Føleporno
***
Udo Kier, nu med bryster, sidder i en sporvogn. Han forlader den og sætter spor i sandet med sine sko. Han kæmper for at blive fri - for sin jakke. Han svæver i et øde palads, pludselig er der turister overalt, og til sidst er bygningen ødelagt. Det hele er filmet fra tre forskellige vinkler, der afspilles på tre store lærreder.
Man kan vælge at se Jesper Justs surrealistiske film som kedelige stiløvelser over navlebeskuende gymnasie-freudianisme og drømmetydning krydret med lommefilosofi. Eller man kan glæde sig over, at der er nogen, der gider forsøge at skabe et anderledes udtryk i samtidskunsten bygget på hyperpersonlige variationer over menneskets evindelige ensomhed. Og ja, når det nu skal være, så er det vel en anelse mere personligt og en anelse teknisk bedre, end man kan opleve det på andet år på film-skolen.
Ud over føromtalte hermafroditfilm, Romantic Delusion fra Bukarest, vises også tre andre nye film, hvor en kvinde opfører et skuespil, der minder om en slow motion udgave af nycirkus. Hun sanser langt ud over grænsen til det vamle i en sand famleperformance, der i underholdningsværdi ikke lader en gammel computer, der starter Windows op, noget efter. Kvinden kravler sågar forlæns ned ad en trappe! Og indspiller filmhistoriens mest kiksede sexscene, inden en hånddukke synger, at det hele er en misforståelse. Det kunne være Walt Disneys udgave af Paul McCar-thy - til MTV. Produceret af B&U.
Højdepunktet på udstillingen må derfor være Justs debutfilm, Ingen mand er en ø, hvor en ældre herre danser fjollet på Blågårds Plads, imens en ung herre græder. Det er her, Just er bedst, når det ikke bliver for tykt, men i stedet kredser om forholdet mænd og mænd imellem. mij
Jesper Just, Kunsthallen Nikolaj, til den 9. november
Calle det hvad du vil ...
***
... men man hygger sig i de 10 minutter, det tager at se og læse det fem meter lange værk, der pryder tre vægge hos Christina Wilson.
Voyeuren Sophie Calle, hvis primære virke har bestået i at dokumentere tilfældige fremmede menneskers liv, uden deres vidende, beder i The Berck Project en clairvoyant om at forudsige fremtiden, så hun kan gå ud og møde den. Det fører hende til en lille by, Berck, hvor hun skal udspørge tilfældige på stranden, hvorefter hun skal finde to brødres navne på en statue, som går meget op i skibe og udfordringer. Der er ingen navne, men dagen efter får hun en sms fra en fyr, der hedder Berck til efternavn, der har en bror, og som går meget op i skibe og udfordringer. Missionen er tilsyneladende lykkedes, og for at være sikker på, at der ikke er nogen tørre øjne, opdager Calle, da hun bliver bedt om at købe en gave med hjem, at butikken, der sælger små kager, hedder noget med Berck ...
Men hvordan kan man dog hygge sig i så tarvelig en histories nærvær? Der er to grunde. Værket er smukt og enkelt, med en høj indlevelse og nærhed, som er sjælden i kunsten i dag. Og for det andet bliver man lidt benovet over at se så stort et navn som Sophie Calle hos et kommercielt galleri i København. Værket koster 650.000 kroner. mij
Sophie Calle, Galleri Christina Wilson, til den 18. oktober
