Læsetid: 4 min.

Knastør lidenskabelighed

Den nye, store udgivelse af Kafkas fortællinger på dansk er mere end en udgave, den er en gave
Den nye, store udgivelse af Kafkas fortællinger på dansk er mere end en udgave, den er en gave
25. september 2008

Uden at virke anmassende virker det overmåde symbolsk, når den nye, store, samlede udgave af Kafkas fortællinger ankommer i sort og hvidt med knaldrøde mærkebånd i.

Til de prosaarbejder, som forfatteren selv lod offentliggøre, er valgt hvidt bind og sort smudsomslag, og om de mange efterladte tekster, der ikke i kunstnerisk kvalitet ligger lavere end de trykte, men som Kafka alligevel pålagde sin ven Max Brod at brænde - en ordre, der heldigvis ikke blev lystret - ligger nu, modsat, et kulsort bind omgivet af kridhvidt papir.

Sort og hvidt, det er skriften på arket. Det er natten, hvor forfatteren skrev, og dagene, hvor han sad på kontor. Det er døden og livet og døden i livet. Det er loven og det lille skyldplagede, men alligevel sært uskyldige moderne individ. Og det røde bånd, det er blodet og kønnet, det er lidenskaben, der springer i gnister mellem de fjerne ekstremer, forfatterens væsen bestod af.

Syv forbedringer

Pragtudgaven bygger videre på Villy Sørensens to fornemme Kafka-udvalg Dommen og andre fortællinger og Beskrivelse af en kamp og andre efterladte fortællinger, som udkom i henholdsvis 1967 og 1968. Ud over oversættelser ved Per Øhrgaard og Villy Sørensen selv, der alle er revideret til den foreliggende udgivelse, anvendte Sørensen dengang en række fordanskninger foretaget af Viktor Jevan og Herbert Steinthal, som denne gang alle er skrottet og erstattet med nyoversættelser af udgiveren Isak Winkel Holm, der endvidere bidrager med to (oplysende) forord og kronologisk oversigt over forfatterens levned og produktion.

I forhold til Sørensens udgaver består den første og den anden forbedring i, at gamle, men gode oversættelser nu er blevet endnu bedre, og at gamle, knap så præcise tekster har veget pladsen for nogle, der bedre rammer Kafkas særlige tørre lidenskabelighed. Den tredje forbedring er, at forfatterens egenhændige manuskripter hele vejen lægges til grund, således at vi kommer tættest muligt på det dampende værksted, han levede i de sidste tolv år af sit liv. Endvidere er for det fjerde medtaget langt flere fragmenter, skitser og løse lapper end før, dog med den begrænsning, at udgiveren har valgt ud på et overordnet kriterium, der hedder omfang og kunstnerisk afrundethed. Adskillige af de af forfatteren udeladte passager er endvidere kommet med i kantede parenteser, og der er sat nogenlunde dækkende titler på de spredte fortællingsfragmenter, forfatteren ikke selv gav et navn. Oven i denne femte og sjette forbedring får vi en komposition, som i troskab over for Kafka-forskningens landvindinger rekonstruerer kronologien i produktionen.

Tingene på plads

Vi har dermed fået en fyldigere, mere fyldestgørende Kafka på dansk, og der er ingen grund til at hulke over tabet af Viktor Jevans og Herbert Steinthals fordanskninger.

Tag f.eks. første side af Dommen (Das Urteil), hvor hovedpersonen Georg just har skrevet brev til sin ven i Rusland. Hvad kunne eller burde man, spørger vor anti-helt, skrive - til en sådan mand, "der sich offenbar verrannt hatte, den man bedauern, dem man aber nicht helfen konnte." Viktor Jevan skriver "til en sådan mand, der åbenbart havde rendt panden mod en mur, der kunne ynkes, men ikke hjælpes", sådan at der er mulighed for at tro, at det er muren og ikke manden, der kan ynkes! Winkel Holm får imidlertid sat tingene på plads. Erstatter 'mand' med 'menneske', men meningen får han mejslet: "Hvad kunne man skrive til et sådant menneske, som åbenlyst var kørt fast, som man beklagede, men som man ikke kunne hjælpe." Læg i øvrigt mærke til, at 'åbenlyst' og ikke 'åbenbart' dækker betydningen af 'offenbar'!

Hvad angår Herbert Steinthal, behøver man såmænd bare at plukke det andet punktum af In der Strafkolonie for at høre, at noget er galt. Dette er historien om en rejsende, der overværer en afstraffelse, som på den ø, hvor det foregår, altid bliver henrettelse. I Stein-thals version hakkes punktummet (meget u-kafkask) op i to hovedsætninger, men Winkel Holm holder fint sammen på det hele.

Den foreliggende udvidede samling af Kafkas fortællinger gør både ved opsætningen og ved konsekvensen i valget af oversætterholdning et umådelig autoritativt indtryk. Udgivelsen er mere end en udgave, den er en kærkommen gave - med fare for at gøre modtageren tavs af taknemmelighed og respekt.

Detaljen til diskussion

Derfor var det faktisk en lettelse, fem sider inde i Forvandlingen at snuble over et manglende punktum. Aha, tænkte jeg, så er disse bøger trods alt ikke lavet af guder, men af fejlbarlige mennesker. Derpå tog jeg lidt stikprøver og sammenlignede nogle af dem med originalerne, en punktkontrol, der i første omgang faldt ud til udgiverens fordel, fordi den bekræftede indtrykket af omhu på enkeltteksternes vegne, men som i anden omgang alligevel rejste spørgsmål:

I Hotel Edthofen, hvor jeg-fortælleren prøver at huske enkeltheder om et hotel, han har boet på, bruger Kafka flere gange ordet 'trotzdem', som jeg vel ville have oversat til 'skønt' for at skærpe paradokset ved den manglende erindring. Isak Winkel Holm skriver 'selvom' og lader derved (ret ukafkask) den mulighed stå åben, at jeg'et slet ikke har været på stedet.

Et andet pedantisk eksempel kunne være "En bonde passede mig op...", hvor første side af oversættelsen slutter med, hvad der i mine øjne må være en smutter ('jeres' i stedet for 'deres'?), men hvor Winkel Holm også misser den mulighed for et ordspil, der ligger i, at Kafka hele tiden bruger glosen 'Streit' i beretningen om bonden, som er eller ligger i strid med sin kone og derfor nu passer jeg'et op og beder ham mægle imellem dem. Oversættelsen oplyser, at mand og kone 'skændes' - indholdsmæssigt korrekt, men stilistisk fattigt.

Jeg har ikke belæg for at blæse disse iagttagelser op til en decideret kritik; blot kunne jeg tænke mig at lægge op til en grundigere granskning af disse oversættelser, der har sat så værdig en standard, men ikke slipper helt uden om det basale Kafka-problem, at man ikke må almindeliggøre dét ualmindelige, hvis dragende mærkelighed just består i dets pertentlige almindelighed. Dets dagligdagshed, dets kontormæssighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu