Læsetid: 4 min.

Himmel og hav for et mexicansk talent

Han kom, han sang og han sejrede! Den mexicanske tenor Rolando Villazón tog sine fans med storm under en Tivoli-koncert, der efterhånden kom til at minde mere om en olympisk disciplin end om operakunst
2. september 2008

Efter at de tre tenorer enten er døde eller har trappet ned, er der blevet tomt på tronen, men Rolando Villazón må være favorit til at indtage den. Hvis ellers han passer på ikke at drive rovdrift på stemmebåndene, for netop det og en efterfølgende psykisk nedtur tvang ham til at aflyse sin koncert i Tivoli sidste år. Nu gjorde han det godt igen, og sikke en tilbagekomst!

Med mexicaneren Villazón har vi afgjort fået en ny type stjerne i tenorfaget. Der er intet 'frikadelle' over ham, ingen selvglæde som hos Luciano Pavarotti og ingen patetisk skyhed som hos José Carreras. Villazóns mørkladne røst er snarere i slægt med den alvorlige Placído Domingos, men deres temperamenter er vidt forskellige.

Villazón er 36 år, han kommer ind på scenen som en glad dreng, er straks i kontakt med publikum, inden han har løsnet en tone, han er hurtigt inde i sin koncentration og giver sine fans, hvad de vil have: intensitet, indlevelse, smuk klang og høje toner. Straks når et nummer er slut, falder han ned på jorden, griner, vinker, kysser, giver dirigenten five og virker i det hele taget charmerende og sympatisk.

Omrejsende cirkus

Villazón fik sidste år udgivet et soloalbum med titlen Cielo e mar (himmel og hav) efter en arie af Ponchielli, og koncerten i fredags var et eksempel på, hvad den klassiske branche har lært af rockindustrien: først at indspille en plade og derefter tage numrene med på en salgsturné.

Måske er Villazón blevet inspireret af divaen Cecilia Bartoli, som i sine tilsvarende projekter har gravet hengemt musik frem og støvet den af. For han er gået uden for alfarvej med komponister som Amilcare Ponchielli, Francesco Cilèa og Antonio Carlos Gomes, men modsat Bartoli, der medbringer eget orkester, lader Villazón sig akkompagnere af, hvad de stedlige koncertarrangører kan tilbyde.

Tilmed har han valgt dirigenten Marco Zambelli som rejsekammerat i hvad der bærer præg af et turnerende tomands-cirkus. Rollefordelingen er ganske klar, Villazón bestemmer farten, og Zambelli hænger på.

Desværre måtte man trækkes med maestro Zambelli i hele seks ouverturer og intermezzi, fordi solisten skulle have sine pauser. Zambelli kunne ifølge programmet fremvise et flatterende cv, men indsatsen foran orkestret stod slet ikke mål med det skriftlige skudsmål. Tivolis ellers glimrende symfoniorkester lød ekstraordinært farveløst og sært tamt med hensyn til den specifikke retorik, klang og præcision, som italiensk operamusik i den grad står og falder med. Messinggruppen havde oven i købet lagt sig i selen med centraleuropæiske drejeventil-trompeter og det italienske basinstrument cimbasso, som Verdi foretrak frem for tubaen. Zambelli trådte altså ikke i karakter som styrende kapelmester, han virkede snarere som en gestikulerende færdselsbetjent i et italiensk gadekryds.

Sved og tårer

Den første arie var Cielo e mar fra Ponchiellos La Gioconda. Helten står vagt på sit skib, tænker på himmel og hav og ikke mindst på sin elskede. Det var en betagende start, den roligt reflekterende monolog fyldte rummet i en gylden, velmoduleret legato-strøm. Da Villazón atter entrede scenen, medbragte han et blåt håndklæde. Ikke så forståeligt i betragtning af, at han derefter sang to arier fra Cilèas Adriana Lecouvreur af sammenlagt bare fire minutters varighed. Ganske vist slutter det ene med et højt As, og i det andet skulle han krænge sjælen ud af fortvivlelse - men hvorfor denne svededug, som Zambelli overrakte efter første runde som en sekundant ved ringside.

Og selv om det sidste nummer i afdelingen var en spændende og overmåde smukt sunget arie fra Ponchiellis melodrama Den fortabte søn, kunne man ikke frigøre sig fra tanken om, at en koncert som denne mere drejer sig om sport end om kunst. Det kniber eksempelvis med tekstforståeligheden i Villazóns foredrag, og han mestrer endnu ikke det italienske parlando og den vokalrigdom, som gjorde Pavarotti så enestående.

Det lignede en tanke at lade Verdi dominere anden afdeling. Men det virkede ikke særlig tankefuldt at zappe fra den sorgløse hertugs lille præsentationsarie fra Rigoletto til den ulyksalige Gabrieles scene og arie fra Simon Boccanegra. I den første nåede Villazón ikke at tegne et portræt, og i den anden forfaldt han til tårevædede overdrivelser, som i stedet burde have været lagt i bidsel i orkestret.

Afslappet sortie

Det gik meget bedre i Rodolfos recitativ og arie fra Luisa Miller, hvor Villazón for en gangs skyld lagde en strofe ned i et dæmpet sotto voce. Så lyttede man med nye og friske ører.

Det var egentlig først med ekstranumrene, at den blomsterbestormede Villazón viste den anden side af talentet, den afspændte tenor. Først i en romance fra Arrigo Boitos Mefistofeles, derefter en hyldest til de tre forgængere med O sole mio, lige ud ad landevejen med et medsyngende publikum, og endelig Domingos favoritnummer "Granada" med kastagnetter, smil og et håndholdt hjerte, som en fan havde overrakt ham. Nu gælder det Berlin og langtidsarbejde i en helt anden genre: Lenski i Tjajkovskijs Eugene Onegin under en Tivoli-gæst tidligere i august, Daniel Barenboim.

Operaarier af Amilcare Ponchielli, Francesco Cilèa, Antonio Carlos Gomes og Giuseppe VerdiRolando Villazón, tenorMarco Zambelli, dirigentTivolis SymfoniorkesterTivolis Koncertsal fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu