Læsetid: 5 min.

Liderligheden på listeform

Christina Hagens debut ender med at overbevise gennem den konsekvens, hvormed den demonstrerer de indre billeders udvendighed
Christina Hagen er på én gang uselvstændigt trendy og så egensindig individuel. Kort sagt er hendes debutbog gennemført.

Christina Hagen er på én gang uselvstændigt trendy og så egensindig individuel. Kort sagt er hendes debutbog gennemført.

Thomas Knoop

4. september 2008

'NOVELLER' påstås det frejdigt på titelblad og omslag af Christina Hagens litterære debut, men det bør man nu ikke lade sig narre af. Genrepullimut havde nok været den mere dækkende betegnelse.

Midten og cirka halvdelen af bogen består i en anorektisk kærligheds- og seksualroman, Cecilie, fortalt af en frustreret lesbisk psykolog. Så er der tre korte elsker-portrætter, en syret tv-montage om en elskovssulten reklamemand, en stakåndet campingnovelle, der virker som et anneks til Hans Otto Jørgensens produktion, en isafkølet montage á la Helle Helle, en kulinarisk readymade med tre vildt appetitvækkende madopskrifter redigeret specielt for fattige og sultne afrikanere samt endelig syv memoire-sekvenser anbragt mellem de andre stykker og af omfang fra én linje til elleve, sådan lidt i stilen fra Peter Seeberg og hans 'Øjeblikke' (Dinosaurusens sene eftermiddag, 1974). "Jeg husker..." begynder teksten hver gang, og så kan der komme hvad som helst - lige fra skinnende sproglige perler til rene ligegyldigheder.

Fra punkt til punkt

Det bemærkelsesværdige ved bogen er sådan set ikke dens genremix, eller skulle man mon sige: genresabotage, jeg mener: hvad andet kunne man vente af en forfatterskoleelev (2004-06)? Nej, det tidstypiske særpræg ved denne sprøde prosadebut ligger i, at fragmentet har fået lov at sluge helheden så konsekvent, som tilfældet er. Der springes hele vejen fra punkt til punkt, fra et billede til det næste, som om teksten på samme tid våger sensitivt over kroppen og alligevel helst falder i søvn ved sine egne gentagelser.

Ikke kun de syv opstykkede erindringssekvenser deles ud i småbitte bidder, sådan går det også i de mere traditionelt fortællende stykker, ja, selv slankeromanen antager ofte en listelignende form, hvad der kunne tyde på, at vi har at gøre med et stilmiddel, som skal udtrykke en bestemt livsoplevelse: øjebliksbunden, nøgen, sammenhængsforladt.

Dette lyder muligvis som artige udskrifter af lærebøger i postmodernitet, men kedeligt bliver det aldrig, for Christina Hagen praktiserer en særlig kynisk råhed og selvironisk humor, der gang på gang får lov at slå ud som stilistiske lykketræf.

Del og helhed

Det kalder på en ultrakort historisk sammenligning. I åbningskapitlet af Pontoppidans Lykke-Per (1898) står der om de inderligst troende i faderens provinsbymenighed, at de hver søndag mødte op i kirken og forsamlede sig på en bestemt plads umiddelbart under prædikestolen og gerne vakte forargelse blandt de øvrige kirkegængere ved "på en tilskuestillende måde" at synge selv de allerlængste salmer uden en eneste gang at se i salmebogen.

Jeg har altid godt kunnet lide dét ord: "tilskuestillende". Men når det fungerer så godt i helheden, er det, fordi det indgår i en miljøskildring og på rammende vis indfatter et kommende tema, ja indtil flere: indre over for ydre, sandhed over for illusion, ægthed imod forstillelse.

Hos Christina Hagen der-imod bestiller de sproglige fund ikke ret meget andet i hver tekst end at stå og lyse op hver især. Og det bliver i mine øjne fatalt for Cecilie, der hen ad vejen opløser sig i disparate momenter. Det får den konsekvens, at skildringen af historiens jeg-fortæller, psykologen, bliver psykologisk utroværdig. Hun flintrer ud ad tangenter og fortaber sig i fantasier og fobier, sådan at man som læser ikke tror på den 'udvikling', teksten postulerer: at hun til at begynde med er inderligt forelsket og til sidst kun kan hade sin yngre kæreste.

I det første afsnit er kærligheden stadig væk intakt: "Jeg kan ikke, selv hvis jeg prøver med vold og magt, finde noget ved Cecilie frastødende. (...) Hun er fin og skrøbelig som en lille solbrændt pige med røde kinder og blanke øjne, ligegyldigt hvad hun gør."

Men til slut er Cecilie blevet 'ambassadør' for alt, hvad jeg-fortælleren foragter ved kvindekønnet, og det er da ikke så lidt: "Deres similismykker og tunge parfumer, der lugter af støv og gamle, tørrede roser. Deres lange, magre kroppe, der får dem til at ligne tynde mynder. Deres fede kroppe, som en fejlernæret labrador. Deres hysterisk plukkede øjenbryn på tykkelse med tandtråde eller deres urskov af vildfarne, mørke børster, som får dem til at ligne forbryderiske mænd."

Hvad der her springer i øjnene, er naturligvis intensiteten, først i lovprisningen, siden i den totale afvisning. Men vejen fra det ene til det andet formår Christina Hagen ikke at skrive frem.

Smerten i forkøbet

Det kunne man forsøgsvis betragte som en styrke og sige, at er der ingen udvikling, så er der måske en tilstand? I så fald en fundamental angst for at miste kontrol, for at lide nederlag, for at blive den lille, føle sig svag. Personerne kommer konstant deres egen smerte i forkøbet ved at fremkalde den. Derfor overhales begæret af væmmelse som i 'Klaus':

"Han besøger mig, og vi knepper fem gange på en dag. Vi vil slå rekord. Vi er nyforelskede og ligger arm i arm. Jeg hader ham. Eller det vil sige, det gør jeg ikke engang. Jeg hader ham som et tarveligt reklamehæfte fra Netto med gule sider og sorte hunde."

Endnu mere knugende bliver det hele af, at Christina Hagen så konsekvent skildrer sine personer som underlagt et fremmedherredømme. De beretninger, de kan levere om sig selv, er genfortællinger af andres historier. I deres indre liv eksponerer de blot billeder fra film ind over egne oplevelser. Deres fantasier er noget, de har downloadet fra nettet.

Hør blot den lille sekvens, der har afgivet bogens titel: "Vi ser film, men jeg ser ikke billederne. Jer ser sælskindspuder og appelsiner i skåle. Hører ikke, hvad de siger, men tænker på min næste kommentar. Hvordan jeg skal sutte hans pik som på de klip, han har liggende på sin computer. Vi knepper i sofaen, og han kalder mig sexdronning."

Udstillingen af dette armod er det stærke og flotte ved Christina Hagens debut, som på denne læser virker dobbelt, på én gang enerverende og effektfuld facon. Det er iskoldt og kynisk og repetitivt og irriterende overfladisk. Men det er på sine egne, medieskabte og mediebevidste præmisser, gennemført til bunds. Sjældent har jeg set en forfatter være både så ærgerligt uselvstændigt trendy og så egensindigt individuel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu