Læsetid: 3 min.

Da der var herresæder til

Opulent filmatisering af Evelyn Waughs 'Gensyn med Brideshead' har flest ydre kvaliteter
Spil. England er fuld af skuespillere, der bare kan spillestilen i sådan en litterær film. Alligevel overbevises man ikke helt.

Spil. England er fuld af skuespillere, der bare kan spillestilen i sådan en litterær film. Alligevel overbevises man ikke helt.

26. september 2008

Hvad man end vil mene om denne filmatisering af det komiske geni Evelyn Waughs mest populære (men langt fra bedste) roman, så er det umuligt at komme udenom, at som rent og skært udstyrsstykke er den i en klasse for sig.

Har man en god del af sin æstetiske sans deponeret i mellemkrigstidens overdådige upper class-stil, bør ens lykke være komplet, for her tilbydes man et skamløst frådseri i herresæde-lækkerier indendørs og udendørs, fotograferet og lyssat, så alt er en uafbrudt gang lækker-guf for øjet. Og skulle vi trættes lidt af den særligt engelske godtepose, der væltes ned over hovedet på én, tages vi på sviptur til Venedig, hvor alt er præcis lige så overklasse-opulent og aristokratisk dekorativt.

Aparte trekant

Flot skal det være, og fred være med det, hvis bare det menneskelige drama kunne leve op til disse herligheder. Det kniber det dog mere med.

Hvilket ikke skal forstås sådan, at jeg direkte kedede mig under afviklingen af den egentlig ret besynderlige historie om en outsiders forhold til en aristokratisk og først og fremmest meget katolsk familie, der lever under matriarken Lady Marchmains strenge åg.

Vi følger den ret anonyme middelklassefyr Charles Ryder, mens han først indføres i Oxford-universitetets mysterier, derpå i den nyslåede ven Sebastian Flytes lokkende familie på det kæmpemæssige herresæde Brideshead.

I konstellationen: den passive, men opportunistiske tilskuer over for de maleriske dyrearter af aristokratiet, er der noget umiddelbart interesseskabende. Er han snylter eller selv en part af dramaet? Og en ekstra pirring kommer af, at den betagede Charles efterstræbes af bøssen Sebastian samtidig med, at han forelsker sig i vennens søster, den kønne, men noget kuldslåede og uudgrundelige Julia.

Katolicismens flamme

Der er ikke megen fyrighed i passionerne. Først og fremmest er de to Flyte-søskende forkvaklede af deres katolske opvækst, der giver skyldfølelser og for Sebastians vedkommende fører til evindelige alkoholiske excesser.

Den udenforstående Charles står et usikkert sted som en blanding af katalysator og aktiv deltager, men minsandten om han ikke også smittes af den omsiggribende skyldfølelse og drages mod katolicismens hellige flamme.

Nu må man forstå, at Evelyn Waugh selv var konverteret og ganske fundamentalistisk katolik og skrev hele bogen for at nå frem til det afsluttende højdepunkt: den frafaldne Lord Marchmains dødsscene, hvor han gør korsets tegn, lige inden han ånder ud.

Det giver også en effektfuld scene i filmen og leder til et muligt religiøst gennembrud for Charles. Men filmens suggestive slutbillede lader alligevel Charles forsvinde som en flimrende skygge i et skyggerige. Filmen placerer sig altså et betydeligt mere tvetydigt sted i forhold til katolicismen end Evelyn Waugh. Mest et kritisk sted, synes jeg.

Emma Thompson tilbage

England er fuld af skuespillere, der bare kan spillestilen i en sådan en litterær film, og det er med til at gøre Gensyn med Brideshead underholdende, hvor lunken den ellers kan være i konfliktstoffet og overfladisk i karakterskildringen. Alligevel overbevises man ikke helt.

Matthew Goode er typerigtig som Charles Ryder, den beherskede pænhed i egen person, men lidt af en dødbider. Ben Whishaw giver Sebastian en feminin, barnlig sårbarhed, der gør indtryk, men hvor er den altbesejrende charme? Han og Charles virker simpelthen for forskellige til at udgøre et bedste-venner-par af den tilsigtede type.

Til gengæld repræsenteres den ældre generation suverænt af Emma Thompsons både ængstede og tyranniske moderlighed som Lady Marchmain, samt af en veloplagt Michael Gambon som vellystningen Lord Marchmain, der til allersidst kommer på bedre (?) tanker. Begge er med til at gøre Gensyn med Brideshead til en prestigeproduktion af den art, der - med alle begrænsninger - har en særlig berettigelse i en global filmkultur domineret af alt, hvad der er moderne amerikansk.

Gensyn med Brideshead. Instruktion: Julian Jarrold. Manuskript: Jeremy Brock og Andrew Davies. Engelsk (Grand, Empire, Dagmar, Cinemaxx, Falkoner, Metropol)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu