Jeg har altid haft en svaghed for det spektakulære, indrømmer Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) i sin nye kæmpesamling, eller skulle vi sige verbalkatedral? Stor i slaget var hun allerede i den polyfone debut, Lulus sange og taler (2000), men heller ikke i de følgende, mindst lige så imponerende bøger, Atlas over huller i verden (2003) og Ægteskabet mellem vejen og udvejen (2005) indskrænkede hun sig til én teknik eller poetisk metode. Hun ville og vil en masse, og hvad mere er: hun kan heldigvis det meste af, hvad hun vil.
I Havet er en scene udfolder hendes hang til format sig atter voluminøst og ambitiøst, men også her har hun noget at have ambitionerne i, for hånd i hånd med de store strukturer går i detaljen en omhu foldet ud med humor og visdom.
Tre forløb
Værket er komponeret i tre tekstforløb, på hvis venstresider vi følger et langsomt voksende langdigt og på højresiderne får korte, enkeltstående tekster. I det første forløb er vi i sengen, på lagnerne, hos to heftigt elskende, hvis kvindelige part skiftevis kalder sit køn: drypstenshule, tronstol, elverhøj og lund. I det midterste forløb er vi på krigsskuepladsen i en konstant dialog mellem utopiens drøm og den daglige destruktion. Højresiderne udgøres her af citater fra amerikanske soldater udstationerede i Irak og Afghanistan, hentet på deres blogs, mens venstresporet former sig som frenetisk skæld-ud på hykleriet i verdenssamfundet:
"De patter på deres / fucking bløde værdier mens de pirrer sig selv med de / hårde hvorefter de stikker dem langt op i røven på / middelklassen. På alle der kommer i nærheden."
Endelig i det sidste forløb er vi på stranden, ved havet, hvor jeg'et kredser om dette:"At se verden i øjnene. At se den som det, den / er, og elske den for det, og så / blive der."
Skal vi yderligere sætte ord på storstrukturens dele, kan vi sige, at hvor første del angår forholdet til Den Anden i kærlighed og erotik, dér omhandler anden del relationen til De Andre, i en spænding mellem afmagt og magt, mens tredje del berører naboskabet til Det Andet, naturen, samt samspillene mellem dette andet og digtningens skabende sprog.
Flere indsnit og spor
Jo, det er naturligvis Inger Christensen og Klaus Høeck, der tårner sig op som primære forbilleder bag denne 'encyklopædiske systemisme'. Men til deres verdensbygger-kløgt føjer Ursula Andkjær Olsen dels sin sprælske liderlighed, dels overgiven humor. Som man råber i elskoven, får man svar. Dertil kommer endnu flere indsnit eller spor: Under hele teksten kører der et flot en-linjet langdigt, og i seks indlagte 'auditions' drøfter folk i studiet mulighederne for at fremstille det konfliktfrie og det omkostningsfrie liv. Ja, vi får tilmed to gange serveret dobbelt spiralformede digte og 'serielle' sekvenser.
På tværs af den komplekse komposition går en intens interesse for dobbeltheder og treklange: Hvad er lys - bølge eller partikel? Og hvordan etablerer man overgange fra verden, som den er, til verden, som den burde være? Og hvis poesien skal fastholde drømmen om det hele og fyldte liv, hvad stiller den så op med sig selv i en tid, det tredje årtusind, hvor menneskers eneste krav til magten er, at den skal være smuk?
Bevægelig bygning
Digterens eget svar herpå er, så vidt jeg kan se, at lade teksten fortætte sig i treklange, der udtrykker givne felters totalitet - i kærligheden f.eks. forklædning, bedrag, ydmygelse, i elskov, det at falde og springe og dø - samtidig med, at digtet får lov at modarbejde, underminere sig selv. På én gang en fast form og en stadig bevægelse, stædig i viljen til skønhed på trods, og skrøbelig gennem en stadig gåen-i-stykker poetisk.
Et lille slot af mursten på et stille og saftigt sted, er dét utopi? spørger Ursula Andkjær Olsen. Det er det nok. Det er i hvert fald et smukt og bevægeligt hus, hun har bygget. Det bliver så op til læseren at afgøre, hvorvidt hendes sang, imod krigen og for kærligheden og freden, skal have konsekvenser.
Ursula Andkjær Olsen: Havet er en scene. Digte. 208 s. Kr. 229,00. Gyldendal. Udkommer i dag
