Efter på det seneste at have læst jævnt hen god dansk normalprosa er det at læse György Dragománs roman Den hvide konge som pludselig at blive råbt an på åben gade og vækket af en døs. Det er en foruroligende, brutal og samtidig afsindig smuk roman om livet i et totalitært samfund set fra drengeperspektiv.
I en tid præget af mangel på nysgerrighed overfor fremmede stemmer og erfaringer har denne bog på forhånd ellers alt imod sig. En ukendt forfatter, født i Rumænien, men nu bosat i Ungarn, skriver roman om en drengs opvækst i et kommunistisk diktatur præget af brutalitet og absurde modsætninger. Det lyder som noget fra verden af i går, og kan det tema stadig interessere?
Men romanen er lige præcis et eksempel på, at man aldrig skal dømme på forhånd. Litteraturens ærinde er det universelle og typiske, som i dette tilfælde er at belyse grundlæggende strukturer gennem en drengs erfaringer.
Det er derfor på tide at stå op imod den lade tidsånd og modbevise, at god oversat skønlitteratur sagtens kan gøre sig gældende på dansk. Chancen er der i hvert fald med denne bog, som både er en gave til den, der elsker en god historie, og til den kræsne læser, der kun gider læse, når sproget er noget værd i sig selv.
Fædreløs
Den hvide konge handler om drengen Djata på 11 år. Faderen er blevet arresteret, efter at han har skrevet under på et åbent kritisk brev mod styret. Farfaren, der er højtstående medlem af kommunistpartiet, er nødt til at fornægte sin egen søn. Djatas mor mister som følge af brevet sit arbejde som lærer og må kæmpe for at forsørge familien og i det hele taget opretholde en facade af normalitet og hverdag. Djata selv er blevet smidt ud af den kommunistiske ungdomsorganisation og er dermed afskåret fra en lang række ting i den videre uddannelse.
Faderens skæbne er ukendt, hvilket på sin egen måde spiller en hovedrolle i romanen. Faderen er efter arrestationen blevet sendt til Donau-kanalen, som er det skrækkelige ord, Djata hele tiden tænker på og som både kan betyde tvangsarbejde, deportation og død. Faderen er fraværende i hele romanen, og alle de andre erstatningsfædre kan ikke bruges til noget, så han er dybest set overladt til sig selv.
Gør krumspring
György Dragomán, der er født i 1973, skriver en lettere afsindig prosa uden brug af traditionelt punktum, hvor sætningerne bugter sig og gør krumspring i forhold til de hurtige skift i Djatas bevidsthed og oplevelse af verden. Forfatteren, der som 15-årig flyttede til Ungarn og nu skriver sine bøger på ungarsk, lykkes i Den hvide konge at fortælle den østeuropæiske erfaring på en ny måde. Man forstår pludselig, hvorfor denne bog, der oprindelig udkom i 2005, foreløbig har gået sin sejrsgang over det meste af verden - og fortjent fundet læsere mange forskellige steder. Og man forstår, at denne forfatter fra det golde og mytiske Transsylvanien også har suget blod, nemlig fra afdøde mestre som Beckett og Joyce tilsat lidt frisk blod fra en Ian McEwan.
Vold på alle niveauer
Romanen handler om livet i et diktatur, sandsynligvis Rumænien, men det konkrete sted er ikke så vigtigt, for det hele holdes anonymt og uden navne. Der er således tale om 'Ambassadøren', 'partisekretæren', 'kammerat officeren' osv, fordi der er tale om funktioner og ikke personer.
I et system, hvor funktionen går forud for personen, spiller volden på alle niveauer en afgørende rolle. Personer bliver konfronteret med et undertrykkende system, som frarøver dem deres individualitet. De voksne, og det gælder især lærerne i Dragománs bog, er de mest brutale, fordi de er mest ødelagt af systemet.
Volden spiller en stor rolle i romanen, ikke mindst den vold der formidles fra de voksnes verden til børnenes. Men tro ikke, at børnene så er uskyldige sjæle. De øver sig netop også, når de er fri af den voksne verden, i vold og brutalitet. Og sådan er det, at børnenes verden altid er voldelig, fordi enhver må kæmpe for sig selv og for sin plads i samfundet. I denne roman er disse fundamentale drivkræfter tydeligt forstørret.
Romanen, som er skrevet i et intenst og klart sprog, uden patos eller sentimentalitet, er noget af det mest realistiske, der er skrevet om diktaturets erfaring. Smuk på den skrækkelige måde eller skrækkelig på den smukke måde, hvor man hele tiden tvinges til at læse videre.
Romanens enkelte kapitler er afrundede og kunne stå som selvstændige noveller.I denne bog må især titelkapitlet 'Den hvide konge' fremhæves, hvor Djata og moderen er på besøg hos ambassadøren eller kapitlet 'Verdens ende', hvor indbruddet af verden sker på den absurde måde. Vi befinder os dagen efter Tjernobyl-ulykken. Vinden har båret radioaktivitet hen til sportspladsen, hvor drengene løber rundt og spiller fodbold. Rundt omkring banen går mænd i mærkelige dragter, mens deres overordnede kommer hen til drengene og siger, at de ikke burde spille kampen, men at han ikke ønsker at skabe panik, så kampen vil blive spillet færdig. Samtidig vil han dog gerne lige råde målmændene til ikke at kaste sig i græsset og komme i kontakt med bolden, for den samler radioaktiviteten op fra græsset. Så har vi absurditeten i sin reneste form!
Så hold øje med denne forfatter. Læs hans roman. Og til de unge danske prosaister. Læs og lær hvor enkelt og prosaspændstigt det kan gøres. Og tak til Péter Eszterhás for endnu et ungarsk litterært hovedværk oversat til smukt dansk. Giv snart den mand en medalje. Uden ham ville vi ikke have fået en række af de mest centrale forfatterskaber fra de sidste årtier i form af Péter Nádas, Péter Esterházy, Imre Kértesz og Sandor Marai.
