Læsetid: 5 min.

Heltene fra Helmand og Al-Hartha

Tre nye frontberetninger fra krigene i Afghanistan og Irak giver et fascinerende indblik i Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, som den opleves der, hvor den bliver ført ud i livet
'Nattens dæmoner' kaldte Taleban de danske soldater i Helmand sidste efterår, hvor Hold 4 mistede tre danskere, dræbte omkring 150 talebanere, nedkæmpede en bil, et par motorcykler, en hest, en ko, et par hunde og to får, som en af soldaterne udtrykker det i Kim Hundevadts frontberetning i morgen angriber vi igen.

'Nattens dæmoner' kaldte Taleban de danske soldater i Helmand sidste efterår, hvor Hold 4 mistede tre danskere, dræbte omkring 150 talebanere, nedkæmpede en bil, et par motorcykler, en hest, en ko, et par hunde og to får, som en af soldaterne udtrykker det i Kim Hundevadts frontberetning i morgen angriber vi igen.

Charlotte Aagaard

6. september 2008

Hvis krigene i Afghanistan og Irak ender som fiaskoer, skal man søge årsagerne i magtens korridorer, ikke på slagmarken i Helmand eller Basra. Det er konklusionen i to nye, særdeles læseværdige, men også meget forskellige frontberetninger fra Danmarks krige i Afghanistan og Irak.

I morgen angriber vi igen er titlen på journalist Kim Hundevadts beretning om de danske soldaters indsats i Helmand sidste efterår, hvor Hold 4 var involveret i de hårdeste kampe, som danske enheder har deltaget i siden 1864. Baseret på barske frontberetninger tegner Hundevadt et nærgående, medrivende og dramatisk portræt af, hvordan krigen mod Taleban opleves af dem, der udkæmper den. Ikke mindst rekonstruktionen af, hvordan briterne ved et uheld bombede den danske patruljebase Golf Bravo 81 sønder og sammen og dræbte to danske soldater, er fascinerende læsning.

Helt ud til fronten

Bogens titel er identisk med bataljonschef Kim Kristensens plan om konstant at angribe Taleban.

"I dag sørger vi over de faldne, og i morgen angriber vi igen," som han siger.

Oberst Kim Kristensen er blot en af bogens helte, for dem er der mange af i Helmand, konstaterer forfatteren til den velskrevne beretning. De døde soldater fra Hold 4 var de bedste kammerater, nogen kunne ønske sig, især den faldne kompagnichef Anders Storrud var en højt elsket leder og en brilliant taktiker, som kunne være blevet chef for hele det danske forsvar. Måske kan det ikke være anderledes, for kammeratskabet og sammenholdet blandt soldater, der hver dag kæmper, ræber og overlever sammen, er unikt. Men det giver unægteligt et noget tandløst indtryk, når beretningerne fylder flere hundrede sider, og der ikke er nogen til at modsige heltegerningerne.

Til gengæld bringer Hundevadts bog læseren med helt ind i den grønne zone, hvor Taleban gemmer sig få meter væk i de mandshøje majsmarker. Bogens militære slang er med til at give den autencitet; soldaterne har "føling" med fjenden, når de skyder for at dræbe, "indsigt" på fjenden, når talebaneren er på sigtekornet, han "går i stykker", når kuglen rammer og en "whiskey-melding" (aflytning af Talebans radiokommunikation, red.) fortæller de danske soldater, at han er "nedkæmpet".

I betragtning af, hvor få reportager danskerne har fået fra fronten, er der ingen tvivl om, at I morgen angriber vi igen er en bog, man bør læse. Med undtagelse af TV 2's enlige reportage fra kampene i november 2007 har de færreste danskere fået mulighed for at se, hvad Danmarks aktivistiske udenrigspolitik i praksis betyder. Det er aldrig smukt at slå ihjel, men de danske soldater i Helmand fortæller om det, så man tror på, at det kan føles rigtigt.

"Vi dyrkede ikke forråelsen. Drengene var gode til at bevare deres menneskelighed," lyder den udgangsbøn, som Hundevadt lader feltpræst Kim Jacobsen slutte bogen af med.

Lejrliv

Kaptajn Thomas Larsens Dagbog fra Afghanistan, som også udkommer i disse dage, er til gengæld en ørkenvandring i bogstaveligste forstand. Han var i 2006 udsendt som stabsofficer på Kandahar Air Field, en gigantisk militærbase midt i den afghanske ørken, hvor krigen mod Taleban koordineres og alle forsyninger til ISAF-styrkerne modtages og fordeles. Men ærlig talt er der for meget 'stabshaler' (dvs. uden at spænde bæltet på den skudsikre vest, red.) i den beretning. Hverdagen på Kandahar Air Field er meget lidt ophidsende. Selv om lejren ind i mellem udsættes for enkelte mislykkede raketangreb, kan det adsprede den uendelige gennemgang af kaptajn Larsens kedsommelige skrivebordsopgaver, kun afbrudt af smådrillerier i messen. Forlaget Borgen forsøger ihærdigt at sælge dagbogen som 'øjenvidneberetning fra fronten', men det er mildt sagt falsk varebetegnelse. Fronten er ikke et sted, Thomas Larsen har sat sin fod. Tværtimod er han bundet til sit skrivebord på den uindtagelige Kandahar-base i hele 177 dage.

I passager bliver bogen dog en smule mere interessant, når forfatteren i tilføjelsen 'Eftertanker' kommer med mere overordnede betragtninger om krigen.

Her konstaterer han bl.a at ISAF i begyndelsen var vildt underbemandet, og han tvivler på, at det danske forsvar kan holde til det pres, som politikere har pålagt soldaterne ved at kræve udsendelse af 2.000 mand i internationale missioner. Ikke banebrydende betragtninger, men dog rigtige. Under alle omstændigheder er der løbet for meget vand i åen siden 2006 til at bruge penge på Dagbog fra Afghanistan.

Blindt ind i Basra

Det er til gengæld ikke tilfældet med den tredje nyudgivelse, Blindt ind i Basra, skrevet af Berlingske-trekløveret Michael Bjerre, Jesper Larsen og Karl Erik Stougaard.

Her kan man stifte bekendtskab med eller opfriske hele baggrunden for Irak-krigen, den danske deltagelse og hvordan det så gik i Basra-området, hvor de danske styrker var indsat i fire et halvt år.

Bogens scoop er de såkaldte 'End of Tour'-rapporter, som journalisterne har fået aktindsigt i. Her evaluerer cheferne for de i alt ni Irak-hold, som Danmark nåede at udsende, i detaljer, hvad der har fungeret, og hvad der kan gøres bedre på næste hold.

Og det er interessant læsning; soldater, der ikke kan betjene de våben og køretøjer, som anvendes, uerfarne læger, der ikke kan arbejde selvstændigt i pressede situationer, grønne efterretningsfolk, dårligt uddannede tolke, manglende overleveringer fra hold til hold, uklare regler for fangebehandling og ikke mindst et, ifølge forfatteren, forkert sæt regler for magtanvendelse, som slet ikke passede til den situation, som soldaterne blev sendt ned til.

De såkaldte Rules of Engagement (ROE) er de regler, der bestemmer, hvornår soldaterne må åbne ild. Her tegner trekløveret fra det berlingske hus et billede af politikere, der har svigtet soldaterne i felten ved at sende dem af sted med et helt utilstrækkeligt mandat, der i praksis gjorde det meget svært at deltage i fredsskabende operationer sammen med de britiske styrker, som danskerne reelt var underlagt. Forsvaret afviser kritikken som enkeltstående tilfælde, men tilbage står alligevel indtrykket af et forsvar og en regering, der ikke var ordentligt forberedt på opgaven.

Hvad Hundevadt mangler i kritisk tilgang, finder man mere af i Basra-bogen, men især i den del, der handler om grundlaget for Irak-krigen, får regeringen en meget venlig behandling. Det illustreres bl.a. af, at SF, der har ført an i kritikken af krigsgrundlaget, kun høres en enkelt gang. Og at hverken Ekstra Bladets eller nærværende dagblads kritiske og prisbelønnende afsløringer i forbindelse med krigsgrundlaget på nogen måde anvendes.

Bogens mest læseværdige del er rekonstruktionen af slaget ved Al-Hartha, hvor konstabel Henrik Nøbbe blev dræbt i det værste baghold, som de danske styrker oplevede i Irak. Men alt i alt er bogen bestemt en tur til boghandleren værd.

Serie

Seneste artikler

  • For den enkelte familie er én dræbt altid én for meget

    27. juli 2010
    Hvad enten det er med udviklingsbistand eller soldater er Danmark parat til at gøre en forskel i verden, siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Hun mener, danskerne er klar til at gå i krig igen uden FN-mandat, hvis det er det, det kræver
  • 'Vi skal ikke lade os skræmme, og vi skal kæmpe for vores værdier'

    24. juli 2010
    Danske politikere skal have kniven for struben og et anslået antal dræbte soldater på bordet, når de sender Danmark i krig, mener Søren Espersen (DF). Men det tør vi jo ikke, siger han. Folket derimod er parat til at kæmpe for Danmarks nye internationale rolle
  • 'Jeg har gjort op med mig selv, hvad det indebærer at beordre andre i kamp'

    23. juli 2010
    Forsvaret har i dag fuldført forandringen til et moderne militær, der har til kerneopgave at gå i krig i udlandet. Forsvarschef Knud Bartels er den nye mand i spidsen for det hele, og han har for længst gjort sig klart, hvad det koster at føre krig
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu