
30. september 2008
Tre mænd, tre stole, et sofabord og et bur på scenen. Eller er det et bur midt i virkeligheden? Det er det legende spørgsmål i den begavede forestilling -En smule stilhed før stormen- på Husets Teater. Fra venMads Wille, Thomas Mørk, Paul Hüttel

Tre mænd, tre stole, et sofabord og et bur på scenen. Eller er det et bur midt i virkeligheden? Det er det legende spørgsmål i den begavede forestilling -En smule stilhed før stormen- på Husets Teater. Fra venMads Wille, Thomas Mørk, Paul Hüttel

Henrik Ohsten Rasmussen

Ordteater er blevet en sjældenhed. Så når nogen formår at skabe teater ud fra ord alene, så er overraskelsen desto mere renskrabet. Sammen med den overrumplende eufori over de billeder, der skabes direkte fra skuespillerens ord over i tilskuerens tanker, aldeles filterfrit.

Sådant ordteater er En smule stilhed før stormen på Husets Teater.
Den opsigtsvækkende tekst er skrevet af den 40-årige, tyske dramatiker Theresia Walser. Og teksten handler egentlig om, at den ikke handler om noget – hvorfor den akkurat kommer til at handle om det hele. Om det vigtige i hvert fald. Om behovet for kunstens ord, når virkelighedens ord slipper op – og om behovet for kunsten, fordi virkeligheden er ubærlig. Men også om tomheden i kunsten, når kunstneren bliver vigtigere end kunsten selv. Lag på lag på lag...
Theresia Walser dyrker den varierede gentagelse: Meget siges næsten som for et øjeblik siden – og dog ikke helt. Og hendes sprog balancerer ubesværet mellem dagligdags ligegyldigheder og poetiske sandheder, på én gang hundesvært at forstå og tilgængeligt for alle. Elitært og dog mere mainstream end mainstream – og vildt morsomt at høre.

Blodige tremmer
Det er denne essens, som oversætterne Gitte Niemann og Simon K. Boberg så ligetil har genskrevet på dansk. Og det er denne kerne i teksten, som instruktøren Christoffer Berdal giver videre til tilskueren med største selvfølgelighed og bredeste humor. Alt er i rette proportion i denne forestilling. Alt sker med rette timing på disse 80 koncise minutter. Rasende morsomt og dybt tragisk i samme håndbevægelse. Hver person har tilsyneladende uanet frihed og er samtidig sat fast i gitterteksten med millimeters præcision i denne begavede iscenesættelse.

Og så har scenografen Nina Flagstad skabt et scoop af et ingenmandsland: Et rødt gitterbur, der dækker næsten hele scenens tapetmønstrede gulvtæppe. For hermed skildres fiktionen som noget, der er anbragt i bur på scenen – samtidig med, at det lige så meget er virkeligheden, der er sat i bur på teatret: Borderline-virkeligheden rusker blodige tremmer med borderline-fiktionen.
Hvad der sker i stykket? Årh, ikke noget særligt. Tre mænd, tre stole, tre vandflasker. Og så et sofabord på hjul. Mere er ikke nødvendigt, hverken for Walser eller Berdal eller de tre fænomenale spillere. Der afdækkes godt nok en pseudohandling om tre skuespillere, der alle sammen har spillet Hitler engang. Eller har de? De har alle spillet bøddel uden selv at gå ind i grusomheden. Eller har de egentlig? Og de anerkender alle hinanden som rivaliserende, kompromisløse kunstnere. Eller gør de?

Rundtossede tilskuere
Paul Hüttel, Thomas Mørk og Mads Wille afdækker hinandens sandheder som komiske løgne så mange gange, at man som tilskuer rundtosset klamrer sig til sofabordet med det knækkede hjul. Og dog bliver man klarere og klarere i tanken.

»Sidder vi her fra starten af, eller kommer vi ind først?« spørger Mads Wille som indledningsreplik.

Dermed er tekstens meta-leg slået an: munter og absurd i sin laden-som-om-leg, der ikke fører andre vegne hen end tilbage til start. Paul Hüttel viser stjernespillerens narcissistiske behov for spotlyset, og han kuer sine yngre medspillere alene med sine vokalers åbenhed – ulideligt elegant. Mads Wille spiller kronraget youngster med uro i lårmusklerne og dirren i konsonanterne. Han er fysisk indestængt, som om han ville være i stand til at omstyrte både det røde bur og hele scenen, hvis han gik ud af magttrekanten med de to andre. Men det gør han altså ikke.

For Thomas Mørk sidder med hån bag brilleglassene og strategiske løgne – diplomatisk ad helvede til og farlig som en diktator på teambuildingkursus. »En god skuespiller er altid et iskoldt svin,« som han selv udtrykker det.
Husets Teaters nye direktørpar, Mads Wille og Simon K. Boberg, lægger således ud på flotteste facon: Intellektuelt, internationalt og interessant. Lad der blive billetstorm om denne smule stilhed!

’En smule stilhed før stormen’ af Theresia Walser (2006). Oversættelse: Gitte Niemann og Simon K. Boberg. Teksten trykt i programmet! Iscenesættelse: Christoffer Berdal. Scenografi: Nina Flagstad. Husets Teater på Halmtorvet til 1. nov. www.husetsteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her