Læsetid: 3 min.

Kulturmøde-mikroskopier

Fremragende roman fra egyptiske Alaa al-Aswany viser vejenfor verdenslitteraturi globaliseringens tidsalder
29. september 2008

Egyptiske gæstestipendiater og professorer på et anerkendt institut for histologi i Chicago er hovedpersonerne i Alaa al-Aswanys nye roman efter verdenssuccesen med Yacoubians hus (på dansk i 2007). Oven i den almindelige læsers mistanke om, at en egyptisk roman vil virke fremmed, at navnene og - værre - problemstillingerne vil virke (for) eksotiske, kommer altså en mærkelig, konkret-videnskabelig setting.

Men ud over enkelte fremmedgørende elementer i den danske oversættelse, som skæmmes af anglicismer og et gennemgående rod i tempus-systemet, er der absolut intet at hænge forbeholdene på. Man hvirvles ind i romanens handling, hvor histologi - vævslære - viser sig at være ikke bare et spændende emne, men også en glimrende, fornemt underspillet stormetafor for romanens anliggende.

Vævslære defineres i romanen som "den videnskab, der omhandler den mikroskopiske struktur og sammensætning af normalt plante- og dyrevæv. Den udgør grundlaget for al medicin, for hvis man skal finde en kur mod en sygdom, skal man altid begynde med at undersøge normalt, sundt væv."

Sundt samarbejde

De celleprøver, al-Aswany zoomer ind på, stammer fra vores globale samfundskrop efter 11. september, og de er taget fra det angiveligt sunde område, hvor vest og (mellem)øst arbejder sammen i stedet for at kriges, og hvor politiske og religiøse forskelle ideelt må træde til side for det videnskabelige fremskridts skyld.

De forskellige studie- og forskningsteknikker, vi præsenteres for, siger i høj grad noget om personernes forhold til sig selv og andre, til det væv af kulturmøder, de er indblandet i. Glem alt om enkle, binære modsætninger og nemme løsninger, spørgsmålet er ikke integration eller ej, men hvor mange udfordringer af ikke bare politisk og religiøs, men også helt praktisk og personlig art, det enkelte menneske nødvendigvis møder i sit livsprojekt.

Fremtidsdrømme

Vi følger fire stipendiater: den ambitiøse, disciplinerede og noget barske Tariq; den noget ældre formand for den egyptiske studenterforening, pamperen Danana; den politisk engagerede demokratiforkæmper Nagi, som i virkeligheden vil være digter; og som den eneste kvindelige studerende, den flittige og følsomme Shayma. De to sidstnævnte er nyankomne ved romanens start og deler til dels læserens udforskende møde med miljøet.

De unges fremtidsdrømme - personlige, videnskabelige, politiske - spiller en stor rolle for deres ageren. Blandt deres ca. 60-årige professorer er det tilsvarende ungdomserindringerne, der får afgørende betydning. Professor Thabit er tilsyneladende gennem-amerikaniseret og hader sit tilbage-stående og udemokratiske fædreland, men konfronteres med de værst tænkelige følger af amerikansk frihed og frisind. Hans kollega Salah føler sig i tiltagende grad som en kujon, der er flygtet fra kampen for et bedre Egypten, og som en foragtelig "gigolo med en ph.d.", der har udnyttet sin amerikanske kone til at få opholdstilladelse. Deres amerikanske kolleger er lige så forskellige, fra den tolerante 68'er over den rent videnskabeligt interesserede, til den ublu racistiske. Hertil kommer et broget galleri af bipersoner.

Kropslige kulturmøder

Romanen er velskrevet, fuld af velplaceret humor og fænger både på sit metaforiske, almenmenneskelige niveau og med sit begivenhedsrige, realistiske plot, baseret på en særlig zoom-teknik, effektive cliffhangers og en imponerende polyfoni af perspektiver og stemmer.

Kulturmøderne realiseres strukturelt, i dialoger og, ikke mindst, i kropsligt samkvem. Der er til at begynde med megen sund gensidighed, megen kærlighed, men i stigende grad kommer impotens, vold, manipulation og prostitution til at dominere. Vævet viser sig at være langtfra sundt, eller i hvert fald ikke modstandsdygtigt over for sygdomme, som al-Aswany også hjælper os til at se i deres utallige fremtrædelsesformer, ikke mindst de auto-immune. Romanen slutter med et smil midt i ulykkerne, det ligner en parodi på en amerikansk happy ending, men udtrykker måske samtidig et lillebitte håb for menneskeheden generelt og Egypten i særdeleshed, trods fortsat nødretstilstand både her og der.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu