Læsetid: 2 min.

Kritikerens dobbelte blik

Der er noget koldsindigt forførende ved Edvard Brandes, hvis litteraturkritik og politiske skrifter er blevet samlet i nyt udvalg
11. september 2008

Litteraturkritik og politik kunne ikke skilles ad i Edvard Brandes' artikler og anmeldelser i Politiken fra avisens oprettelse i 1884 og mere end fyrre år frem i tiden. Det vises tydeligt i det udvalg, som Helge Scheuer Nielsen har etableret under fællestitlen Kritik og politik, et udmærket supplement til den mere repræsentative og substantielle samling af Edvard Brandes-artikler, Litterære tendenser, som Carl Bergstrøm-Nielsen besørgede for Gyldendals Uglebøger i 1968.

At han havde et ideologisk ærinde som frisindets forkætrede forkæmper, er velkendt og indlysende, men han er nu langt fra så ensidig eller en-øjet, som den gængse opfattelse vil vide. Han var oftest i helt forbavsende grad i stand til at se med begge øjne på en tekst, så han egentlig aldrig tog fejl af dens kunstneriske kvalitet, hvor den så end befandt sig i det ideologiske farvespektrum.

At han, som det hævdes, ikke indså karakteren af de kvindelige forfatteres særlige vilkår i tiden, flytter ikke på, at hans domme over deres kunstneriske formåen nærmest stadig står ved magt. At der er noget koldsindigt forførende ved hans autoritet, er svært at unddrage sig fornemmelsen af, siden den er udført i et overlegent sprogligt register af både klassisk og moderne tilsnit i en differentieret skala af både djævelsk og spids ironi, sensitivitet og varme med et overskud af historisk og æstetisk viden.

Kendte ansigter

Han kom langt ud i polemikkens sproglige grænseegne i en serie portrætter, 'Kendte Ansigter', tilhørende politikere, embedmænd og kapitalister, hvor bl.a. Tietgen fik det glatte lag. Og den offentlige mening havde let til forargelse, så hadet blussede, og modangrebene tyede til reserverne af antisemitisme. Og tidens allerømmeste tå, sædeligheden, var han mand for at træde på og få spark igen af. Hans henrykte anmeldelse af Feydeaus sexede farce i Kasino 1899, Damen fra Natkafeen, morede teatrets publikum enormt, men udæskede dobbeltmoralen og fromhedens dyder og bragte ham sammen med hans roman Det unge Blod en politianmeldelse på halsen. I dag grinagtigt, men en moralistisk reaktionsform, der holdt sig langt op i tiden.

Bogen er nyttig læsning både som tidsbillede og af særegen aktualitet, både støvet og dugfrisk med sine krydrede betragtninger over bl.a. Amalie Skram, Pontoppidan, Strindberg, Gustav Wied, Drachmann, Hamsun, Nexø, Schandorph, kendte og glemte. Han var formelt urban over for sin erklærede fjende og farlige konkurrent Herman Bang, en smålighed, han officielt skjulte. Ellers var han såre gerne tydelig. Han blev for den nye generation af 1890'ernes lyrikere den vigtigste med- og modspiller. Det må man til det andet nævnte udvalg for at konstatere.

Han levede længe. Hans respekterede antagonist, den lærde litteraturforsker Vilhelm Andersen, gav ham eftermælet som 'den bedst-hadede', der blev 'den næsten-elskede'. Det sidste ikke mindst som den respekterede finansminister 1909-10 og 1913-20.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu