Læsetid: 3 min.

Ingen ende på historien

En vild og blodig, fækal, patetisk, morsom og fremragende roman om det tomrum, som en krig efterlader
4. september 2008

Aleksandar er færdighedstryllekunstner. Eller rettere: Han ville ønske, at han var det. Og hvis han var, ville han trylle alting om til det bedre og til det bedres uforstyrrede udvidelse.

Det bedre er tiden før. Før krigen i hans hjemby Visegrad i Bosnien. Før bedstefar Slavko døde under Carl Lewis' angreb på verdensrekorden. Før floden tog hans anden bedstefar, bedstefar Rafik, og gylpede ham op på bredden. Før Tito døde for tredje og sidste gang. Og før veninden Asija forvandt, og han selv og forældrene flygtede til Tyskland.

Aleksandar kalder sig også "chefkammerat for den evige fortsættelse". Det er til sammen dét, hans lange tilbageblik til tiden før - hen over en blodig krig, en opløst stat og et par landegrænser - går ud på: at redde det og give det en fortsættelse, om ikke i den virkelig-virkelige verden, så i tryllekunstnerens kunne-lige-så-godt-have-været-verden og i sprogets ønskemåder.

I den verden er man godt underholdt.

For meget

Sasa Stanisiç, født i 1978, af en bosnisk mor og serbisk far og selv en af krigens flygtninge, skriver hysterisk morsomt med alle den burleske genres fækalier og overdrivelser og ulogiske koblinger stående læseren om ørerne: Der var dengang, det nye wc blev indviet, og bedstefar sked uafbrudt i 45 minutter. Og dengang Zorans far fandt Zorans mor på knæ foran kioskejerens åbne gylp og samtidig opdagede, at kioskejeren kort før udåden - oh, rædsel, oh dobbelte ydmygelse! - havde slået alle farens rekorder i yndlingscomputerspillet Tetris. Og dengang og dengang og dengang - i en uophørlighed, let og ubesværet fra det ene til det andet og samtidig pakket så tæt med sproglige underfundigheder, at man bliver rent ud paf.

Men en lille smule forstemt bliver man også. For morskaben og fantasifuldheden undervejs bliver ikke bare selvtematiserende, men også selvfejrende. Se, hvor mægtigt jeg skriver! Se, hvor længe jeg kan blive ved. Og endelig fordi det - især hvor det overstadige skærer krigens tragik - trods alle forsøg på det modsatte indimellem bliver slemt patetisk: "Hvilken musik spiller et højhus egentlig, når der er krig?"

Altså - egentlig?

Tohovedet fortæller

Oven over eller bygget ind i den problematik er der en anden, nemlig omkring romanens tohovedede fortæller: den 14-årige Aleksandar under en spids tryllehat og med voksenord så store som hakkebøffer i munden. Og ti år længere fremme den unge tysktalende og i Tyskland bosiddende Aleksandar, der ligesom forfatteren tager tilløb til skriverierne. Og som i øvrigt ved omtrent lige så meget, dvs. lige så lidt om borgerkrigen på Balkan som enhver anden op gennem 90'erne, der ikke var der selv.

Sasa Stanisiçs roman er altså nok en roman om krigen og om en opvækst i dens skygge. Men lige så meget er den en roman om at fylde det tomrum ud, som krigens eksplosion har skabt, og om at genskabe eller trække nye forbindelser.

Længslen efter Asija

Det forklarer på en meget direkte måde fantasiens omnipotens og de ellers temmelig uforklarlige detaljenære beretninger om hændelser under krigen. Og så forklarer det, ja, begrunder vel ligefrem patossen, ikke bare den, der indimellem slår ud som blærer i billedernes flomme, men også den, der styrer romanens komposition.

Bedst og værst er i den forbindelse veninden Asija, som strengt taget slet ikke er nogen veninde, snarere et flygtigt, om end dramatisk bekendtskab på en af krigens allerførste dage og lige inden flugten. Men som ikke desto mindre Aleksandar gennem det meste af romanen retter alle flygtningens og emigrantens længsler imod. Også de spirituøst klynkende, der i sene nattetimer lander som savl i telefontragten.

Asija og hendes rolle i fortællingen lader sig dårligt forstå på anden måde end netop som et tomrum, dvs. et symbolsk sted, hvor de strittende følelser trækker linjer bagud og fremefter.

Med en tilsvarende indbygget selvregulering tager romanen også brodden af en del af den kritik, man kan rette mod den for at være både forførerisk og sentimental. I hvert fald er det en af dens vigtige pointer, at den indtil manér villede morskab på et tidspunkt må slutte og fantasiens omdigtninger til sidst bøje sig for det virkeliges realitet. Hvor det sker, slutter romanen logisk nok.

Den er en af de bedste, jeg har læst om krig og hjemløshed, ikke bare den i det tidligere Jugoslavien, men i det hele taget. Den er i det korte perspektiv, skønt en helt anden slags, på niveau med Smerteministeriet af kroatiske Dubravka Ugresiç og i det længere i slægt med Günter Grass og Bohumil Hrabal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu